Et omfattende it-nedbrud i den offentlige sektor har ført til, at adskillige ansatte i staten ikke kunne arbejde. Det oplyser flere kilder uafhængigt af hinanden til Version2.
Hos Statens It, der håndterer it-driften for store dele af den offentlige sektor, har man bekræftet problemet, og presseafdelingen oplyser, at der bliver arbejdet på at finde en løsning.
Nedbruddet startede ifølge Version2’s oplysninger tidligt på eftermiddagen torsdag, men det er endnu uklart, hvad der er årsag til det store it-svigt.
I en driftsmeddelelse oplyser Statens It dog, at der er problemer med blandt andet Skype og Outlook, og at problemerne skyldes manglende adgang til et datacenter.
»Vi oplever i øjeblikket problemer med adgang til datacenter. Vi arbejder fortsat på højtryk for at løse problemet,« skriver Statens It i en driftsmeddelelse torsdag klokken 13.53.
»Det hele er nede«
I en senere driftsmeddelelse fra Statens It lyder det, at der er »store udfordringer på vores netværk«. Det bekræfter en medarbejder hos Statens It også til Version2:
»Det er det, vi oplever lige nu. Der står problemer med netværk, Skype, Outlook m.m i SIT (Statens IT, red.). Og det er egentlig netværket, der er det primære. For når netværket er nede, så er der ikke noget, der fungerer,« fortæller vedkommende og uddyber:
»Vi sidder herinde i Statens It og kan ikke engang - det eneste, vi kan gøre lige nu, det er at modtage opkald. Vi har ikke nogen internetforbindelse eller noget som helst.«
Det gælder også for de medarbejdere, som sidder hjemmefra, oplyser kilden:
»De kan slet ikke komme på nettet. De, der har Statens IT-computere, har en sikkerhedsforanstaltning, der gør, at hvis ikke de er på VPN, når de ikke er på Statens It-netværk, så kan de slet ikke komme på nettet af sikkerhedsmæssige årsager. De ville heller ikke kunne tilgå nogle ressourcer hos Statens It på andre computere, fordi det hele er nede.«
Problemet med at komme på nettet går på tværs af flere offentlige myndigheder, herunder Digitaliseringsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Statsministeriet og Landbrugsstyrelsen, fortæller medarbejdere til Version2.
Svigtende adgang til systemer
Det store nedbrud hos Statens It har i perioder torsdag eftermiddag lagt flere ministeriers hjemmesider ned. Derudover har flere offentlige systemer været udfordret.
Det gælder blandt andet Dataforsyningen, som er en platform, der giver adgang til offentlige geografiske data via kortvisning, webservices og API’er.
Derudover har problemerne også ramt Datafordeleren, der er en platform, hvor myndigheder, virksomheder og borgere kan få adgang til grunddata fra offentlige registre.
I et opslag på Twitter meddeler brugerne bag Datafordeleren, at tjenesten igen er tilgængelig.
»Datafordeler.dk er igen fuldt tilgængelig. Det var en fejl hos en bredbåndsleverandør, som ramte Statens It,« står der i opslaget på Twitter.
Statslige hjemmesider, der har været ramt:
- Statsministeriet.dk
- Regeringen.dk
- fm.dk - Finansministeriet
- uim.dk - Udlændinge- og Integrationsministeriet
- bm.dk - Beskæftigelsesministeriet
- um.dk - Udenrigsministeriet
- em.dk - Erhvervsministeriet
- mim.dk - Miljøministeriet
Styrelsers hjemmesider, der har været ramt:
- digst.dk - Digitaliseringsstyrelsen
- foedevarestyrelsen.dk
- naturstyrelsen.dk
- mst.dk - Miljøstyrelsen
- statens-it.dk
- sik.dk - Sikkerhedsstyrelsen
- oes.dk - Økonomistyrelsen
- hjemst.dk - Hjemrejsestyrelsen
- star.dk - Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
- us.dk - Udlændingestyrelsen
Opdateres...
Mulig årsag fundet
Efter et flere timers langt nedbrud meddeler Statens It i en driftsmeddelelse:
»Det tyder nu på, at vi har lokaliseret årsagen til netværksnedbruddet, og vi ser, at de fleste systemer er oppe eller på vej op igen,« skriver styrelsen torsdag klokken 16.45.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.