Stort it-projekt bliver nu to år forsinket

Problemer med leverandøren betyder, at sygehusene i Region Syddanmark først får hele deres fælles patientsystem på plads ved udgangen af 2015.

Region Syddanmark må endnu en gang udsætte den konsolidering på et fælles patientsystem, som regionen oprindeligt havde håbet på at kunne have på plads ved udgangen af 2013. Nu hedder tidshorisonten udgangen af 2015. Det skriver Dagens Medicin.

Regionen arbejder på at samle alle sygehuse i regionen på to fælles it-systemer, ét til patientjournaler og ét til patientadministration.

Tre ud af fire sygehuse, inklusive psykiatrien, bruger allerede en fælles patientjournal, men Sygehus Lillebælt er endnu ikke klar. Det skyldes problemer med leverandøren, oplyser Region Syddanmark ifølge en pressemeddelelse.

I praksis betyder det, at Region Syddanmark ikke når den i forvejen forsinkede deadline ved udgangen af 2014 og i stedet må vente til udgangen af 2015. Indtil da må sygehusene benytte sig af det nationale system e-journal til udveksling af data mellem sygehusene.

»Det er enormt frustrerende, og det vidner om et ekstremt kompliceret forløb, hvor vi har skullet få rigtig mange lokale løsninger til at overgå til én fælles løsning. Den manøvre bliver oven i købet endnu sværere, når vores it-løsninger bliver forsinket,« udtaler formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, ifølge pressemeddelelsen.

Region Syddanmarks fælles patientjournalsystem kaldes Cosmic og bygger på software fra svenske Cambio Healthcare Systems og implementeres af CGI (tidligere Logica), mens TDC Hosting står for driften.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Henrik Sodemann

En overskridelse på 2 år kvalificerer direkte til en granskning. Der er intet af det, der fremgår af artikel eller pressemeddelelsen, der på nogen vis peger i retning af en årsag.

Lad os nu få den IT-havarikommission, så vi kan komme til bunds i de her sager og få taget ved lære, så vi ikke skal blive ved med at se gentagelser.

Snart Fyret RSDIT

Cosmic virker faktisk udemærket - bortset fra når man bruger det.
System kan ikke skalere og der er derfor ikke svartider, men leveringstider. Og det er jo heller ikke hele tiden der er svartidsproblemer - det kører udemærket om natten.
Og det er faktisk kun en lille del der er 'rigtigt' forsinket - PAS-delen. EPJ-delen er jo i produktion i hele regionen - sådan da.....
Desperationen viser sig i at man i den kommende weekend vil konvertere fra en Oracle DB til en MS SQL server - for at forbedre performance......
Men systemet er jo også købt til et langt mindre amt og ikke en relativt stor region.

Snart Fyret RSDIT

Det kræver ikke noget dybere indsigt i Cosmic - en hurtig powerpoint over systemets opbygning er rigeligt.
2 nye forudsigelser - Cosmic er ikke i fuld drift ved udgangen af '15 (EPJ og PAS på alle sygehuse i RSD) og overgangen til MS SQL server i denne weekend vil ikke løse performanceproblemerne.

Log ind eller Opret konto for at kommentere