Store AWS-kunder ramt af nedbrud: Cloud-giganten afviser at være ramt
Flere tjenester var i går tirsdag ramt af nedbrud ifølge Downdetector, der overvåger hjemmesider og tjenester for netop dét. For at der ringer en alarmklokke hos Downdetector, skal »antallet af fejlmeddelelser være væsentligt højere end den typiske mængde for det pågældende tidspunkt på dagen.«
I går gjaldt det eksempelvis tjenesterne Slack, Peloton og Amazon Web Services (AWS), der supporterer de to andre tjenester.
Nedbruddet hos Slack, der er en populær chat-tjeneste til virksomheder, betød ifølge CNBC, at brugere i flere timer ikke kunne tilgå tjenesten. Årsagen til nedbruddet er ifølge en talsperson fra Slack endnu ikke kendt, men bliver nu undersøgt. Slack nævner på sin statusside intet om, at tjenestens nedbrud skulle have noget at gøre med AWS-problemer, men ifølge TechRadar kan både Slacks nedbrud og Pelotons nedbrud være forbundet med AWS.
»Peloton har ikke bekræftet, hvad problemerne var, men det menes, at det kan have været forbundet med et igangværende AWS-nedbrud,« skriver TechRadar. Peloton leverer blandt andet kondicykler og løbebånd, der er koblet til internettet, så brugerne kan deltage i online-træningssessioner.
AWS nævner intet om sit eget nedbrud på virksomhedens statusside, men siger til TechRadar, at »meddelelser om, at tjenesten er nede, er unøjagtige, fordi AWS's egne statussystemer ikke har meddelt om nogen problemer.«
