Hackere benytter sig i stigende grad af en forældet internetprotokol til at skaffe sig adgang til folks brugernavne og kodeord på nettet.
Sådan lyder en af konklusionerne på rapporten ‘State of the Internet’ fra den amerikanske cloudtjeneste-udbyderen Akamai.
32 pct. af trafikken fra hackerangreb gik igennem port 23 Telnet i fjerde kvartal af 2014 ifølge rapporten, hvilket er en markant stigning fra 12 pct. i tredje kvartal samme år.
Det overrasker it-sikkerhedsekspert og direktør for Solido Networks, Henrik Kramshøj:
»Den burde faktisk slet ikke eksistere på internettet, for det er en oldgammel protokol,« siger han til Version2.
Telnet er en ukrypteret standard, der blev udviklet i 1969 og brugt til terminal konsol adgang over netværk. I dag er den dog for det meste erstattet af Secure Shell (SSH), som er krypteret. Når hackerne benytter sig af Telnet, så gør det blandt andet arbejdet lettere med at udføre såkaldte brute force angreb, hvor de finder frem til folks brugernavne og kodeord ved at blive ved med at prøve forskellige kombinationer af.
Det foregår typisk ved, at en bot scanner efter forbindelser, hvor port 23 er åben, og så derefter forsøger at logge ind på den. Derfor kan den stigende brug af Telnet blandt hackere også være et tegn på, at brute force-angreb bliver mere udbredt ifølge rapporten.
Telnet kan stadig blive brugt af ældre adsl-routere og lignende udstyr ifølge Henrik Kramshøj, der også opdagede at firmaet CSC i sommers havde en gammel Solaris-maskine tændt med Telnet stående åben ud til internettet.
Men ellers er protokollen »så godt som død, og burde have været det for 15 år siden«, ifølge Henrik Kramshøj.
Af samme grund opfordrer han alle internetudbyderne til at blokere for port 23, så hackerne ikke længere kan udnytte den.
»Det er en god idé at gøre det, så man undgår, at kunder der har Telnet stående med default password bliver hacket,« siger Henrik Kramshøj.
Forældet protokol hitter blandt kinesiske hackere
Telnet er især en populær indgang for kinesiske hackere, viser rapporten fra Akamai.
Her er port 23 involveret i over halvdelen af trafikken fra hackerangreb, hvilket er tæt på seks gange så meget som den næstmest populære blandt hackerne.
Det er endnu uklart, hvad der præcis er årsagen til, at porten lige pludselig er blevet så populære blandt hackere.
Noget tyder dog på, at antallet af hackergrupper er stigende ifølge Henrik Kramshøj.
I alt stod angrebene mod de ti mest populære porte blandt hackerne for 79 pct. af angrebstrafikken i fjerde kvartal, hvilket er mere end en fordobling i forhold til kvartalet før, hvor portene stod for 38 pct. Med andre ord er det blevet mere populært blandt hackerne at koncentrere sig om de mest populære porte.
»Det tyder på, at der er en stigning af grupper, som sætter systemer op og scanner efter det her,« siger Henrik Kramshøj og fortsætter:
»De koncentrerer sig om der, hvor de kan finde de lavthængende frugter. Der er mange, som kæmper om de samme mål, og de kommer ofte fra Kina og USA.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.