Stor fusion kan sætte skub i teknologi til trådløs opladning

En stor krig om standarder til trådsløs opladning ser ud til at være afblæst, da to af USA's største foreninger på området har indgået et samarbejde. Det kan blandt andet betyde flere Starbucks-cafeer med opladning i bordene.

Skal standarden hedde Qi, PMA eller A4WP? Det har i noget tid været spørgsmålet, når snakken er faldet på teknologier til trådløs opladning, som man blandt kender det fra Nokia-smartphones. Men som det gik med eksempelvis Blu-ray.dvd'erne, så ser det nu ud til, at man i USA er kommet nærmere én samlet standard for trådløs opladning, skriver Wall Street Journal.

Mandag offentliggjorde foreningerne The Alliance for Wireless Power (A4WP) og Power Matters Alliance (PMA) nemlig, at de fremover indgår en fusion og et samarbejde, så man ikke behøver at frygte, at ens smartphone eller laptop indeholder den forkerte standard, hvis man gerne vil lade den op uden brug af kabler.

Tre standarder

PMA står for en opladning bygget på induktion, og her er udfordringen, at en opladning kræver et cover med en indbygget spole, hvis eksempelvis telefonen skal kunne oplades. Flere store teleselskaber i USA, herunder AT&T, har dog vist sin støtte til PMA-standarden og fortalt, at der vil være covers med PMA-opladning til rådighed for alle smartphone-modeller. Også Duracell har bakket op om PMA-standarden. PMA har godt 70 medlemmer.

The Alliance for Wireless Power har indtil mandag alene været fortaler for den såkaldte A4WP-standard, der er en form for magnetisk resonans, der kombinerer radiobølger og magnetisme. Det er en standard, som især Qualcomm, Intel og Samsung har holdt sig til. Det betyder altså, at nogle af de vigtigste spillere inden for bærbare computere og tablets befinder sig her. I alt har The Alliance for Wireless Power 140 medlemmer.

Sidst men ikke mindst er der Qi-standarden, som kombinerer både induktionsopladningen og resonans-teknologien. Her er det The Wireless Power Consortium, som står for at udbrede den standard, og det er her telefoner som LG G3, Google Nexus 5 og et par af Microsofts Lumia-telefoner kommer ind i billedet. Også Philips er medlem her sammen med små 190 andre virksomheder.

Men nu ser det altså ud til, at der foreløbigt er sluttet fred mellem A4WP og PMA, så at produkter fra virksomheder i de to medlemsgrupper bliver udstyret med begge teknologier, eller at man sikrer, at selve opladedelen understøtter en af de to givne standarder.

John Perzow, der udviklingsdirektør i The Wireless Power Consortium siger til Wall Street Journal, at sammenlægningen af A4WP og PMA var uundgåelig, og at han stadig holder fast i, at Qi er den teknologi i dag, som man ved virker og som allerede har fundet vej til en stribe smartphones i produktion.

Starbucks-caféer med opladning i bordene

Tilbage i 2012 startede kaffekæden Starbucks som den første verdensomspændende café-virksomhed forsøg med trådløs opladning i bordene, bygget på PMA-standarden. Erfaringerne var gode, og i løbet af 2015 skal alle Starbucks-butikker i USA være udstyret med trådløs opladning af smartphones og laptops gennem bordene.

Det forventes, at det nye samarbejde mellem PMA og A4WP vil gøre den slags storstilede projekter nemmere, fordi man hurtigere og lettere vil kunne integrere flere teknologier samtidigt.

Langdistance-opladning på vej

Men alle de tre nævnte bygger på teknologier, der kræver, at man holder sit device meget tæt på enten den trådløse oplader, en bordplade eller lignende. Hvad nu, hvis man vil oplade på en afstand af eksempelvis på op til 4,5 meter?

Endnu en bejler til at løbe med den ultimative fællesstandard er virksomheden Energous, som ved hjælp af radiosignaler har formået at oplade forskellige devices på flere meters afstand, skriver Wall Street Journal. Alligevel er Energous for nyligt blevet medlem af PMA. Energous vil blandt mange andre være at finde på årets gadget- og elektronikmesse i Las Vegas, CES 2015.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere