Støvet og tungt image skræmmer it-folk mere end skandaler

Illustration: Büro Jantzen
De it-professionelle giver dumpekarakter til bank- og finanssektoren i Version2’ imageundersøgelse IT Company Rank. Men der er meget andet end hvidvask, skattely og udbytteskat, der udfordrer HR-afdelingerne, når de skal tiltrække it-talenter.

It-folk giver finanssektoren en hård medfart i Version2’s IT Company Rank 2018. Fem ud af syv finans- eller fintech-virksomheder må notere markant tilbagegang i de it-professionelles vurdering af, hvor attraktive de er som arbejdsplads.

Den mest markante nedtur rammer Danske Bank, som dropper fra sidste års topplacering som nummer 3 til en mere beskeden 27.-plads. Samme udvikling ses for Nordea, Nykredit og ATP, som alle dumper langt ned ad listen over Danmarks lækreste it-arbejdspladser.

Er det monsterskandalerne om hvidvask, udbytteskat og skattely, der får it-folket til at vende tommelfingeren nedad? Eller er konkurrencen om it-kandidater bare så hård, at bank- og finansvirksomhedernes ry som tunge, kedelige og bureaukratiske får de eftertragtede specialister til at søge andre græsgange?

Mest det sidste, lyder meldingen fra HR-afdelingerne i Danske Bank og Nordea, som Version2 har talt med.

Læs også: Version2 kårer årets it-arbejdsplads: »Vi viser piger, at it er kreativt«

»Vi er jo ikke naive, og det er en nærliggende forklaring, at et dårligere image hænger sammen med de sager, der har ramt os i finanssektoren. Alle følger jo med i nyhederne, og enkelte kandidater adresserer det med et smil på læben. Det er helt fair,« lyder det fra Senior Recruiter i Nordea Maria Bjerrum Christensen, som står for at rekruttere flere hundrede it-specialister årligt.

»Vi er i gang med en stor transformation, og når vi interviewer kandidater, gør vi meget ud af at fortælle om, hvad det betyder for den kommende medarbejder. Målet er at skabe forståelse for, hvor vi kommer fra, og hvor vi gerne vil hen. For eksempel har vi investeret massivt inden for compliance-området for at minimere risikoen for, at der opstår lignende sager i fremtiden,« siger hun.

Dyk i antal jobansøgninger

Hos Danske Bank fortæller global HR-chef Petrina Knowles Gjelstrup, at man oplevede et mærkbart dyk i antallet af jobansøgninger, da omtalen af den aktuelle hvidvaskskandale var på sit højeste tidligere på efteråret:

»Men den seneste melding fra mit team er, at vi i dag er tilbage på normalt niveau,« siger hun.

Hun er dog ikke er upåvirket af resultatet af Danske Banks nedtur i Version2’s undersøgelse.

»Det lyder voldsomt, og det er vi selvfølgelig kede af. Men ikke mindst er vi indstillet på at gøre noget ved det. Det betyder meget for Danske Bank, at vi er en attraktiv arbejdsplads, og at vores omgivelser ved det. Helt personlig vil jeg tilføje, at jeg oplever en meget høj forretningsmoral og høj grad af faglighed,« siger hun og peger på, at 1.000 af bankens ansatte i dag har til opgave at holde øje med tegn på hvidvask.

»Det er kompetencer, vi har opbygget siden 2013. Så ser man på graden af kontrol, er det en helt anden bank, vi arbejder i i dag,« siger hun.

Meget lidt bankagtig arbejdsplads

De mener begge, at der ligger en endnu større udfordring i at ændre omverdenens og de it-professionelles indgroede opfattelser af bank- og finanssektoren.

»Vi er en bank. Det er en sektor, der har ry for at være præget af et stort og tungt bureaukrati. Vi kæmper mod en forestilling om, at vi kun har gamle støvede legacy-systemer. Derfor gør vi meget ud af at fortælle hele historien og brande Nordea som en moderne og dynamisk it-virksomhed,« siger Maria Bjerrum Christensen.

»Når vi skriver jobannoncer, beder vi afdelingslederne om at være meget specifikke og præcise omkring, hvilke teknologier og udviklingsopgaver kandidaterne skal arbejde med i fremtiden. Vi arbejder med nye teknologier, både når vi udvikler nye produkter og som supplement til vores eksisterende platforme. For eksempel har vi implementeret Apple og Googles betalingsservices,« siger hun.

Danske Bank oplevede et mærkbart dyk i antallet af jobansøgninger, da omtalen af den aktuelle hvidvaskskandale var på sit højeste, men antallet er nu tilbage på normalt niveau, fortæller Petrina Knowles Gjelstrup, global HR-chef, Danske Bank. Illustration: Danske Bank

En tilsvarende melding kommer fra Petrina Knowles Gjelstrup:

»Der er en udbredt forestilling om, at bankvirksomhed er noget støvet og gammeldags noget. Det står nogle gange i vejen for, at vi opleves som attraktive. Jeg hører tit fra nyansatte kolleger, at de er overraskede over, at vi som arbejdsplads er så lidt bankagtig. Og vi kan se, at det betyder meget for vores it-folk, at deres arbejde gør en konkret forskel for kunderne,« siger hun og nævner MobilePay og investerings-appen June som teknologier, der er med til at ændre bankernes image.

De peger samtidig begge på, at markedet for it-specialister og nye talenter er præget af en nærmest ekstrem og på nogle områder global konkurrence.

»Jeg har svært ved at se, hvordan det kan blive meget værre, end det er lige nu – især når vi taler om agil udvikling og innovation. Inden for eksempelvis Java-udvikling er markedet fuldstændig drænet,« siger Nordeas Maria Bjerrum Christensen.

Hun bakkes op af Petrina Knowles Gjelstrup:

»Det er et meget svært marked. Vi er i konkurrence med både lokale og globale spillere som Google, Microsoft, IBM, Netcompany og Systematic. Men når it-kandidaterne først finder ud af, hvilke udviklingsmuligheder vi giver fagligt, er vi heldigvis stadig interessante.«

Læs mere i magasinet Version2 IT Company Rank 2018
 

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere