Steve Jobs fremviste den første iPhone for 10 år siden

iphone Apple smartphones
Det er 10 år siden, iPhone blev vist frem første gang. Det forandrede hele smartphone-markedet, men spørgsmålet er, om det er forandret så meget, at Apple bliver hægtet af.

Den 9. januar 2007 stod Steve Jobs på scenen til MacWorld-konferencen i San Francisco og viste en smartphone frem, som bekræftede de stædige rygter om, at Apple var på vej ind på Nokias, Motorolas og Research in Motions hjemmebane.

Det er nu 10 år siden, og det mest interessante er nok, at iPhone viste sig at forandre Apple, fordi det blev selskabets vigtigste produkt.

Indtil da havde Apple fortrinsvis været pc-producent, som efterhånden havde opbygget en god forretning på at sælge den bærbare musikafspiller iPod. Men iPhone blev så populær og havde en pris og en kompleksitet som produkt, at Apple i løbet af få år rykkede sit tyngdepunkt over i den mobile verden.

Den første iPhone var på mange måder ikke noget specielt. De tekniske specifikationer med op til otte gigabyte hukommelse i topmodellen og et 2 megapixel-kamera var ret almindelige. Især den høje pris taget i betragtning. Apple endte også ret hurtigt med at skære 200 dollars af prisen, for ved lanceringen havde Apple lagt sig langt over prisniveauet for eksempelvis den tilsvarende Blackberry, der var den største konkurrent på det amerikanske hjemmemarked.

Læs også: Apple afslører trykfølsom smartphone

Læs også: Prisfald på iPhone skaber voldsom debat

Det usædvanlige ved iPhone var, at Apple havde én telefon. Der var to valgmuligheder for indbygget lagerplads, men i modsætning til eksempelvis Nokia, der sad på store dele af verdensmarkedet for smartphones, så var der bare iPhone hos Apple.

Telefonen havde også kun en touchskærm og intet tastatur. Samtidig var det ikke en touchskærm, hvor der skulle bruges en stylus eller trykkes hårdt for at aktivere ikonerne.

Men derudover var iPhone blot en smartphone med Edge-mobilnetværk og nogle indbyggede applikationer. Steve Jobs fremhævede ved præsentationen selv telefonen som en telefon med indbygget iPod, der kunne afspille musik og video.

Telefonen blev desuden i første omgang kun solgt i begrænset antal og med et mobilabonnement bundet op til amerikanske AT&T.

I dag er iPhone den telefon, alle andre smartphones sammenlignes med, og den er blandt de bedst sælgende i mange lande over hele kloden.

Men iPhone er globalt set overhalet af Android med Samsung og en række kinesiske producenter i spidsen. Samsung har endda et par gange lanceret en topmodel til en højere vejledende pris end iPhone.

10 år senere har iPhone forandret smartphone-verdenen. Før iPhone var smartphones stort set kun brugt af forretningsfolk, og killer-app'en var e-mail.

Netop 'apps' var et andet kritisk punkt. Apple havde i første omgang kun lanceret iPhone med selskabets egne applikationer, men entusiaster ledte hele tiden efter nye måder at få adgang til at lægge deres egne applikationer på telefonerne, og derfor valgte Apple at åbne for tredjepartsapplikationer.

Læs også: Apple vil åbne iPhone for applikationer

Det blev startskuddet på hele app-bølgen, og den var med til at gøre tilværelsen umulig for eksempelvis Nokias Symbian og Research in Motions Blackberry, som ikke kunne følge med, da de mobile app-udviklere dukkede op og først og fremmest udviklede til Apples iOS.

Heller ikke Microsoft fik fat på mobiludviklerne i tide, og den eneste platform, som formåede at følge med, var Googles Android.

Hvordan ser det så ud i dag, 10 år senere? Lanceringen af iPhone 7 var ikke det triumftog, som prægede lanceringerne af de første iPhone-generationer. Apple har bevæget sig fra den første skepsis ved den første iPhone over forbløffelse over selskabets momentum til fornyet skepsis ved selskabets evne til at holde begejstringen ved live.

En smartphone er i dag nærmest allemandseje i de lande, hvor Apples prisniveau gør iPhone relevant for den almene befolkning. Men alle smartphones ligner i dag hinanden i både udseende, specifikationer og funktionalitet, og dermed er det sværere for Apple at skille sig ud på andet end værdien af navnet Apple iPhone.

Apples forspring toppede omkring lanceringen af iPhone 4S, hvis man sammenligner med Android-konkurrenterne.

Man kan så spørge, om det var Apple, der tog livet af eksempelvis skandinaviske Nokia, eller om det alligevel var sket, når de kinesiske producenter fik en platform som Android mellem hænderne, som gjorde det muligt at nå et globalt marked.

Apple har altid været et meget lukket firma. Det samme gælder økosystemerne omkring Apple. For fem år siden ville vurderingen have været, at det var en styrke, for det var det på det tidspunkt, hvor Apple dominerede med iPhone, iPad og Macbook Air.

Men i dag er lukketheden med til at fastholde Apple i en forretningsmodel, hvor innovationen kun kan komme indefra. Det giver problemer, når konkurrenterne i dag ikke blot er en enkelt producent, men et helt økosystem.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (13)

Michael Cederberg

Den første iPhone var på mange måder ikke noget specielt.

Det er ganske simpelt ikke rigtigt.

  • Den havde et ganske anderledes fysk design end alle konkurrenterne - et design som alle andre har kopieret
  • iPhone var pioner på touch interfacet - et interface som alle andre har kopieret (og forbedret)
  • Brugerinterfacet var nemmere at gå til
  • For første gang var der en webbrowser på en telefon der kunne bruges til noget
  • Der var en map application der kunne bruges (og som var ret cool i forhold til alt andet)
  • Der var en email klient som kunne bruges til at skrive længere mails
  • Telefonen havde wifi (det var der vist ikke andre telefoner der havde)

For blot at nævne en simpel ting: Inden iPhone var der ingen telefoner der havde en SMS applikation hvor man kunne se en konversation. Dvs. se både afsendte og modtagne beskeder på samme skærm. Nokia, Ericsson, Motorola og de andre havde lavet SMS på deres telefoner i mere end 10 år på det tidspunkt. Her kom så Apple der lavede det rigtigt i første hug.

Der er alt muligt andet dårligt at sige om Apple, men iPhone var revolutionerende. Og det er skrevet af en inkarneret Android bruger.

Mette Birkedahl Christensen

Det handler om at IPhone bliver et massemarkedsprodukt, der overtager efter mobiltelefoner med begrænset internet teknologi. Der var ganske rigtigt mange smartphone produkter før Iphone, der især fungerede indenfor specielle arbejdsområder. Blackberry og IPhone gik ind på massekonsum markedet, hvor smartphones ikke var så kendte - for mange mennesker faktisk ukendte. Derfor denne forglemmelse, som Michael Cederberg er under påvirkning af. Fra jeg begyndte at arbejde med Internettet i 1995, har der været tiltag til at udvikle på Internettet basale samkobling af PC og telefoni netværket: en PC eller en telefon? Hvis man giver sig tid til at se på smartphones før Blackberry og Iphone, vil man finde touch, let interface med både skærm og tastatur (digitalt på skærmen eller fysisk), bluetooth, webbrowser, kort, mails, wifi osv. ; der var megen teknologi at snuppe. Adgangen til et større marked, præsentationsteknologi, en mega pengetank fra bl.a. Microsoft, mv. var timing for aktivering af ketchup effekten som Blueberry og Iphone igangsatte. Man er nødt til at være kritisk for Iphone fortællingen. Idag er det ikke muligt at opfinde noget kompliceret teknologi, der ikke høster af andre menneskers arbejde - også selvom reklamefortællingen er at alt kan tillægges et enkelt firma, og nogle enkelte personer - der reelt også bare har hugget fra andre

Marcin Brodzikowski

På et eller andet tidspunkt ville market jo vende grundet teknologis fremskridt ja.
Sony Ericsson var godt på vej med deres P800 / P900 serie..
Men du glemmer at Android blev til fordi Apple lanceret iPhone. Uden det kryderi i sovsen, ville google forsætte, som alle andre med knap telefoner.
Who knows.. så havde Symbian OS måske været den største konkurant. Men det er kun gætteværk, som hele din artikel.

Hvorfor er det folk forventer en eller anden gennembrydende teknologi fra Apple og Google, fra den ene lancering til den anden. Chip producenterne skaber mirakler gang på gang. Softwaren bliver optimeret til det.
iOS har begrænsninger folk føller sig trykke ved.
Android har den åbnehed, folk kan lide.
iOS skraber 90% af alt indkomst ind på salg af smart-enheder.
Android er på flest enheder.
En diversitet som tilgodeser de fleste . Google og Apple er hverken på vej ned eller op, men frem.
Super dårlig artikel, efter min mening. Men sådan er vi så forskellige ;-)

Kenneth Dornhoff

Design og brugerinterfacevar nyt, men på den tekniske side var Apple håbløst konservative.

Den første iPhone var ren 2G, hvor alle konkurrenterne var i fuld gang med 3G. Det var fint til det amerikanske marked, hvor 3G ikke var lige så udbredt flere steder.

WiFi havde eksistereret på de dyrere telefoner siden 2004, så det var ingen revolutionerende nyhed.

MMS var slet ikke understøttet, da man mente, at e-mail var fremtiden; på et tidspunkt, hvor MMS stadig var ret stort i Europa. ;-)

Jeg sad i 2005 med min Nokia 9500 Communicator og kørte browser (inkl. Flash), e-mailklient, PuTTY, IM-chatklient og MP3-afspilning samtidigt. Bevares, det (Symbian S80) var en ret sløv omgang, men det klarede opgaven - og så var der betydeligt mere end et døgns batterilevetid. :-)

Så jeg var ikke særligt imponeret af iPhone, måske lige med undtagelse af det lækre GUI, som alle jo savlede over. ;-)

Marcin Brodzikowski

Det går vel end på hvordan man ser på "iPhone". Som et produkt, eller koncept?
Ja som produkt er det et heldigt sammentraf af eksisterende puslebrikker, som andre har været igang med længe.
Men som et koncept, er det efter min mening helt klar med til fald af nogen Firmaer og vækst af andre. Du kan kalde det alt andet end iPhone, men det momentum Jobs fik skabt i det øjblik, kickstartede mere end andet har gjort i lang tid.
Det kan google glæde sig over i dag, og knap så meget Nokia og Blackbarry .

Michael Cederberg

. Fra jeg begyndte at arbejde med Internettet i 1995, har der været tiltag til at udvikle på Internettet basale samkobling af PC og telefoni netværket: en PC eller en telefon? Hvis man giver sig tid til at se på smartphones før Blackberry og Iphone, vil man finde touch, let interface med både skærm og tastatur (digitalt på skærmen eller fysisk), bluetooth, webbrowser, kort, mails, wifi osv. ; der var megen teknologi at snuppe. Adgangen til et større marked, præsentationsteknologi, en mega pengetank fra bl.a. Microsoft, mv. var timing for aktivering af ketchup effekten som Blueberry og Iphone igangsatte. Man er nødt til at være kritisk for Iphone fortællingen. Idag er det ikke muligt at opfinde noget kompliceret teknologi, der ikke høster af andre menneskers arbejde - også selvom reklamefortællingen er at alt kan tillægges et enkelt firma, og nogle enkelte personer - der reelt også bare har hugget fra andre

Pointen er bare at da iPhone kom frem, så virkede det hele sådan at almindelige mennesker kunne bruge den. Min gamle Blackberry have også email klient og indbygget kort-service. Men i forhold til iPhone så fungerede det elendigt.

Apple fik det til at spille ordentligt fordi Steve Jobs ikke ville gå på kompromis.

På et eller andet tidspunkt ville market jo vende grundet teknologis fremskridt ja.
Sony Ericsson var godt på vej med deres P800 / P900 serie..

Hvis der følger en stylus med, så har design teamet fejlet ...

Den første iPhone var ren 2G, hvor alle konkurrenterne var i fuld gang med 3G. Det var fint til det amerikanske marked, hvor 3G ikke var lige så udbredt flere steder.

I praksis var det ligegyldigt. Der var ikke den store brug for båndbredde til simpel webbrowsing, email, google maps, etc.

MMS var slet ikke understøttet, da man mente, at e-mail var fremtiden; på et tidspunkt, hvor MMS stadig var ret stort i Europa.

Hvem vandt? MMS er et misfoster.

Jeg sad i 2005 med min Nokia 9500 Communicator og kørte browser (inkl. Flash), e-mailklient, PuTTY, IM-chatklient og MP3-afspilning samtidigt. Bevares, det (Symbian S80) var en ret sløv omgang, men det klarede opgaven - og så var der betydeligt mere end et døgns batterilevetid

Communicatoren var ikke en telefon. Det var en computer man kunne tale i. Den kunne ikke ligge i min lomme og den havde ikke nogen touch skærm. Uden touch skærm eller en mus, kan man ikke bruge en browser effektivt.

Så jeg var ikke særligt imponeret af iPhone, måske lige med undtagelse af det lækre GUI, som alle jo savlede over.

Jeg var igennem en masse telefoner inden iPhone. Da jeg prøvede den første gang vidste jeg at den ville revolutionere markedet. I dag kan man stort set ikke købe en telefon der ikke ligner iPhone.

Martin Kofoed

Specialimporteret fra Apple Store på 5th Avenue. Dengang kunne man ikke få den på dansk GSM-net, så den kunne kun anvendes som iPod Touch (samme interface) .. Det vil sige .. Med mindre man købte en SIM-adapter fra en tjekkisk elektronikproducent, klippede sit simkort i stykker, skubbede adapter + tilpasset simkort tilbage i telefonen, jailbreakede den, og krydsede fingre... Og det fungerede sgu! Jeg tror, jeg var én af de 500 første i Danmark, der havde en iPhone, der kunne telefonere og sms'e.

I dag ville jeg vælge Android. Men der må gerne snart ske en ny revolution. Det begynder at blive lidt kedeligt.

Martin Kofoed

Det eneste, jeg efterfølgende var lidt ærgerlig over, var, at jeg ikke købte Apple-aktier. Det har jeg gjort siden, når jeg faldt over et stykke elektronik og/eller software, som ændrede mit liv. Som regel kommer man før "markedet" (ja, jeg ved godt, at markedet også er mig..).

Thomas Toft

Inden iPhone var der ingen telefoner der havde en SMS applikation hvor man kunne se en konversation. Dvs. se både afsendte og modtagne beskeder på samme skærm.

Det er altså noget vrøvl. Længe før den første iPhone var der i mange telefoner en "chat" funktion der gjorde præcist det. SMS beskeder vist som i en chat. Det eneste nye var at der kunne være flere beskeder pga. den større skærm. Det er igen en funktion Apple har finpudset - men ikke opfundet.

Hvorfor er der så mange mennesker der vil have Apple til at være opfinder af alt muligt? Er det ikke godt nok at de har finpudset det så det blev bedre?

Henrik Mikael Kristensen

Hvis man giver sig tid til at se på smartphones før Blackberry og Iphone, vil man finde touch

Det jeg husker var at kvaliteten af touch input via fingre var lysår over alle andres input. Det var silkeblødt og hurtigt til at reagere, i den omfang det kunne lade sig gøre på den første iPhone, pga. hardwareacceleration og OpenGL, og det var der ikke nogen andre, der gjorde på det tidspunkt.

Apple tog jo deres egen Quartz teknologi og miniaturiserede den.

Man kan snakke vidt og bredt om opfinderhøjden, men kvaliteten af implementeringen var ikke til at diskutere.

Sidenhen har andre så heldigvis fulgt med, men jeg tror de fleste har glemt hvor frygteligt elendigt touch input var før iPhone.

Martin Rasmussen

Fik en Qtek 2020i, i 2004q2, med wifi(b!), browser osv.
Mener dog at den kun havde edge, ikke 3g, som vist ikke var kommet frem.
Ja, den havde stylus, men kunne nu godt bruges med fingrene til at ringe med. OS var bare ikke optimeret, og havde små knapper, som bedst kunne rammes med stylus.
Den havde MMS, og hele 1,3mpix kamara, for ikke at glemme et 1300mAh batteri, der kunne holde strøm i en uge!
Det var tider!

Ærgerligt dens OS ikke kom op i samme omdrejninger som eks iOS, retfærdigvis, bare var bedre til brug uden stylus.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Affecto Denmark reaches highest Microsoft Partner level

Affecto Denmark, a leading provider of data-driven solutions, has reached the highest level in the Microsoft partner ecosystem: Managed Partner.
22. jun 2017

Innovate your business with Affecto's IoT Explorer Kit

Are you unsure if Internet of Things fits your business strategy?
31. maj 2017

Big Data Lake Summit: Fast and Trusted Insights

If you want to outpace, outsmart and outperform your competition in a digital world, you need trusted data that can be turned into actionable business insights at speed.
24. apr 2017