To-faktor-autentificering ved hjælp af biometri omfatter typisk fingeraftryk, ansigtsgenkendelse eller irisscanninger, men det er alle tre eksempler på sikkerhedsfaktorer, som er umulige at ændre. Her giver stemmen imidlertid nye muligheder, skriver Frankfurter Allgemeine.
Mens de fleste eksempelvis kun har ti fingeraftryk at vælge mellem, så kan et stemmeaftryk ændres blot ved at ændre de ord, der bliver sagt.
Dermed løser man det problem, der kan opstå ved, at et fingeraftryk kan opsamles eller affotograferes og kopieres. Det er flere gange blevet demonstreret, at fingeraftrykslæsere kan snydes af kopier af fingeraftryk.
Med et stemmeaftryk er det blot at få personen, der skal autentificeres, til at vælge en ny sætning, der skal udtales for at supplere et kodeord i en to-faktor-autentificering.
Det er naturligvis trivielt at optage lyd, men her kan stemmens naturlige varians også hjælpe til. Et biometrisystem, som benytter stemmen til godkendelse, kan registrere, om en udtale af den sætning, der skal bruges for at få adgang, er identisk med én, der tidligere er blevet udtalt. Hvis det er en person og ikke en optagelse, så bør der være små variationer, og sådan et sammenfald kan udløse en alarm og eventuelt behov for yderligere kontrol.