Statslige hjemmesider for 400 millioner kroner står uden rammeaftale
One size doesn't fit all.
Staten dropper nu et stort udbud af hjemmesider til blandt andet ministerier til en samlet værdi af mellem 320 og 400 millioner kroner.
Det har vist sig at blive for svært at presse de næste fire års indkøb af udvikling og vedligehold af statens mange hjemmesider ind i én og samme rammeaftale:
»Udbuddet udskydes af flere årsager. For det første har der været et behov for fleksibilitet forbundet med etablering af hjemmesideprojekter, som vanskeligt har kunnet indpasses i det rammeaftale-koncept, vi har valgt,« oplyser kontorchef i Moderniseringsstyrelsen, Julie Vig Albertsen, i et e-mailsvar til Version2.
»For det andet har det vist sig teknisk sværere, end vi regnede med, at standardisere ydelserne til en rammeaftale,« uddyber kontorchefen.
Derfor annulleres udbuddet af rammeaftalen, der skulle være trådt i kraft 1. januar i år, og skæbnen for et nyt udbud er endnu uvis.
Aftalens værdi for leverandørerne af hjemmesider til staten er anslået til 320-400 millioner kroner eksklusive moms over en fireårig periode.
Cirka 70 procent af statens hjemmesider er baseret på content management-systemer som Sitecore, Plone, Typo3 og Drupal, fremgår det af bekendtgørelsen bag det annullerede udbud.
For eksempel er både Folketingets hjemmeside og de flere end hundrede hjemmesider under Udenrigsministeriet baseret på Sitecore-platformen.
Idéen med rammeaftalen var at effektivisere statens indkøb af hjemmeside-ydelser i fremtiden:
»Statens Indkøb indgår rammeaftaler for at opnå en effektiviseringsgevinst. Det sker blandt andet ved at standardisere indkøbet og forpligte de statslige myndigheder til at bruge aftalerne,« fortæller Julie Vig Albertsen.
Planen for et nyt udbud af rammeaftalen er endnu ikke klar.
Derfor er statens institutioner fortsat overladt til dem selv, når der skal hentes konsulentbistand ind til udvikling eller vedligehold af hjemmesiderne.
»Vi har endnu ikke fastlagt, hvornår et eventuelt nyt udbud vil blive gennemført. Men i mellemtiden kan de statslige myndigheder disponere frit og selv vælge leverandør,« forklarer kontorchefen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.