To statslige digitale projekter får rødt trafiklys af statens IT-projektråd
Projekt Tidsstyring fra Forsvarets Personalestyrelse og statens rejseafregningssystem RejsUd fra Moderniseringsstyrelsen får et rødt trafiklys i den nye halvårsrapport fra Statens IT-projektråd.
I alt er 29 projekter vurderet og ud over de to røde har seks fået gule trafiklys. Det sidste halve år har rådet risikovurderet 11 statslige projekter. Otte af projekterne indgår i den nye rapport.
Ud af de otte nye medlemmer i familien har halvdelen fået risikoprofilen ’høj’ - hvilket ikke skal forveksles med trafiklys-tildelingen, (se downloads fra rapporten TH) - både pga. af deres størrelse, men også pga. deres kompleksitet.
RejsUd er blevet yderligere otte måneder forsinket, således, at det nu i alt bliver 29 måneder, lyder det i rapporten.
»Den yderligere forsinkelse betyder også øgede projektudgifter. Forsinkelsen skyldes en revurdering af projektets implementeringsmodel, og at leverandøren ikke har leveret rettelser til løsningen i rette tempo.«
Alt det medfører, at de samlede projektudgifter stiger, da udgifterne til interne timer til test, afprøvning, klargøring og implementering øges.
På trods af forsinkelsen rapporterer projektet, at der er en god fremdrift, og at systemet er blevet idriftsat på 10 institutioner.
Tidsstyring er forsinket
Projekt Tidsstyring i Forsvaret, som ironisk nok skal styre tidsforbruget her, er i gang med et eksternt review, og udviklingen er derfor sat på pause. Af denne grund statusrapporterer projektet ikke.
»Projektet beholder deres røde trafiklys fra sidste statusrapportering, og rådet ser frem til at drøfte projektets videre plan i efteråret 2017,« fremgår det af rapporten.
Fem projekter og et program har fået tildelt gule trafiklys.
Det drejer sig om Domsdatabasen fra Domstolsstyrelsen, National Digital Identitets- og Signaturløsning (NDIS/MitID) og Grunddataprogrammet fra Digitaliseringsstyrelsen, NemVirksomhed fra SKAT, Netprøver.dk (tidl. XIT-GYM) fra Styrelsen for it og læring samt Implementering af EU-fiskerireform i Danmark fra Udenrigsministeriet.
Godt gang i IT-butikken
IT-projektrådet konstaterer også at aktiviteten har været høj i foråret 'med igangsættelse af mange nye it-projekter i de statslige myndigheder.' Og der er endog en tendens til at projekterne bliver større. Således har næsten en tredjedel af projekterne har budgetter på over 100 mio. kr.
På baggrund af de relativt mange høje risikoprofiler opfordrer It-projektrådet til, at både styrelser og departementer efterlever det fjerde princip for it-projekter i staten om opdeling og afgrænsning ved at minimere omfang og kompleksitet med fokus på de forretningsmæssige mål.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.