Statens It: Vi sparer fire millioner om året på strøm med nyt datacenter

Det nye, fælles datacenter for Statens It’s brugere vil spare staten for fire millioner kroner i strømforbrug. Datacentret har en PUE på 1,17 og bliver et af landets mest effektive, praler Statens It.

Før var der 1.250 fysiske servere rundt om i kældrene under statslige styrelser og ministerier. Når Statens It inden længe er færdige med at få samlet det hele i et nyt, stort datacenter, vil det samlede antal fysiske servere være bragt ned på 100.

Det er én af forklaringerne på, at der fremover vil blive sparet masser af strøm, skriver Statens It i en pressemeddelelse om det nye datacenter, som er fordelt på tre lokationer.

Ved at samle it-driften for de 80 forskellige statslige institutioner, som Statens It betjener, er der nemlig langt bedre muligheder for stordriftsfordele gennem for eksempel virtualisering af serverne.

Sammenlagt vil der blive sparet 2,3 millioner kilowatt-timer, i forhold til før, hvor samme opgaver blev løst i 28 forskellige mindre datacentre og serverrum. Det svarer til en årlig besparelse på 4 millioner kroner på strømregningen.

Læs også: Statens It: Så galt var det, før vi gik i gang

Datacentret bruger frikøling, altså kold luft udefra, hvilket i det danske klima kan give en god besparelse i forhold til traditionel køling. Til sammen får datacentret en PUE på 1,17. Dermed bruger køling og alt det andet, som ikke er it-udstyr, kun 17 procent af den energi, der skal bruges direkte til servere og hvad rackskabene ellers rummer.

I den video, som Statens It også har fået produceret, bliver datacentret fremhævet som et af Danmarks mest energieffektive datacentre. Til sammenligning har Facebooks nyeste gigantdatacentre, der er blandt verdens mest energieffektive, opnået en PUE på 1,07.

Fire millioner kroner sparet på statens servere

Statens It gør statens serverdrift mere energieffektiv og etablerer et nyt energirigtigt datacenter.

Statens It har gennemført en stor omlægning af statens servere og sparer derved energi, penge og CO2.

Det årlige energiforbrug bliver skåret ned med 2,3 millioner kilowatt-timer, hvilket svarer til ca. 4 millioner kroner og 1.100 ton CO2. Samtidig bliver it-driften mere sikker, da datacenteret er fordelt på tre lokationer med løbende backup.

”Datacentret er et rigtig godt eksempel på fordelene ved at samle statens it-drift. Jeg er glad for, at vi har haft mulighed for på én gang at gøre det omkostningseffektivt, energirigtigt og sikkert,” siger vicedirektør i Statens It Søren Vulff.

En del af besparelsen er opnået ved at bygge et helt nyt serverrum, som er gjort særlig energirigtigt i samarbejde med Videncenter for grøn it i Digitaliseringsstyrelsen. Serverrummet bliver det meste af året kølet af luft udefra – såkaldt frikøling – og består i det hele taget af det nyeste og mest energieffektive inden for serverteknologi.

Serverrummet har en beregnet PUE på 1,17. PUE er et mål for, hvor meget energi der ”spildes” på køling af serverne og på øvrig omkringliggende infrastruktur. Jo lavere tal, desto bedre. Tallet 1,17 er udtryk for, at for hver gang serverne bruger 1 KWh, bruger det samlede serverrum kun 1,17 KWh.

”Statens It’s nye serverrum har givet os alle tiders mulighed for at vise, hvor energirigtigt et moderne serverrum kan være. Samtidig er det vigtigt, at det offentlige går forrest og tager de grønne it-løsninger i brug til inspiration for resten af samfundet,” udtaler Peter Schliemann fra Digitaliseringsstyrelsen.

Konsolidering og virtualisering
En stor del af den samlede energibesparelse er opnået ved konsolidering og virtualisering. Konsolidering betyder at lægge mange serverrum sammen, mens virtualisering gør det muligt at lægge mange servere på én fysisk server. Her får hver server en lille plads på en større server og bliver til en virtuel server. Statens It har lagt otte ministerområders 28 serverrum med ca. 1.250 servere sammen i ét datacenter på tre lokationer med i alt omkring 100 fysiske servere.

Energieffektiv køling
Kølesystemet i det nye serverrum er uhyre effektivt. Det er ikke usædvanligt, at op mod halvdelen af et serverrums energiforbrug går til at køle serverne. I Statens It’s nye serverrum bruges under en tiendedel af energien på køling. Kølesystemet er et såkaldt frikølingsanlæg, som anvender udeluften til at køle serverne. Denne metode er langt mere energieffektiv end traditionel kompressorkøling, som er samme kølemetode, som anvendes i f.eks. køleskabe og airconditionanlæg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Mark H. Kristensen

Man bliver simpelthen snart nødt til at ændre retorikken omkring at CO2 er den store synder i global opvarmning. Jeg synes det er fantastisk man har lavet et energi effektivt centralt datacenter, så man kan bruge IT-budgettet mere proaktivt end blot til at betale elregningen med, men den lyserøde salgstale om at det er "for at redde jorden" køber jeg (og mange andre) bare ikke. (se evt. for en af de seneste argumenter: http://hockeyschtick.blogspot.dk/2013/01/single-graph-demonstrates-man-m... )

Kald en spade for en spade og sig at man ønskede mere driftsikkerhed og lavere omkostninger, hvilket man har fået.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere