Statens It: Vi misbruger ikke arbejdsløse

Ansættelsesstop var skyld i, at Statens It ønskede en medarbejder ansat i et år i jobprøvning uden løn. Vi ville gerne ansætte medarbejderen, men måtte ikke, forklarer direktøren.

Job med løntilskud er til for, at en arbejdsgiver kan prøve en mulig medarbejder af.

Og det er skam også sådan, at Statens It bruger ordningen, lyder det fra organisationens direktør, efter Version2 skrev om en person, der havde arbejdet gratis for Statens It i et år.

Læs også: Ledige it-folk misbrugt: Arbejdede gratis et år for Statens IT

Et løntilskudsjob i den offentlige sektor betyder, at man arbejder på fuld tid, uden at få andet end dagpenge. Meningen er, at en virksomhed efter et halvt år kan vurdere, om man vil ansætte en person.

At Statens It gerne ville forlænge perioden, skyldes, at der på det tidspunkt var ansættelsesstop i staten, lyder forklaringen.

Historien om et år med jobtræning kommer fra et medlem af it-fagforeningen Prosa.

Personen var først i jobtræning i et halvt år i et af statens it-centre, men det blev lagt ind under Statens It, da man samlede en stor del af statens it-drift. Derfor søgte personen ind hos Statens It, og fik tilbudt et halvt år med løntilskud her også.

»Da perioden udløb, var vi blevet ramt af et generelt ansættelsesstop i staten. Vi ville rigtig gerne ansætte personen, men kunne ikke. Så vi foreslog en forlængelse af løntilskuds-jobbet,« forklarer Lone Strøm, direktør for Statens It, til Version2.

Det sagde medarbejderen nej til, efter nu at have arbejdet i samme slags stilling uden løn i et år, men formelt for to forskellige organisationer.

»Det var et tilbud til medarbejderen om at blive hos os, indtil ansættelsesstoppet var ophævet, og vi kunne fastansætte,« forklarer Lone Strøm.

Men I kunne vel lige så vel have aftalt at ringe, når ansættelsesstoppet blev ophævet?

»Det handler også om, at man gerne vil holde sig i gang og bevare sin markedsværdi, uden at komme ud i jobtræning et andet sted,« siger Lone Strøm.

Da ansættelsesstoppet blev løftet i november, fastansatte Statens It to andre personer, som også var i løntilskuds-job, forklarer hun, for at understrege, at det er sådan, Statens It bruger ordningen.

»Det er ikke os, der laver reglerne, og vi udnytter dem absolut ikke bevidst. Jeg kan kun beklage, at vi var ramt af ansættelsesstop her, men det var et vilkår, vi var underlagt,« siger Lone Strøm.

Statens It har løbende haft personer i jobtræning med løntilskud, også under ansættelsesstoppet, i alt fra receptionen til it-faglige job.

Hvis I tager folk ind i jobtræning med løntilskud, selvom I har ansættelsesstop, så ved I jo godt, at I ikke kan ansætte dem bagefter?

»Vi havde ikke ansættelsesstop, da personen startede. Men vi ved jo aldrig, hvad der kan ramme os. Hvis vi skulle tænke på det, kunne vi lige så godt holde helt op med at tage dem ind. Vi har en forpligtelse som offentlig myndighed til at løfte opgaven med jobtræning, og det gør vi gerne,« siger Lone Strøm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Per Sikker Hansen

Det mest horrible og kyniske er vel at de vælger at skide ham en lang march og ansætte to andre til den stilling han har knoklet for i et helt år.

Det kan da ikke være rigtigt at staten af alle indstanser skal straffe arbejdsløse der reelt prøver at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

  • 0
  • 0
Jesper Kildebogaard

@Per

Det var ikke samme stilling, de blev ansat til, som jeg forstod Lone Strøm. Men de to, der blev ansat, blev nævnt, for at bevise, at Statens It ikke bare kyler folk ud efter jobprøvning, men faktisk ansætter dem, der 'leverer varen'.

vh.

Jesper
Version2

  • 0
  • 0
Martin Juhl

Man må gå ud fra at et ansættelsesstop er lavet fordi afdelingen forventes at kunne klare sig med de ressourcer der er til rådighed - dvs prioritér eller udfør opgaverne med de medarbejdere der er til rådighed.
Eventuelle fejl i den vurdering bliver jo aldrig tydeliggjort, hvis man bare dækker sig ind med folk med løntilskud?

  • 0
  • 0
Frank Lassen

Jeg arbejde for nyligt i et ministerium som i DEN grad p*ssede på folk, og som også for nyligt viste deres legendariske ligegyldighed over for deres medarbejdere. De fyrede 21 personer, hvilket i sig selv er skidt når der er mere end rigeligt at lave. OG så har de nu ansat næsten samme antal ... med løntilskud! Det er så svinsk, så arrogant og så menneskefjendsk at man tror det er løgn, men det er det altså desværre ikke :-(

  • 0
  • 0
Jesper Frimann

Forskellen er bare at nu kommer praksissen bare højere op i job markedet. For få år siden var det så kun ufaglærte der gik fra at plukke tomater i gardenerier den en måned, til at være lagerarbejder den næste.....
Stats sponsoret slaveri, hvor vi over vores skattebillet betaler virksomhedsstøtte til suspekte virksomheder, ved at stille gratis arbejdskraft til rådighed.
Se der er forklaringen på hvorfor efterlønnen skal afskaffes, for så kan der komme rigtig mange flere 60+ årige over i arbejdskøen som så kan bruges som 'gratis' billig arbejdskraft.

Og det værste ved det er at det sku ikke engang er løgn.

// Jesper

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere