Der er kommet fire nye medlemmer i Statens It-råd. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en meddelelse.
Rådet har siden 2011 haft til opgave at risikovurdere og de største it-projekter i staten, og siden 2018 har ekspertorganet også haft til opgave at lave reviews af de største it-projekter og digitale systemer i staten.
Statens It-råd består af i alt 13 personer, der har erfaring med it-projekter fra både det offentlige og det private. De fire nye medlemmer til rådet er blevet udpeget af finansminister Nicolai Wammen (S), og personerne er:
- Anne Nørklit Lønborg, CIO i Tryg
- Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv
- Line Find, partner i Mancofi
- Stig Lundbech, direktør i Koncern IT i Københavns Kommune
Udskiftning
Samtidig med, at de fire nye navne er blevet en del af Statens It-råd, udtræder fire tidligere medlemmer også af det vejledende ekspertorgan. De medlemmer, der nu forlader It-rådet, er:
- Anne Marie Jess Hansen, direktør i Knowledge Cube
- Jesper Jarmbæk, fhv. direktør i Kort- og Matrikelstyrelsen
- Jørgen Bardenfleth, bestyrelsesformand
- Lars Mathiesen, bestyrelsesformand
I forbindelse med udskiftningen i rådet giver Digitaliseringsstyrelsens direktør, Rikke Hougaard Zeberg, »en kæmpe tak« til de afgående medlemmer for den indsats, de har lagt.
»Langt flere it-projekter bliver i dag succesfuldt gennemført inden for tid og budget. It-rådets rådgivning og sparring for de øverste ledelser i staten har været helt afgørende for, at vi i dag har en langt mere professionaliseret og moden tilgang til it-udvikling i staten. Jeg ser frem til det videre samarbejde med It-rådet og herunder også samarbejdet med de nye medlemmer,« siger Rikke Hougaard Zeberg i en pressemeddelelse.