Statens It-projektråd: Vi skal være bedre til at trække stikket
Den nylige 400 millioner kroners offentlige it-fiasko Polsag er et godt eksempel på, hvordan store it-projekter i det offentlige løber løbsk. Det er, ifølge Lars Frelle-Petersen, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, et generelt problem, som det ét år gamle It-projektråd skal rette op på.
»Nu handler det om at tage fat i topledelsens ansvar i forbindelse med de store projekter. Men vi vil også stille skarpt på vores leverandører og leverandørernes kompetencer og sørge for, at når vi nu løfter os selv, at vi så også får nogle leverandører, der er bedre til at levere,« siger Lars Frelle-Petersen til Version2.
It-projektrådet skal gennemse og rådgive alle statslige it-projekter med et budget på 10 millioner kroner eller derover, og til formålet har rådet udviklet en ny projektmodel. I den nye model skal alle projekter udarbejde en systematiseret business case, en risikomodel og de meget risikofyldte projekter skal udarbejde simuleringer af, hvordan projektet kan falde ud under forskellige risikoscenarier.
Rådet behandler nu omkring 70 større statslige it-projekter, og erfaringerne peger på, der generelt har været mangel på ekspertise.
»Allerede nu beder vi projektholderne om at gå hjem og arbejde videre med idéen bag projektet, tidsplaner og de økonomiske forudsætninger,« siger Lars Frelle-Petersen og fortsætter:
»Vi må konstatere, at der stadig er meget, ministerierne skal lære i forhold til at estimere og forudsige deres projekter.«
Statslige institutioner mangler erfaring
Det store problem er, at der ikke er nok erfaring at trække på, når store it-projekter skal søsættes.
»Det handler generelt set om manglende erfaring og viden, og at institutioner simpelthen ikke har evnet at opbygge læring. Nogle institutioner er for små og gennemfører projekter for sjældent, og de har sådan set grundlæggende ikke forudsætningerne til at drive større projekter,« siger Lars Frelle-Petersen.
Men problemet eksisterer også i de store institutioner, fordi der ifølge Lars Frelle-Petersen ikke har været opbygget en kultur, hvor man trækker på erfaringer fra tidligere projekter.
Version2 er mediepartner på Dansk IT's konference It-outsourcing som vejen ud af krisen, hvor Lars Frelle-Petersen går i dybden med projekterfaringerne fra Statens It-projektråd.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.