Statens It, som står for it-drift til 11.000 statslige ansatte, levede kun på ni områder ud af 15 op til de krav, der på forhånd var sat for 2011. Ét af målene var delvist opfyldt, mens fem af dem ikke blev opfyldt.
Det viser Statens It’s årsrapport og målrapportering for 2011, hvor de 15 målkrav bliver gennemgået.
Dommen ’ikke-opfyldt’ falder blandt andet over et af de centrale mål for, hvor høj kvalitet it-driften har, nemlig om Statens It leverer til tiden, for eksempel hvis en kunde har brug for en ny server. 90 procent af leveringerne skal være klar inden for tidsfristen i kontrakterne, før målet er opfyldt, men problemet er, at Statens It ikke har kunnet måle godt nok, hvor længe det egentligt har taget.
For eksempel vil en bestilling afleveret i god tid blive talt som en meget lang leveringstid. Derfor kan Statens It ikke vurdere, om målet er opfyldt.
Der bliver arbejdet på en løsning, der gør det muligt reelt at måle leveringstiderne, lover Statens It i afrapporteringen.
Brugertilfredsheden dumper Statens It også, igen fordi målemetoderne har været forkerte. En ny måde at måle brugertilfredsheden på blev indført i slutningen af 2011, og det havde ikke givet et stort nok datagrundlag til en konklusion.
Kravet om oppetid og tilgængelighed lever Statens It op til, fremgår det af rapporten. Målet er 99 procent oppetid i arbejdstiden og 98 procent uden for arbejdstid, og målt som en gennemsnit ligger Statens It over dette mål.
Men det dækker også over, at nogle ministerier eller styrelser har oplevet lavere oppetid end de 99 procent. I juli måned i 2011 lå den samlede oppetid for alle kunderne også under målet, med 97,9 procent i arbejdstiden, mens målet bliver nået i resten af årets måneder.
Medarbejdertilfredsheden er ikke god nok, fremgår det af målrapporteringen, hvilket forklares med fyringsrunder, organisationsændringer og skiftende chefer.
Samlet set lander Statens It på en målopfyldelse på 63,3 procent i 2011, hvilket bliver betegnet som ’ikke helt tilfredsstillende.
Statens It har siden januar 2010 samlet it-driften for syv ministerier og en række styrelser, men brugerne har ikke været imponerede af resultaterne endnu, fremgik det af årets IT i Praksis-rapport, der blandt andet tager temperaturen på den offentlige it-indsats.
Moderniseringsstyrelsen, som har ansvaret for Statens It, indrømmer da også, at driften ikke er tilfredsstillende. Arbejdet med at flytte og konsolidere it-driften har været meget kompliceret, har styrelsen forklaret Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.