Statens It får dumpekarakter: Dyrere og mere ustabilt end egen it-drift

De offentlige it-chefer og -direktører ser ikke mange fordele ved at samle driften hos Statens It. Hverken prisen eller kvaliteten er god, svarer de.

Otte ministerier og en hel stribe styrelser får i dag leveret it-drift fra Statens It, som blev oprettet for at sikre en billigere drift og mere sikker levering. I stedet for at have mange små it-drifts-afdelinger i staten, skulle Statens It samle alle kompetencerne og sikre stordriftsfordele.

Men fordelene lader tilsyneladende vente på sig. I rapporten IT i Praksis, som bliver udgivet af Rambøll Management, har it-cheferne og deres forretningsansvarlige direktører ikke megen ros tilovers for Statens It.

Udsagnet ’Statens It vil resultere i billigere drift’ bliver besvaret med ’slet ikke’ af 36 procent af de offentlige it-chefer i undersøgelsen, mens 31 procent svarer ’ved ikke’. Kun 2 procent svarer ’i høj grad’, mens 13 procent svarer ’i nogen grad’.

Billedet er det samme, når it-cheferne skal forholde sig til udsagnet ’Statens It vil resultere i stabil og sikker drift’. Tilsammen svarer 61 procent ’ved ikke’ eller ’slet ikke’.

Og sammenlignet med svarene fra sidste års undersøgelse er it-cheferne kommet mere i tvivl. I 2011 var det cirka hver femte offentlige it-chef i undersøgelsen, der svarede ’ved ikke’, mens tallet i år er steget til omkring en tredjedel.

Læs også: Fejl hos Statens IT lukker energimærke-indberetning fem gange

'Det er kritisk'

Blandt de forretningsansvarlige i den offentlige sektor, for eksempel en direktør for en styrelse, er der samme lave tilfredshed med Statens It. Faktisk tror ingen af lederne, at Statens It i ’høj grad’ kan resultere i billigere og mere stabil drift, udvikle forretningen eller give produktivitetsforbedringer. Til gengæld er der flere, som svarer ’i mindre grad’, og færre der svarer ’slet ikke’, sammenlignet med it-cheferne.

De generelt pessimistiske og negative erfaringer og forventninger til Statens It kommer på et skidt tidspunkt, lyder konklusionen i rapporten.

'Efter tre år er Statens It nået til et kritisk punkt. Hvis forventningerne ikke kan indfris, eroderes Statens It’s grundlag. (…) Når mere end hver anden statslige topleder udtrykker, at man enten ikke ved eller slet ikke tror, at Statens It vil kunne levere stabil og sikker drift, er det kritisk,' skriver analysens forfattere i IT i Praksis.

Selve ideen med at samle it-driften i staten er ellers god, lyder vurderingen, men det bliver kun en succes, hvis det bliver gjort rigtigt i et tæt samarbejde og med den rette tidshorisont, konkluderer rapporten.

Statens It gik i luften med it-drift 1. januar 2010 og servicerer nu 11.000 brugere i staten. Forud var gået flere år med forberedelser, og undervejs blev projektet og ambitionerne barberet kraftigt ned.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Cristian Ambæk

For det første kan jeg ikke forstå at en IT-chef kan svare "ved ikke". Hvis ikke han ved om Statents IT kan levere en billigere eller mere stabil service, så find ud af det. Eventuelt undersøg det? "ved ikke" forekommer mig foruroligende.

Og nu er der ikke nogle steder (af hvad jeg ved af) hvor man kan se hvad Statents IT levere og hvordan de levere det. Men altser hvis man har samlet al statents IT's kompetencer et sted, burde det så ikke være muligt at løfte opgaven? Er spørgsmålet om det er de forkerte mennesker som tager de store beslutninger, eller er det om de forkerte mennesker længere nede i kæden.

En konklusion fra rapporten kunne måske havde været meget rart at få med i nyheden.

  • 6
  • 0
Martin Hvidberg

I er alle velkomne til at tage med mig på arbejde en dag. Så kan vi prøve at indberette en banal forespørgsel til SIT. Bestille et nyt software, bede om forklaring på en fejlmeddelelse, eller måske bestille en ny PC.
Men hvis I skal følge sagen til ende må I nok hellere afsætte nogle uger.
Det har for nyligt taget os over et år at få lov at få en win7 maskine. Og vi har den kun på dispensation, mod at love at vi ikke indstelerer andet end det éne aftalte software på den. Ingen Officepakke ingen mail klient, eller lign. det må vi love. SIT anerkender ikke win7 m.m. som 'afprøvet' og kan kun levere win XP og office 2003.
Til genegæld har de så skabt nogle ekstra jobs i IT branchen... Nemlig til dem som afinstallerer den levered win7 og indstalerer et XP image, inden maskinen kan leveres videre fra SIT til den statsansatte.
... Tro mig når jeg siger: Der er plads til forbedring i Service her...

Når det er vanskeligt at sige om SIT er billigere, så er det ikke fordi man ikke ved hvad SITs service koster, men fordi det er vanskeligt at opgøre hvad det koster i tabt produktivitet at være under SITs monopol.

:-( M

  • 2
  • 0
Martin Hvidberg

Afløseren bliver win7, så vidt jeg er orienteret.

Men jeg kan kun give dig ret: Der er plads til forbedring.

SIT er jo, som det fremgår af den oprindelige artikel, først og fremmest en rationaliseringsøvelse. Derfor har man selfølgeligt startet det op under mottoet 'småt er godt'. Desværre blev det alt for småt. De søde og kloge, men alt for få, medarbejdere hos SIT har ikke en chance for at leve op til brugernes rimeligt krav til service...

  • 0
  • 0
Lars Bjerregaard
  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere