It-leverandøren Atea forlænger nu sin nuværende aftale med staten om levering af it-tilbehør. Det gælder blandt andet blækpatroner, lasertonere, dvd'er og USB-nøgler.
Atea har haft opgaven de forgangne fire år og har netop underskrevet kontrakt for de næste to år med mulighed for at forlænge med yderligere to år.
Forlænges aftalen til i alt fire år, har den en anslået værdi af op mod 150 millioner kroner for Atea. Beløbet er anslået på baggrund af det historiske forbrugsmønster i staten.
Der er tale om en rammeaftale, som har været sendt i et EU-udbud af Økonomistyrelsen.
Fem leverandører bød ind
Rammeaftalen er obligatorisk for statslige myndigheder som ministerier og styrelser, når de skal indkøbe blæk, toner, lagermedier og så videre.
Derudover kan blandt andet kommuner, regioner, gymnasier og universiteter vælge at indkøbe it-tilbehør på rammeaftalen.
Statens Indkøb, der hører under Økonomistyrelsen, oplyser til Version2, at i alt fem leverandører bød ind på opgaven.
De fire leverandører, der ikke vandt, var Lyreco Danmark A/S, Comm/2, Descom A/S, og Staples Advantage Denmark ApS.
Rammeaftalen, der blandt andet også omfatter musemåtter, headsets, renseprodukter og skærmfiltre, træder i kraft fra årsskiftet.