Staten dumper med et brag: Ingen svarer på Digital Post
Antallet af dyre og tidskrævende besøg i borgerservicecentre skal ned, og papirbreve skal afløses af digital kommunikation gennem Digital Post-løsningen.
Sådan lyder de fine strategier for den offentlige sektor, men i praksis ser det helt anderledes ud. Forsøger man at henvende sig til stat og kommuner via Digital Post, skal man nemlig være heldig overhovedet at få svar.
Det viser en undersøgelse, som professor Kim Normann Andersen fra Aalborg Universitet og ph.d.-studerende Jesper Berger fra Roskilde Universitet står bag.
»Staten svarer slet ikke på henvendelserne, vi sendte med Digital Post. Det er åbenbart ikke noget, staten bekymrer sig særligt meget om. Man skulle ellers tro, at det var i staten, at den del af digitaliseringsstrategien var nemmest at implementere,« siger Kim Normann Andersen til Version2.
Fiktivt fragtfirma fik ikke svar
Forsøget skete ved at sende et opdigtet spørgsmål fra et fiktivt fragtfirma, som skulle hente en pakke og derfor gerne ville have åbningstider og præcis adresse for den slags. Først sendte forskerne den af sted til kommuner, regioner og ministerier med Digital Post, og en uge senere så igen via e-mail.
Resultatet var ganske nedslående hos staten, hvor ingen af de 18 henvendelser via Digital Post udløste et svar i hele testperioden. Faktisk var det umuligt at sende Digital Post til to ministerier via Borger.dk. Da ’fragtfirmaet’ prøvede igen en uge senere pr. e-mail, gik det bedre - her svarede 72 procent af ministerierne tilbage i løbet af det første døgn.
Kommunerne klarede sig bedre med en besvarelsesprocent på 43 for Digital Post det første døgn, mens det for e-mail var 81 procent. Landets fem regioner var duksene i undersøgelsen med svar på alle henvendelser, både via Digital Post og e-mail.
»Mailen, vi sendte, var helt uskyldig, men også en, som det er kritisk at få svar på, set fra firmaets side. Men hvis man i dag vil have svar fra staten, skal man altså ikke skrive digitalt til dem. Så skal man hellere sende et gammeldags brev eller gribe telefonen. Det er nogle interessante implikationer, synes jeg,« siger Kim Normann Andersen.
Et krav siden 2010
Siden eDag3 i november 2010 har alle offentlige myndigheder skullet kunne modtage Digital Post. Og fra næste år bliver mange papirbreve til borgerne aflivet og afløst af ren digital kommunikation via Digital Post. Derfor er det ekstra kritisk, at staten stadig ikke kan finde ud af at bruge det, lyder vurderingen.
»Det her er ikke fremtidsmusik. Borger.dk er borgernes indgang til den offentlige sektor nu. Og i 2014 kommer tommelskruerne på. Så det er interessant at høre, hvad baggrunden er for, at ministerierne slet ikke svarer,« siger professoren.
Han gennemførte en tilsvarende undersøgelse i 2010, hvor resultatet var en smule værre, men afslørede de samme tendenser, nemlig at staten halter langt bag efter kommunerne. Digitaliseringsstyrelsen indgik i øvrigt også i den nye undersøgelse og klarede sig fint. Både Digital Post og e-mail blev besvaret inden for et døgn.
Se alle resultaterne her (klik for større billede):
