Staten brugte 24 millioner på it-system og skrottede det
Et nyt system til at håndtere lån og tilskud hos Statens Administration, er nu ikke længere på listen over statslige projekter, der er forsinkede og gået over budget.
Sigma-systemet er nemlig blevet skrottet helt, efter den afsluttende brugertest. Det skriver BT.
Testen viste nemlig, at systemet ikke ville fungere godt nok, fortæller direktør hos Statens Administration, Sune Stausholm.
»Vi fandt ud af det ikke fungerede, da vi gik i test med det. Man kan ikke vurdere det før. Efterfølgende kan man altid vurdere, om man burde have været mere inde i det eller have taget et større ansvar,« siger han til BT.
Systemet var undervejs i to-tre år, men blev skrottet i løbet af foråret. På det tidspunkt havde leverandøren Resultmaker fået ni millioner kroner, men den samlede pris er mindst 24,5 millioner kroner. Det er i hvert fald det beløb, som projektet i december 2011 havde kostet staten, ifølge rapporten ’Komplet oversigt over større statslige it-projekter.’
Her fremgår det også - som en forklaring på, at projektet var forsinket og fordyret - at man fra starten havde lagt en urealistisk tidsplan, og at også Resultmaker undervurderede opgaven og ikke leverede til tiden.
Hos Resultmaker beklager man forløbet og forklarer, at der var mange ændringer undervejs, der gjorde det sværere. Det kostede meget tid hos leverandøren, så det blev aldrig nogen god forretning, skriver firmaet til BT.
Statens Administration hed tidligere Økonomistyrelsen og står blandt andet for statens lån til studerende og landmænd. Sigma-systemet skulle have effektiviseret arbejdsgangen for uddelingen af lån, garantier og tilskud fra staten.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.