Startup-land: Iværksættere bag appen Vivino ved ikke »en skid om vin«

1. december 2014 kl. 06:2926
Den danske app Vivino har i dag flere brugere end Danmarks befolkning. Succesen skyldes blandt andet iværksætternes uvidenhed om vin.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Remote video URL

Det er ikke altid en fordel at være ekspert på det område, man skal til at lancere et nyt produkt inden for. For Theis Søndergaard handlede det om at komme væk fra sin tidligere startup, der kedede ham, og arbejde med noget sjovt. Og så faldt valget på vin - også selvom det var helt fremmed for ham.

»Vi ved ikke en skid om vin,« siger Theis Søndergaard, der er teknisk direktør og har været med til at stifte den danske vin-app Vivino sammen med Heini Zachariassen.

Appen har i dag 6,8 mio. brugere og er en af de mest brugte apps i verden til at genkende og sammenligne vine ved at scanne etiketten på flaskerne med en smartphone. Men hvis man spørger Theis Søndergaard, så skyldes succesen især de to medstifteres tidligere uvidenhed om vin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Når jeg ser på de største konkurrenter, så har de fokuseret for meget på industrien og eksperten i stedet for den almindelige bruger. De har udviklet sig i en forkert retning, for det er ikke det, der gør dig til den største vin-app i verden,« siger han og uddyber:

»Vi er selv vores egen kernemålgruppe, så vi sørger for at løse de problemer, som helt almindelige vinbrugere har.«

Det betød blandt andet, at iværksætterne valgte at ignorere de brugere, som brokkede sig over, at de ikke kunne bruge Vivino til at finde ud af, hvilken en af deres vinkældre som en særlig flaske gemte sig i.

I stedet er Theis og Heini nu ved at lancere en ny feature i appen, som har en bredere appeal: Den gør det muligt at scanne vinkortene i restauranterne, hvorefter appen finder ud af, hvor meget vinene normalt koster i butikkerne, og hvor mange stjerner de har fået af andre brugere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan i dag lade sig gøre, fordi appen gemmer på en database med samlet over tre mio. vine, som brugerne har scannet sig frem til.

Men det var en noget anden situation, da de to iværksættere lancerede Vivino og skulle have folk til at bruge en app, der kun meget sjældent kunne genkende vinene. Der var dengang kun nogle få tusinde vin at finde i databasen.

Som så mange andre apps, der bruger crowdsourcing, var den store udfordring at få samlet en kritisk mængde af brugere, som kunne bidrage med indholdet til appen.

Fra udskældt app til verdenskendt fænomen

Remote video URL

Vivino startede oprindelig som et website, men den idé blev hurtigt ændret, da Heini og Theis indså potentialet i apps til smartphones, der for alvor begyndte at blive udbredt i 2009.

»Et website er noget, du opsøger bevidst. Du går hjem og tænker, at du skal slå en vin op - det er der for mange skridt i. Med mobilen ændrer du dynamikken fuldstændig,« siger Theis Søndergaard.

Vivino-appen var i sin tidlige begyndelse meget upopulær, fordi den kun sjældent kunne genkende vinene.

»Almindelige forbrugere forventer, at appen kan det, som man tror, den kan. Derfor får man en masse skuffede brugere, som ikke vil bruge appen, fordi den ikke kan genkende vinene, men appen kan først genkende dem, når brugerne begynder at bruge den til at scanne vine. Det er en catch-22,« siger Theis Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heini og Theis løb derfor byen rundt i supermarkeder og vinhandlere og scannede vinmærkater ind manuelt for på den måde at få databasen til at vokse. Samlet fik de lagt omkring 5.000 vine ind i appen.

Gennembruddet kom, da de besluttede sig for at udlodde en luksusproptrækker til de brugere, der kunne uploade flest billeder af vine ind til appen. Det endte med, at brugerne lagde 50.000 billeder ind i databasen.

Med 2,5 mio. aktive brugere strømmer det nu ind med over 250.000 nye billeder hver dag. For det meste af vine.

»Vi får også billeder af fødder og penisser fra nogle af brugerne,« siger Theis Søndergaard.

Lad ikke en computer gøre, hvad en inder kan klare for to dollars

Når en bruger scanner en vin i Vivino, bliver billedet både analyseret med mønster- og tekstgenkendelsessoftware.

Mønstrene i etiketten kan give appen en idé om, hvilken vin der er tale om. Det er dog ikke altid nok til at afgøre druen eller årgangen.

»Problemet er, at du har meget vigtig information på etiketten, som ofte stå med ret lille skrift. Det er ret vigtigt, om der står Shiraz eller Cabernet, og det kan meget let drukne i mønstergenkendelsen, fordi der også er store billeder på etiketterne, som kan være ens,« siger Theis Søndergaard.

Derfor valgte han en løsning, der kører billederne igennem en algoritme, som så at sige »morfer« dem ud, så de bliver flade, og derefter kører dem igennem en tekstgenkendelsessoftware, som firmaet selv har videreudviklet til at genkende vinjargonen.

»Det er relativt få ord, vi leder efter, og derfor en ret begrænset ordbog, som vi kan lægge over det her. Det er også derfor, vi kan blive ret gode til ocr (tekstgenkendelse, red.), fordi vi ret let kan gætte os til, hvad ordet er,« siger Theis Søndergaard og indrømmer, at han oprindelig undervurderede, hvor svært det teknisk var at lave en tilfredsstillende billedgenkendelse, da iværksætterne startede.

»Man forventede en modenhed i teknologien, som bare ikke var der. Selv i dag er vi endnu ikke der, hvor vi gerne vil være,« siger han.

Modsat konkurrenterne, der valgte kun at lade softwaren stå for at matche billederne med de rigtige vine, valgte Vivino-skaberne en anden mere gammeldags tilgang, der dog viste sig mere effektiv, når teknologien fejlede.

For to dollars i timen ansatte de en række indere til manuelt at gå igennem de billeder, som appen ikke automatisk kunne matche, og søge på nettet efter den rigtige vin.

Det var der ingen af konkurrenterne, der gjorde, og nu har firmaet ansat 50 indere til at vurdere de 25.000 daglige billeder, som appen ikke selv kan håndtere. I dag bliver omkring 90 pct. af vinene genkendt med det samme, og derfor er det også lykkedes at komme af med det dårlige rygte fra appens fødsel. Dengang var det kun 15 pct. af vinene, som appen kunne genkende.

Offshoring til Indien går ud over kreativiteten hos udviklerne

Vivino har afdelinger i Danmark, Ukraine, Indien og USA. Valget faldt på Indien og Ukraine, fordi udviklerne er langt billigere her. Som udgangspunkt kan man hyre tre-fire indiske udviklere til samme løn som en dansk udvikler ifølge Theis Søndergaard, der også indrømmer, at han ville have foretrukket at have dem alle samlet i Danmark - det er ikke alle omkostninger, der kan måles i lønnen.

»Man går glip af den kreative proces ved at have udviklerne til at sidde langt væk. Når du laver remote management rigtigt, får du præcis det, du beder om. Men det er ikke altid den bedste løsning,« siger han og uddyber:

»Når man sidder sammen med ingeniørerne, kan man få virkeligt konstruktive dialoger, hvor de kommer med bedre forslag end det, du først troede, du ville have.«

Vivino vil tjene penge på e-mailkampagner og køb-knapper

Remote video URL

Selvom Vivino har nogle år på bagen, er startuppen stadig afhængig af kapital fra investorerne.

I alt har iværksætterne fået indsprøjtet 60 mio. kr. i kapital fra investorerne, og pengene går for det meste til løn til de 40 medarbejdere. Iværksætterne arbejder med flere forskellige forretningsmodeller for at få virksomheden til at køre rundt, men de regner stadig med at skulle rejse endnu flere penge, før virksomheden er moden til at kunne klare sig selv.

Derfor har den adm. direktør Heini Zachariassen valgt at flytte til San Francisco i USA, hvor pengene hænger lidt løsere på træerne end herhjemme.

»Vi går efter de helt store venturefonde og vil gerne have en stor amerikansk fond med om bord næste gang,« siger Theis Søndergaard, der har valgt at blive i København på grund af familien.

Når virksomheden begynder at lave overskud, er planen, at det skal komme fra indbyggede købsfunktioner i appen og e-mailkampagner.

»Vinindustrien er et undisrupted marked, hvor kun 5 pct. af vinene i dag bliver solgt på nettet,« siger Theis Søndergaard.

Det skal Vivino forsøge at ændre på ved at tilbyde brugerne muligheden for at købe og få tilsendt de vine, som de finder i appen.

»Det er den mest efterspurgte funktion hos vores brugere. Vi har faktisk en forretningsmodel, som er helt i tråd med det, som vores brugere vil have,« siger Theis Søndergaard, selvom han erkender, at det ikke er så enkelt give brugerne det, de vil have.

»Det er ekstremt kompliceret at få til fungere, fordi vi skal indgå tusindvis af partnerskaber med vindistributører. Vi har brug for penge og tålmodighed for at få det til at virke,« siger han.

Vivinos trumfkort er deres viden om brugernes personlige vinpræferencer, og den har vindistributørerne en stor interesse i at få adgang til.

Det udnytter Vivino ved at sende personligt tilpassede vintilbud rundt til brugerne via e-mail, og det har indtil videre vist sig at være en succes, når der er brugere nok. I Danmark tjener Vivino 13 kr. pr. e-mail, som virksomheden hver måned sender ud til brugerne. Med over 200.000 e-mails løber det op i ca. 2,5 mio. kr. om måneden.

»Vi er selv blevet overrasket over, hvor effektivt e-mail-salget er. Vinhandlerne er også utrolig glade for modellen,« siger Theis Søndergaard, der satser på, at Vivino skal begynde at give overskud i slutningen af 2015.

Og i 2016 håber han, at Vivino kan omsætte for omkring 800 mio. kr.

Startup-land: Version2 stiller hver uge skarpt på de mest spændende danske it-iværksættere og fortæller historien om deres sejre og nederlag.
Synes du, vi mangler nogen? Så skriv til ecl@version2.dk.

26 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
25
27. september 2015 kl. 05:26

hej theis, i står foran et kæmpe gennembrud. ingen tvivl om dette. Men jeres strategi halter. i udnytter ikke jeres database og i gør ikke nok for at øge kvaliteten af databasen. investorer forventer ROI. Det kommer enten via jeres b2b eller b2c. det er heller ikke rocket science. Men b2c med rødvinssalg bliver en lang og tung affær, i siger selv en masse markedstilpasning.. market intelligence er et stort trumfkort. her kan i noget som selv det største vinhus ikke kan nærme sig, i kan forstå den almindelige persons smag.... Jeg laver gerne en business plan for jer. det virker som om den i køre efter at være lavet af en management konsulent eller en anden som ikke kan se perspektivet i jeres store potentiale...

16
1. december 2014 kl. 18:21

Har I tænkt på at inkluderer stregkode som en aflæsningsmulighed?

I nogle situation, kan det på grund af belysningen være svært at få nok af mærkaten med, uden at en del af den bliver utydelig på grund af refleksioner.

Her kan det være letter med stregkoden, da den ikke er så stor, og derfor ikke har så meget krumning rund om flasken.

17
1. december 2014 kl. 18:25

Hej Jens,

ja det har vi overvejet flere gange. Største problem er at mange stregkoder er "lokale" for et marked, ofte et land. Hvilket vil sige at vi skal kende mange stregkoder for en enkelt vin. Og så synes vi bare at et billede af en etiket er langt sjovere at se på, selvom skidtet ikke altid virker ;-)

mvh Theis

5
1. december 2014 kl. 10:47

I kan sguda ikke være sure over, at der er nogen der har gjort sig den gigantiske ulejlighed at arbejde på at opbygge en verdensomspændende database over et produkt, så man som forbruger kan få hurtigt overblik over pris og kvalitet?!

Det er en pissegod app, der ofte for mig bruges til at checke "superekstranedsat!" i butikker for at se, om det nu også passer.

En vin jeg ikke kender "Nedsat 100kr" fra 200,- lyder som et godt tilbud, men hvis Vivino så fortæller mig at vinen normalt koster 79.50,- så bliver jeg ikke snydt.

At modtage tilbud om relaterede produkter med købsmulighed er sguda det mindste, og hvis man installerer Vivino må man da formode, at man er interesseret i vin?!

Jeg bliver skideærgerlig over folk, der seriøst kan svinge sig op over, at en virksomhed der har udviklet et godt produkt, gerne vil tjene penge og ikke forlade sig på funding udi al evighed...

Hvordan ville de negative mon have det, hvis det var deres arbejdstimer der lå i noget tilsvarende?

Edit: Hah vi var nogle stykker, der blev provokeret på ca. samme tid :D

10
1. december 2014 kl. 12:57

En vin jeg ikke kender "Nedsat 100kr" fra 200,- lyder som et godt tilbud, men hvis Vivino så fortæller mig at vinen normalt koster 79.50,- så bliver jeg ikke snydt.

Sidst jeg boede i landet skulle varen vitterligt have været udbudt til den høje pris, før det var lovligt at reklamere med dens prisreduktion.

Uanset det, så er det naturligvis godt for markedet hvis køberne kan se at varen fås endnu billigere et helt andet sted.

11
1. december 2014 kl. 13:42

Det kan den jo også have været i den pågældende butik, altså til en heftig overpris, der indikerer bedre kvalitet end vinen kan bære. Det er derfor jeg er så glad for at kunne sammenligne nemt og effektivt på tværs :)

6
1. december 2014 kl. 10:56

Stop nu med negativiteten..
Helt ærligt, drop nu negativiteten og glæd jer over at der er nogle der forsøger at skabe noget nyt og en masse arbejdspladser.

I kan sguda ikke være sure over, at der er nogen der har gjort sig den gigantiske ulejlighed at arbejde på at opbygge en verdensomspændende database over et produkt, så man som forbruger kan få hurtigt overblik over pris og kvalitet?!

Jeg er ikke utilfreds med app'en - den fungere i de fleste tilfælde sindssyg godt og jeg har tagget og anmeldt omkring 30+ PORTvine og en håndfuld rødvine.

Jeg er negativ over påstanden at mine spammails skulle være personligt målrettede når de på ingen måde lever op til påstanden.

Jeg er ellevild med Vivino, så lad være med at betragte min kritik som værende rettet mod App'en eller virksomheden !

8
1. december 2014 kl. 12:28

Hej Martin,

no worries, som ukuelig optimist tager jeg bestemt ikke din kommentar som andet end konstruktiv - og korrekt - kritik. Vores mails er bestemt endnu ikke særligt målrettede: Det eneste vi gør lige nu er at pris-segmentere vores brugere. Vi skal op på lidt større volumen, før vi kan segmentere på vintyper.

Hold dog øje med december - der kommer en fremragende port på tilbud ;-)

Glad for at du ellers kan lide Vivino - vi kommer til at gøre det endnu bedre i 2015!

7
1. december 2014 kl. 11:31

Internettet og folks sprogbrug...

Du starter med "Bullshit" og en sur smiley, og så vil du gerne have, at man graver i dybden i, hvad du mon virkelig mente med dit indlæg?

Så tjah - måske du skulle moderere dit sprog i diskussioner hvis du vil have at dit indlæg tages sagligt?

4
1. december 2014 kl. 10:40

Helt ærligt, drop nu negativiteten og glæd jer over at der er nogle der forsøger at skabe noget nyt og en masse arbejdspladser.

Det kan da godt være deres mails ikke er perfekte endnu, men de arbejder jo på sagen og hvad angår det med at forbrugeren er produktet så kan du jo lade være med at bruge den hvis du ikke vil.

Der er en underlig jantelovsagtig ting her på version2 som gør at IT iværksættere bliver hakket ned, de skal fanme ikke tro de er noget! Måske er det bare misundelse over at der var nogen der turde risikere alt..

13
1. december 2014 kl. 17:23

Helt ærligt, drop nu negativiteten og glæd jer over at der er nogle der forsøger at skabe noget nyt og en masse arbejdspladser.</p>
<p>Det kan da godt være deres mails ikke er perfekte endnu, men de arbejder jo på sagen og hvad angår det med at forbrugeren er produktet så kan du jo lade være med at bruge den hvis du ikke vil.</p>
<p>Der er en underlig jantelovsagtig ting her på version2 som gør at IT iværksættere bliver hakket ned, de skal fanme ikke tro de er noget! Måske er det bare misundelse over at der var nogen der turde risikere alt..

Drop negativiteten og glæd dig over at der er en der forsøger at komme bruge kritisk sans, i forhold til noget der netop i øjeblikket forkuseres meget på som et problem.

Det har intet med jantelov at gøre.

Du mener måske at man intet må kritisere, selv produkter udviklet af voksne mennesker. Hvad er så pointen med artikler som denne? Bare en reklame søjle?

Eller er det bare fordi det tilfældigvis er et produkt du selv og/eller dine bekendte er involveret i?

3
1. december 2014 kl. 09:24

Jeg ved godt det er en lidt negativ kommentar at starte ugen med, men alligevel: Fedt! Det var sgu' lige hvad vi manglede! Endnu en app hvor forbrugeren er produktet... :-(

9
1. december 2014 kl. 12:38

Hej Thomas Jensen,

Tak for din kommentar! Pointen for mig er at du netop IKKE er produktet hos Vivino. Vinen er produktet - det er det, vi sælger, og det du køber. Vi kigger på dine ratings for at kunne bringe interessant vin til dig, that's all :-)

Jeg er glad hver morgen når jeg vågner og skal arbejde på et produkt som vores brugere er glade for, og hvor der er en oplagt fordel for alle (Vivino, brugeren, vinhandleren), uden at vi skal kompromittere vores brugeres data. Vi har ikke reklamer, og vi sælger ikke vores brugeres data til vinhandlerne. Det er hvad der sker når man samler en stor gruppe kunder, og bruger den styrke til at skaffe gode tilbud - så vores brugere er ikke vores produkt, men derimod den pression vi bruger for at skaffe dig god vin til en billig penge ;-)

mvh Theis

12
1. december 2014 kl. 16:59

Tak for din kommentar! Pointen for mig er at du netop IKKE er produktet hos Vivino. Vinen er produktet - det er det, vi sælger, og det du køber. Vi kigger på dine ratings for at kunne bringe interessant vin til dig, that's all :-)

Beklager, men din forståelse af din egen forretningsmodel er så langt fra hvordan jeg ser den, at jeg ikke er sikker på jeg orker at få dig til at forstå.

Dine indtægter kommer fra målrettet salg af reklame-emails, yes?

Dine indtægter kommer ikke fra forbrugerne, vel?

Godt, hvad er det så du lever af?

"Vinen er produktet - det er det vi sælger"... Really?

15
1. december 2014 kl. 18:02

Hej Thomas,

Jeg kan godt lide din selvtillid :-)

Vores indtægter kommer fra salget af vin. Vores indtægter er penge fra vores brugere. Vi beholder mellem 10-20% af de penge som kunden betaler for vinen, mens vi sender resten videre til vin-partneren.

Det er os selv som vælger hvilke partneres (vinforhandleres) vine vi vil lægge i vores mail. Det foregår ved at vi udvælger en vin og så kontakter forhandleren for at høre om han er interesseret i at sætte prisen ned, således at det er en god handel for kunden, samt give os en andel af salget. Det er næsten altid meget interessant for forhandleren, da vi kan sælge en meget stor mængde vin, uden at forhandleren skal gøre meget andet end starte Excel og finde en attraktiv pris frem :-) Vi er endda blevet så store efterhånden at vi også eksperimenterer med egen import af vine, men vi foretrækker dog at benytte os af partnere.

Vi sælger ikke vores emails til nogen, heller ikke adgang til vores emails. Det er os som bestemmer hvilke vine og hvilke vin-forhandlere vi vil lægge i vores mails.

Håber det gør modellen bag disse tilbudsmails klarere for dig.

Som et sidste PS kan jeg nævne at denne simple mail-model ikke er den eneste måde vi regner med at sælge vin til vores brugere. Den "lækrere, men sværere" model går på at brugeren kan købe en hvilken som helst vin som han finder i Vivino, f.eks. når han scanner eller ser en vin som en ven har anmeldt. Sværere fordi det kræver mange partnerskaber med vinhandlere.

mvh Theis

18
1. december 2014 kl. 19:00

Vores indtægter kommer fra salget af vin. Vores indtægter er penge fra vores brugere. Vi beholder mellem 10-20% af de penge som kunden betaler for vinen, mens vi sender resten videre til vin-partneren.

Okay, nu er jeg lidt forvirret. I sælger vin? Ja, jeg så godt i artiklen at det var noget i gerne ville, men jeg har lige haft jeres app installeret, og det var da ikke en mulighed jeg faldt over. Men hvis du siger det, så er der måske noget jeg har overset...(?)

Men altså, "Vores indtægter kommer fra salget af vin"...

Vivinos trumfkort er deres viden om brugernes personlige vinpræferencer, og den har vindistributørerne en stor interesse i at få adgang til.</p>
<p>Det udnytter Vivino ved at sende personligt tilpassede vintilbud rundt til brugerne via e-mail, og det har indtil videre vist sig at være en succes, når der er brugere nok. I Danmark tjener Vivino 13 kr. pr. e-mail, som virksomheden hver måned sender ud til brugerne. Med over 200.000 e-mails løber det op i ca. 2,5 mio. kr. om måneden.

Det kan godt være i ikke sælger emailadressen, men i modtager penge for at sende mails ud. Forskellen er ikke så stor i mine øjne. I tjener penge på at udsætte forbrugeren for reklame.

Prøv med en forretningsmodel, hvor forbrugeren ikke skal registrere, og så kan vi snakke om at vinen, eller den service jeres app leverer, er produktet.

Hvis i tjente 2,5 mill. om måneden på indtægter fra salg eller abonnement af jeres app, så ville jeg tage hatten af. Men at opbygge en brugerdatabase i kan sende reklamer til, og tjene penge på den, det er altså ikke en ærværdig forretningsmodel i mine øjne.

21
2. december 2014 kl. 03:05

Hvad med at skynde dig at afinstallere app'en så du ikke bliver udsat for deres "uærværdige" forretningsmetoder. Det er da heldigvis frivilligt om du vil have den installeret, men hvis du installerer den accepterer du også konceptet.

20
1. december 2014 kl. 20:23

Og lige for at slå helt fast: "men i modtager penge for at sende mails ud" Nej, det gør vi ikke. Vi tjener penge på at nogle af modtagerne af disse mails køber vin. Når vi dividerer de penge ud på de mails vi sender ud svarer det cirka til 13 kroner per email vi sender ud - men det er bare et "konverterings-tal", der er ikke tale om at nogen giver os 13 kr. hver gang vi sender en mail ud.

mvh Theis

22
2. december 2014 kl. 08:31

Vi tjener penge på at nogle af modtagerne af disse mails køber vin. Når vi dividerer de penge ud på de mails vi sender ud svarer det cirka til 13 kroner per email vi sender ud - men det er bare et "konverterings-tal", der er ikke tale om at nogen giver os 13 kr. hver gang vi sender en mail ud.

Ja, det er da noget andet end det der står i artiklen.

Min oprindelige kommentar er baseret på hvad jeg kan læse i artiklen. Her får jeg det indtryk jeres indtægt kommer fra at i sender mails ud til jeres brugere med tilbud fra vindhandlere og importører.

Jeg er ikke ude i et eller andet anti-vivino-ærinde. Men omvendt, jeg synes nu heller ikke du har sagt noget der ændrer mit syn på jer væsentligt. Man skal registrere sig for at bruge app'en, og allerede her går over mine grænser for privatliv. Så kan folk mene jeg bare kan lade være med at bruge de firmaer/forretninger der benytter sig af den model, og tro mig, det gør jeg også.

Jeg er ikke specielt bekymret for NSA's overvågning af hele jordkloden. Jeg er langt mere bekymret for overvågning fra kommerciel side. Det er ikke kun Facebook og google og Twitter, det er stort set alt og alle. Jeg får klaustrofobi når jeg bliver afkrævet adresse, email og telefonnummer når jeg bare skal klippes hos frisøren eller når jeg vil købe en dims i en fysisk forretning. Jeg kan ikke foretage mig noget uden at nogle vil registrere mig, og profilere mig, og sende mig "nyhedsbreve", osv. Selv mit "nej tak" bliver registreret.

Jeg synes det er en syg udvikling, og vi forbrugere bør sige fra. Vi bør se på den registrering som bl.a. vivino foretager og spørge os selv, om vi synes det er det værd.

23
2. december 2014 kl. 10:23

Hej Thomas,

Glad for at vi fik klargjort det - kan godt se hvordan misforståelsen kan opstå.

Jeg er sådan set enig langt hen ad vejen. Personligt er jeg i hvert fald træt af at mange produkter ser sig selv som reklame-medier, i stedet for at opbygge en værdi i den kerne-service de selv leverer - det virker som om vi alle skal reklamere for hinanden, og på et tidspunkt skal kæden vel stoppe og forbrugeren rent faktisk købe et produkt, før hele den pyramide af reklamer giver mening. F.eks. er jeg sur over at jeg som betalende abonnent hos Politiken.dk stadig skal se på reklamer... Så må de bede mig om at betale endnu mere, hvis det stadig ikke hænger sammen for dem.

Forresten kan du sagtens bruge Vivino uden at registrere dig. Det gør omkring 20% af vores brugere. Der er nogle funktioner som ikke fungerer, men masser af kernefunktionerne fungerer helt fint, og har ingen tidsbegrænsning. Vi skubber primært på for en registrering, da vi ellers ikke kan linke dine scannede vine sammen med en kendt konto, og du mister derfor din historik hvis du mister din telefon, hvilket for mange af vores brugere er hele ideen med at bruge Vivino - Never Forget Another Wine :-)

Uanset hvad, tak for snakken, og glædelig ikke-sporbar jul ;-)

mvh Theis

24
2. december 2014 kl. 15:00

Theis, jeg har stor respekt for måden du stille og roligt, svarer sagligt og relevant på kritik, og enda erkender når der er ting der endnu kan forbedres.

19
1. december 2014 kl. 20:00

Hej Thomas,

lad os først lige skille ad hvad jeg siger, og hvad journalisten vælger at tolke. Ja, han skriver at vindistrubutørerne har stor interesse i det data vi ligger inde med - det er rigtigt, det har de, og de spørger os tit om de må få adgang til det. Det må de ikke. Slut.

Journalisten laver så derfra direkte overgangen til at vi udsender mails til vores brugere, hvor vi bruger vores data til at tilrette dem til kundesegmenter. Det er også rigtigt, men det har intet at gøre med at sælge information om vores brugere til vindistributører.

Ja, vi tjener penge på at sælge vin til vores brugere, lige nu ved at sende mails ud til vores brugere om at vi har vin til salg - vi skal vel på en eller anden måde gøre vores kunder klar over at vi har produkter på hylden. Om den kommunikation foregår i app'en, via email eller via brevdue eller rørpost ser jeg som ret underordnet. Du har ret i at det er reklame for det vi sælger - ligesom så mange andre reklamerer for deres produkter til deres kundegruppe.

Så siger du: "Prøv med en forretningsmodel, hvor forbrugeren ikke skal registrere, og så kan vi snakke om at vinen, eller den service jeres app leverer, er produktet." - DET vil jeg glæde mig til at "udsætte" dig for allerede til næste år, hvor denne model bliver rullet ud :-) Der vil være en købeknap på vinsiderne i app'en, og den kan du så trykke på uanset om vi har din mail eller ej (dog tør jeg vædde en tør kiks på at vi vil bede om din mail i løbet af købsprocessen, så vi kan sende dig en kvittering... ;-)

Til sidst: Vi tjener også penge på at sælge en Pro udgave af vores app - lige nu omkring en halv million DKK om måneden. Det ser vi dog langt fra som den mest attraktive model for Vivino på længere sigt - vi ser langt større potentiale i at få dig til at købe vin gennem os, i stedet for at skulle trække et par kroner ud af dig for en app som vi allerhelst vil have er gratis - eller værre endnu, trække et par ører ud af en annoncør, for at forstyrre dig med reklamer ;-)

Hvis du er yderligere interesseret i at høre om Vivino, er du altid velkommen til at komme forbi vores kontor i Njalsgade 21E - og hvis du rammer os fredag eftermiddag, omkring kl 16, så kan du godt regne med at rødvinen er trukket op!

mvh Theis

5
1. december 2014 kl. 10:40

Så kan man jo bare lade være med at bruge den, hvis ikke man synes, at den leverer en ydelse, man kan bruge og som matcher "prisen".

Der skal selvfølgelig være gennemsigtighed ifht hvilke oplysninger, der bliver samlet ind og givet videre (og det aner jeg ikke, om der er her - bruger ikke app'en.)

Sværere er det jo ikke, eller?

1
1. december 2014 kl. 08:19

Bullshit... Jeg drikker kun og er kun interesseret i portvin, men har KUN fået mails med rødvin og hvidvin :(

Det samme gælder skovgaardvine som registrere alle mine køb via medlemskort..

Er det kun amerikanerne som kan finde ud af personlige reklamer, som da Target sendte baby reklamer til nogle intetanende forældre?

2
1. december 2014 kl. 08:19

Bullshit... Jeg drikker kun og er kun interesseret i portvin, men har KUN fået mails med rødvin og hvidvin :(

Det samme gælder skovgaardvine som registrere alle mine køb via medlemskort..

Er det kun amerikanerne som kan finde ud af personlige reklamer, som da Target sendte baby reklamer til nogle intetanende forældre?