Startup-land: Dansk virtuelt laboratorium imponerer universitetsforskere verden over

Elever verden over bruger kemiske formler og bioteknologiske metoder til at løse mordgåder og diagnosticere kræftpatienter takket være den danske iværksættersucces Labster.

shareline

Usædvanlig oplevelse til en fest blev til verdenskendt virtuelt laboratorium #chpftw

Computerskærme har altid to sider, og når man kigger på dem nede fra underviserens plads foran de studerende, afslører de metalgrå kasser ikke meget. Anderledes ser det ud fra fluen på væggen i bagenden af lokalet, hvor skærmbilleder af Word blander sig med Facebook, Youtube og diverse nyhedsmediers hjemmesider.

Det kan være en hård udfordring at fastholde de studerendes opmærksomhed på undervisningen i gymnasier og på universiteter, når de sociale medier trækker. Og det har blandt andet fået en kendt underviser på et dansk universitet til at bede de studerende om at trække stikket til deres computere og lukke for skærmene i hans timer.

Men måske er det slet ikke nødvendigt at slukke for computeren for at engagere eleverne. De danske iværksættere bag det virtuelle laboratorium Labster har skabt en løsning, som stormer frem i popularitet på universiteter og high schools verden over. Den kan både gøre undervisningen sjovere og sørge for, at eleverne bedre husker det, de lærer.

Det oplevede den 28-årige medstifter af Labster Mads Bonde selv, da han skulle undervise en gymnasieklasse i bioteknologi.

Først underviste han dem på traditionel vis ved at stå og forklare faget, som enhver anden underviser ville have gjort:

»Alle eleverne på bagerste række i klasselokalet sad på Facebook og var fuldstændig uinteresserede,« siger Mads Bonde, der til daglig er adm. direktør i Labster og ved at skrive sin ph.d. i bioteknologi.

Bagefter skulle eleverne prøve det virtuelle laboratorium, hvor de som en slags computerspil eksempelvis kunne løse mordgåder ved at bruge begreber og metoder fra biologien, som underviseren ellers forgæves havde forsøgt at lære eleverne på bagerste række.

»Når de brugte Labster, så sad de selvsamme elever entusiastisk og sagde ‘Det er DNA’ og ‘Hvordan finder vi morderen’ i den crime scene case, de havde,« siger Mads Bonde og forklarer:

»Simple eksperimenter er ikke så spændende, fordi de ikke er relateret til virkeligheden. Ved at gøre undervisningen til et spil fandt vi ud af, at vi kunne få fat i nogle studerende, som er umotiverede og meget svære at aktivere.«

Den haltende interesse for naturvidenskab er især et problem i gymnasierne, hvor flere studerende afslutter studiet uden at have de påkrævede naturvidenskabelige fag for at studere på universitetet.

»Der kan vi fange nogle af dem, som måske ikke topmotiverede. 49 pct. fortæller os, at de i højere grad overvejer at læse videre inden for naturvidenskab efter at have brugt Labster,« siger Mads Bonde.

Labster bliver i dag brugt af over 20.000 studerende på universiteter og high schools i lande over hele verden som blandt andet USA, Kina, Sydafrika, Peru og Kazakhstan. Også de store amerikanske universiteter som Stanford, Berkeley og Massachusetts Institute of Technology (MIT) er med på den danske opfindelse. Her øger de studerende indlæringen med 76 pct., når de bruger Labster i forhold til almindelig undervisning ifølge et videnskabeligt studie, som Mads Bonde har fået publiceret i tidsskriftet Nature.

shareline

Det succesfulde danske virtuelle laboratorium @Labster er på vej til Oculus Rift

Mads Bonde begyndte at arbejde på idéen med at bruge computerspils- og simulationsteknologi til at peppe undervisningen op for omkring fire år siden sammen med sin partner Michael Bodekær.

De startede med at udvikle Labster på Flash-platformen, dengang hvor det stadig var uklart, om formatet ville holde ved. Det gav dog hurtigt it-iværksætterne grå hår på hovedet at få det til at virke på tværs af alle platforme, fordi det hele skulle laves i 2d og derefter sættes sammen.

Det endte med, at de valgte at skifte over til den nu udbredte danske spilmotor Unity, hvor det hele kunne sættes dynamisk sammen i 3d. Som en bonus krævede den nye udgave også mindre båndbredde end Flash-versionen.

»Det var den helt rigtige beslutning for os at skifte. Der var mange fordele ved Unity, og arkitekturen var også meget bedre,« siger Mads Bonde.

I dag er de danske it-iværksættere ved at eksperimentere med virtual reality-brillen Oculus Rift, der skal gøre det endnu mere ‘virkeligt’ at træde ind i Labsters virtuelle laboratorium.

»Man lærer mere, når det ligner og føles som virkeligheden. Hvis man ved hjælp af virtual reality-briller føler man står inde i laboratoriet, er det endnu lettere,« siger Mads Bonde, der netop har lavet et partnerskab med Oculus-teamet i USA, som er i gang med at hyre 1200 nye medarbejdere.

»Og så er det en helt vild oplevelse at sidde med Oculus Rift-brillen på. Det er også en motiverende faktor,« siger han.

shareline

Dansk it-iværksætter gik fra dør til dør på amerikanske top-universiteter

Selvom Labsters stiftere er fra Danmark, så var det især i USA, at det begyndte at gå stærkt.

Mads Bonde lavede prototypen til det virtuelle laboratorium, mens han studerede på Harvard University, og her mærkede han for første gang omverdenens interesse for idéen. En af professorerne på Harvard havde fået øje på danskerens projekt og hev derfor fat i Mads Bonde en dag og fortalte ham, at han skulle starte et firma.

»Det var et wake-up call for mig at finde ud af, at det ikke kun er noget, som er spændende i Danmark, men at det har et globalt potentiale,« siger Mads Bonde.

Labster fik tidligt i processen 3,7 mio. kr. fra Markedsmodningsfonden, der hjælper danske virksomheder med at få deres produkter hurtigt ud på markedet. Investeringen betød, at iværksætterne ikke behøvede at give afkald på nogle andele af virksomheden til de traditionelle venturefonde for at få kroner til udviklingen.

I stedet brugte Mads Bonde tiden til at løbe op og ned ad gangene på de største amerikanske universiteter og banke på dørene for at fortælle professorerne om sin idé. Selvom nogle af dem havde travlt og ikke ville tale med ham til at starte med, så lykkedes det alligevel at starte nogle partnerskaber op med blandt andet Berkeley og det entreprenante Stanford University, hvor virksomheder som Google, Yahoo og Nike kommer fra.

»Det er enormt dyrt og besværligt at indrette og bruge laboratorier med 500 elever, så professorerne kunne se potentialet i Labster. Der er behov for noget mere motiverende og smart,« siger Mads Bonde, der viste professorerne, hvordan de studerende lærte bedre, når de brugte Labster. Det lykkedes især at overbevise akademikerne ved at henvise til undersøgelser, som iværksætterne havde foretaget med videnskabelige metoder.

»Den metode appellerede meget til professorerne,« siger Mads Bonde.

Sidste år fik Labster yderligere 20 mio. kr. i støtte fra blandt andet Markedsmodningsfonden, Innovationsfonden og EU, og iværksætterne ejer derfor ganske exceptionelt stadig 100 pct. af virksomheden.

shareline

Sådan får @Labster ‘s 28-årige direktør tid til virksomhed, kone, børn og ph.d-afhandling

Det var ikke givet på forhånd, at Labster skulle vokse til at blive et verdensomspændende fænomen på universiteter og high schools.

Efter at Mads Bonde havde lavet prototypen af det virtuelle laboratorium til de danske gymnasier, var han lige ved at droppe projektet, så han havde mere tid til sin forskning.

»Pludselig opdagede jeg, at det var en chance, som jeg var ved at lade køre forbi. Det var for dumt: Hvorfor ville jeg lukke noget ned, som har så stort et potentiale, og som jeg så gerne vil arbejde på?,« siger Mads Bonde.

Det afgørende øjeblik kom, da han holdt en præsentation for en stor forskergruppe på Harvard University omkring brug af spilteknologi i undervisningen. Professorerne viste sig at have erfaringer med nogle af de samme problemer i undervisningen, som Mads Bonde forsøgte at løse.

»Der gik det op for mig, at det er helt vildt, hvad det kan blive til det her,« siger Mads Bonde, der valgte fortsætte projektet på trods af studier, kone og børn.

»Det var en stor erkendelse for mig, at man kan nå helt utroligt meget mere, end man regner med, hvis man er ambitiøs og fokuserer på prioriteringerne,« siger han.

Den unge it-iværksætter havde selv startet med at skrive koden til Labster, men måtte give slip på alle detaljerne i projektet for, at det kunne overleve.

»Uanset hvad man laver laver, så er der arbejde nok til at fylde 100 timer i døgnet. Så det handler om at fokusere og prioritere og få nogle dygtige samarbejdspartnere, som kan være endnu bedre end en selv til de specifikke ting, man samarbejder om,« siger Mads Bonde.

Blandt andet slog iværksætteren hårdt ned på lange møder og andre ting, han følte ikke bidrog til projektet.

Familien tog han med ud på sine rejser til blandt andet USA og Indonesien.

»Man kan ikke kun fokusere på ting, der giver kroner i kassen,« siger han.

Startup-land: Version2 stiller hver uge skarpt på de mest spændende danske it-iværksættere og fortæller historien om deres sejre og nederlag. Synes du, vi mangler nogen? Så skriv til ecl@version2.dk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere