Sådan kæmper Århus start-up sig ud i verden: "Du satser alt, hvad du ejer, igen og igen"

Sommertour: Version2 har besøgt den aarhusianske start-up, Uniwise, der står bag det digitale system til eksamen, Wiseflow. Her er filosofien simpel: Sats stort og sats alt - ellers vinder du ingenting.

»Vi giver det et år. Det er det, vi har penge til.« Sådan lød aftalen, da en flok iværksættere besluttede sig for at lave et spin-out af Aarhus Universitet ved at købe et projekt, de selv havde designet. Mod slutningen af året stod de med to mulige scenarier: Enten var de begyndt at tjene penge, eller så måtte de dreje nøglen om. De var seks mand fra start - alle med faste job. Ingen af dem havde erfaring med iværksætteri.

»Det var min baby. Den skulle hverken dø eller sælges til andre,« siger partner Rasmus Blok, der sammen med medstifterne Anders Færgemand Høyer og Steffen Skovfoged investerede både opsparing og lån i hus i den nye virksomhed, Uniwise.

Læs også: Boas Specialister: Autister skaber orden i it-kaos på rekordtid

Sammen med tre andre kolleger havde de siden 2010 arbejdet på projektet på Aarhus Universitet, hvor de med støtte fra ABT-fonden havde fået til opgave at se på mulighederne for at digitalisere hele eksamensprocessen. Der var ingen, der havde regnet med, at det skulle ende med et færdigt produkt. Men det gjorde det, og i 2012 besluttede Aarhus Universitet sig for at sælge det.

Medstifter og partner, Rasmus Blok. Illustration: Maria Behrendt

Rasmus Blok, Anders Høyer og Steffen Skovfoged købte nu det eksamenssystem, de selv havde designet med en forventning om få en aftale i hus med Aarhus Universitet om at købe det til brug ved fremtidige eksaminer. Men sådan gik det ikke. Aarhus Universitet sendte sammen med en række andre universiteter en digital eksamensløsning i udbud, og vinderen blev i stedet it-firmaet Arcanic fra Lyngby.

Det var nu gået halvandet år, siden de startede op. Udbuddet var trukket ud i meget længere tid, end de havde regnet med, og Uniwise var nu endt med at tabe. Der var ikke flere penge.

»Så vi stod med en beslutning om, hvorvidt vi skulle lukke,« siger Rasmus Blok.

Endelig kom kontrakten i hus

Men det gjorde de ikke. De blev i stedet enige om, at alle skulle gå på halv løn. De havde nemlig fået nys om, at professionshøjskolerne ville sende digital eksamen i udbud, og vandt de det, kunne de holde skindet på næsen.

Udbuddet startede i december sidste år. 1. marts skrev Uniwise under på en kontrakt med professionshøjskolerne, og samtlige, nu 8 medarbejdere, kom tilbage på fuld løn.

»Vi har hele tiden haft en tyrkertro på, at det her nok skulle ske, fordi det er lige nu, der er et kæmpe marked for digital eksamen,« siger Rasmus Blok.

Men det ændrer ikke på, at virksomheden var tæt på at tabe alt, hvad de tre partnere ejede.

I 2013 vandt Uniwise iværksætterpisen for bedste immaterielle produkt Illustration: Maria Behrendt

»Det kan godt være, at vi ville fortryde det nu, hvis vi havde tabt det hele. Men jeg tror, at vi ville komme til at fortryde det endnu mere, hvis vi ikke havde gjort det,« siger Rasmus Blok.

Satser det hele igen

Det er gået stærkt for Uniwise. Siden de seks medarbejdere i 2012 forlod deres trygge rammer på universitetet, har de nået at satse tre menneskers opsparing, været tæt på at tabe det hele og nu, efter kontrakten med professionshøjskolerne, tjent pengene ind igen. Samtidig har de fået fodfæste på det norske, grønlandske og islandske marked, men flere følger.

»Så nu satser vi hele butikken igen,« siger Rasmus Blok.» Alle de penge, vi har tjent, skal bruges på at vinde nye kontrakter. Vi er nødt til at være first-movers, hvis vi vil være markedsledende - og det vil vi. Så vi kommer til at satse gang, på gang på gang,« understreger han.

Læs også: Så er sommertouren i gang: Version2 stormer Digitaliseringsstyrelsen

I dag er der otte medarbejdere i Uniwise. Til august starter yderligere to. Den ene en canadisk mba-studerende, som skal hjælpe virksomheden med at analysere mulighederne på det canadiske marked.

Uniwises filosofi synes ret lige til. Sats stort og sats det hele. Ifølge Rasmus Blok får de kun én chance for at gøre noget, der er større end det ‘almindelige’:

»Det her er ikke et 8-16 job. For nogle kan det virke utrygt, men her kan vi godt lide, at der er lidt kaos. Som jeg plejer at sige: Her asfalterer vi vejen, mens vi kører.«

Wiseflow

  • Systemet understøtter hele eksamensprocessen. Ofte er eksamen primært digital i den studerendes ende, mens mange af processerne før og efter eksamen foregår manuelt. Wiseflow gør alt digitalt, og efterfølgende opbevares alle dokumenter i en cloud.
  • En undersøgelse viser, at universiteter, der anvender Wiseflow sparer 76 procent af omkostningerne til administration.
  • Uniwise er endt med at få en midlertidig kontakt med Aarhus Universitet, der løber til 2016, og Wiseflow bruges henover denne sommer til eksaminer af 17.000 studerende på universitetet.
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Joakim Ditlevesen

Det er flot at man får lov til at bruge et par millioner (var det 4,5?) for at lave et system, mens man er ansat ved Århus Universitet, for siden at købe hele systemet for en slik (var det 50.000?) for så at sælge systemet tilbage til sine venner på Business and Social Sciences, som har købt ydelsen de næste to år. Fantastisk forretningsmodel!

Her er systemet så in action:
http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/eksamen-aflyst-faa-minutter-efter...

  • 3
  • 10
Rasmus Blok

Kære Joakim Ditlevsen

Tak for din kommentar, selvom den er kritisk! Desværre indeholder den også en række elementer og påstande, som jeg ikke kan genkende.

Det er rigtigt at Aarhus Universitet valgte at sælge koden til det forsøgs-projekt, hvortil man havde fået 4.5 mio af ABT-fonden. Det var Aarhus Universitet der ønskede at sælge, da man ikke ønskede at videreudvikle løsningen selv. Endvidere skete det med billigelse af ABT-fonden.

Jeg og to andre købte det af Aarhus Universitet, som kørte dette igennem en standard TTO-proces (Technology Transfer Office), hvor koden uafhængigt blev vurderet og prissat – helt som det sker med alle andre opfindelser og patenter på Aarhus Universitet. Og de 50.000,- du nævner kan jeg ikke genkende – det er ikke i nærheden af det beløb vi har betalt AU for rettighederne.

Og endelig så er det rigtigt at Aarhus Universitet efter en lang udbudsproces, som vi desværre tabte, har valgt at skrive kontrakt med os på leveringen af WISEflow frem til den vindende leverandør kan levere i 2016. Det sker idet Aarhus Universitet så vidt jeg er orienteret, ønsker at tilvejebringe digital eksamen til de studerende som en service, og for at leve op til de krav ministeriet har pålagt universiteterne fra 2014.

Du tilvejebringer også som et eksempel på vores system in action, et link til en artikel om en eksamen, som desværre måtte aflyses på Aarhus Universitet. Årsagen til aflysningen, som det også fremgår af artiklen var, at en eksamenssekretær ved en fejl havde kommet til at udlevere rettevejledningen til de studerende – IKKE at der systemfejl.

Endelig er jeg ked af din kommentar i overskriften, hvor dit “tjoh” sætter spørgsmålstegn ved om vi satser alt. Særligt når jeg er den der ved hvor meget der er sat på spil, for at etablere firmaet og skabe foreløbigt 10 arbejdspladser. Det gør man ikke gratis og uden store økonomiske og tidsmæssige omkostninger – og slet ikke efter at have tabt et langt udbud vi investerede i og tabte.

Med venlig hilsen
Rasmus Blok

  • 11
  • 0
Rasmus Blok

Nej, ud over halv løn - og for nogle af os uden løn i helt op til halvandet år - så handler det om rede penge og kaution for meget mere + at satse det vi så trods alt også er begyndt at tjene.

Og ja, som selvstændig og start-up må man som regel satse en hel del - der komme sjældent nogen engel eller bank og forærer en noget up front. Det er vilkårene.

Vi er som firma stolte over at vi bl.a. klarede skærene ved at have villige og dedikerede medarbejdere som ville gå ned i løn i en periode for at sikre firmaet - de kunne nemt have valgt at finde andet job og med større sikkerhed og sikkert også bedre løn, for som start-up kan vi ikke konkurrere på lønnen. Men de valgte at blive - så de satsede også, ligesom vi selv gjorde.

Med venlig hilsen
Rasmus Blok

  • 9
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere