Starbucks bygger trådløs opladning ind i bordene

Starbucks-kæden ruller nu indbygget trådløs opladning ud i caféer i USA. Men det er med en anden teknologi end Qi-standarden, som flere telefoner nu bruger.

Du husker nok formatkrigen mellem Blu-ray og HD-DVD, eller måske ligefrem mellem VHS og Betamax tilbage i 1970'erne. Nu er en ny formatkrig på vej, denne gang for trådløs opladning.

Og Power Matters Alliance, der indtil videre har været bagud på point i forhold til Qi-standarden, har nu vundet en vigtig sejr: Fremover vil de allestedsnærværende Starbucks-cafeer i USA installere trådløs opladning, der bruger teknologien fra Power Matters Alliance (PMA). Det skriver The Verge.

Allerede i 2012 begyndte Starbucks at lave forsøg i enkelte cafeer med at tilbyde trådløs opladning til kunderne, og i den forbindelse blev kaffekæden medlem af Power Matters Alliance. Erfaringerne er nu så gode, at konceptet skal udbredes til alle større byer i USA i løbet af 2014 og 2015.

Der vil typisk være mindst ti borde eller diske i hver cafe med indbygget opladning, hvor man altså så kan få strøm på sin telefon bare ved at placere den korrekt.

Problemet for PMA-teknologien er, at telefoner på markedet med indbygget trådløs opladning bruger Qi-standarden, for eksempel LG G3, Google Nexus 5 og et par af Microsofts Lumia-telefoner. For at bruge PMA-opladning skal man altså have et cover med en indbygget spole til trådløs opladning. Flere store teleselskaber i USA støtter også PMA-standarden og har lovet, at der vil være covers med PMA-opladning til rådighed for alle smartphone-modellerne.

PMA-teknologien har generelt mange støtter i USA, mens producenter af mobiltelefoner i andre lande altså har foretrukket Qi-standarden. Apple har dog aldrig valgt side og har heller ikke endnu produceret udstyr med indbygget trådløs opladning, men sælger dog et cover med PMA-opladning fra en anden leverandør i Apple-butikkerne.

Rent teknisk er PMA-formatet en smule mere avanceret ved også at tilbyde dataoverførsel til enhederne, der bliver ladt op. Dermed kan det også bruges til reklamebudskaber fra firmaet, der stiller en opladermåtte til rådighed for kunderne.

Ifølge Starbucks’ erfaringer har den gennemsnitlige opladetid under pilotprojektet været 15 minutter. Da trådløs opladning ikke kan overføre energien i helt samme tempo som en USB-tilslutning, vil et kvarters opladning ikke være nok til mere end en lille opfyldning af strøm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Henrik Pedersen

Det er langsomt, det er ikke særlig energi-effektivt og jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg ikke se nogen pointe i at sende ret betydelige magnetfelter (unødigt) ud vores lokaler. Ikke at jeg går med søvpapirshat og slutter min router om natten, bare... Ja, hvad er pointen?

Hvad med bare at sætte nogle helt almindelige USB strømstik i bordene og så kan folk selv have deres kabler i lommen? evt. hav nogle som er fastforankrede i bordet på ruller eller sådan. Så skal de bare gerne kunne gå på til 5v/2a og voila, så kan man rent faktisk få en ordentlig opladning.

Hvis samfundet er nået et punkt hvor man ikke længere kan håndtere at have et kabel i sin mobil, så har vi større problemer. :p

  • 1
  • 1
#14 Kasper Jensen

Udviklingen skal nok komme til mange forskellige elektronikdele

Macdonalds USA ville teste det af til det mobile udstyr i 20 forretninger

Jeg er selv meget Inspireret af konceptet og bruger det selv til min Samsung Galazy S5 og kan ikke undvære det efter jeg er begyndt at bruge det. Har bygget mine ladere ind i mit stuebord samt natbord, som så er mine ladesationer i hjemmet.

Det virker rigtig godt efter min mening, købte laderne og modtageren på www.wify.dk

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere