Stakkevis af bilag saboterer 'papirløse' nordsjællandske kommuner
Selvom fem ud af 11 kommuner i Nordsjælland bryster sig af at være papirløse, får byrådsmedlemmer stadig leveret store bunker papir forud for møder i kommunen.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis, der har foretaget en rundringning til kommunerne i Nordsjælland.
Den viser, at politikerne i alle de nordsjællandske kommuner trods intentionerne om papirløshed stadig får bragt bunkevis af papirer forud for byrådsmøderne.
»Det kan godt være, at det var intentionen, at det skulle være papirløst, men sådan fungerer det slet ikke,« siger direktionssekretær i Hillerød Kommune, Christina Kvist Høgh, til Frederiksborg Amts Avis.
Hillerød blev gjort 'papirløs' i juni 2008, og de 27 medlemmer af Hillerød Byråd fik en printer installeret i hjemmet.
Men medlemmerne får alligevel besøg af et bud op til hvert møde i byrådet og økonomiudvalget, som overdrager dem nogle gange helt op til 700 sider ekstra bilag, oplyser Frederiksborg Amts Avis.
»Jeg ved ikke, hvor mange af de bilag, der rent faktisk bliver læst,« siger Christina Kvist Høgh.
Hun forklarer de uønskede papirbunker med, at kommunens it-systemer ikke kan håndtere filer af den nødvendige størrelse.
Ingen af de adspurgte kommuner har regnet på, hvor mange penge de bruger på at sende de ekstra papirer ud til medlemmerne af byrådet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.