Square Enix sætter Hitman-udvikleren IO Interactive til salg
IO Interactive har i mere end et årti været det internationale flagskib på den danske computerspilbranche, men lige nu er fremtiden for selskabet uvis. Den japanske ejer, Square Enix, har nemlig besluttet at trække sine aktiviteter ud af IO Interactive.
Det meddelte selskabet i en særskilt meddelelse i forbindelse med fremlæggelsen af det seneste kvartalsregnskab. Square Enix har i den forbindelse noteret en ekstraordinær afskrivning på 294 millioner kroner for at trække sig fra IO Interactive.
IO Interactive er bedst kendt for spilserien Hitman, hvor den seneste episodiske version af spillet har fået hæderlige anmeldelser ifølge Metacritic, men det er ikke ensbetydende med, at salgstallene har levet op til Square Enix' forventninger.
Fremtiden er uvis
Lige nu er der intet offentliggjort om fremtiden for IO Interactive, bortset fra at Square Enix nu vil se, om det er muligt at finde nye investorer, som vil overtage.
IO Interactives Hitman er en såkaldt AAA-udgivelse, hvor en ny version kan tage flere år og en investering på et trecifret millionbeløb at få klar.
På Twitter har IO Interactive foreløbig meldt ud, at der ikke er noget konkret at sige lige nu, men at der vil komme mere om fremtiden for selskabet senere:
Thanks for the support, Danny. There's a lot going on right now and we'll have more to say at a later point. For now, back to making games.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.