Spyware truer danske politikere: Folketinget anskaffer scannings-værktøj mod Pegasus
Folketinget vil beskytte medlemmerne mod Pegasus-spywaren, der kan inficere de fleste telefoner for at overvåge brugeren, og derfor har administrationen skaffet sig software, der kan opdage ramte telefoner.
Det skriver Jyllands-Posten.
Læs også: KL lancerer ny digitaliseringspolitik: Dataetisk Råd peger på ældre, der »føler sig kørt over«
»Folketinget er bekendt med Pegasus, og vi har anskaffet software til at scanne for, om Pegasus har inficeret telefoner. Vi sikrer desuden, at vores telefoner løbende opdateres til nyeste version,« skriver it-chef i Folketingets Administration Johanne Albjerg i en mail til Jyllands-Posten.
Pegasus-spywarens overvågning foregår blandt andet ved at sende og modtage krypterede beskeder, downloade gemte billeder og video, optage samtaler og filme gennem telefonens kamera.
Læs også: Techkommission: Det offentliges anvendelse af algoritmer skal reguleres
Tidligere på måneden blev den spanske spionchef Paz Esteban fyret efter afsløringer om brug af Pegasus-spyware mod spanske og udenlandske politikere, ligesom EU-Kommissionen for nylig har været mål for spionage med den israelske spyware.
Folketinget ønsker overfor Jyllands-Posten ikke at oplyse, hvor mange politikere der får undersøgt deres telefoner, eller om der er blevet konstateret angreb.
