Indtil nu har sikkerhedseksperter troet, at de værktøjer, som politiet bruger til at cracke iPhone-adgangskoder med, langt fra virker optimalt, men to kilder fra det amerikanske politi oplyser nu til NBC, at der findes et værktøj, som indtil nu ikke har været offentligt kendt.
Softwaren Hide UI fra virksomheden Grayshift logger adgangskoden til en iPhone, når brugeren indtaster den, lyder det fra de to kilder i det amerikanske politi, som ønsker at være anonyme. Denne spyware har været tilgængelig i et år, men har været hemmeligholdt, og flere advokater bekymrer sig for, om Hide UI kan bruges uden eksempelvis en retskendelse.
»Det her er ikke i orden. Offentligt tilsyn med politiets arbejde er en af demokratiets grundlæggende værdier. Med den her slags nye værktøjer ser vi et reelt ønske om hemmeligholdelse fra regeringens side,« siger Jennifer Granick, der er advokat i American Civil Liberties Union, til NBC.