En pensionist fra Djursland har oplevet, hvordan spoofing kan forvirre og snyde folk. Han oplever, at folk ringer til ham og spørger, hvorfor han har ringet – af og til op til 10 gange. Problemet er bare, at det ikke er ham, der har ringet. Jyllands-Posten kan i dag beskrive (kræver login), hvordan helt almindelige danskere bliver ramt af svindleres brug af danske telefonnumre.
Det er nemlig udenlandske svindlere, der har hijacket hans nummer, og bruger det som dæknummer, når de ringer op. Prøver dem der er blevet ringet til at ringe tilbage, ringer de op til det faktiske telefonnummer, og får altså ikke fat i dem, der har ringet.
Spoofing skaber frustrationer
Problemet er, at det er svært for teleselskaberne at opdage, da det ikke vil fremgå i deres data, at der bliver foretaget mange udgående opkald, da det reelt set ikke er det nummer, der ringer ud. Det, der kan afsløre ’spoofingen’ er, at der kommer mange indgående opkald. Der vil nemlig ofte være folk der ringer tilbage, hvis de ikke har taget telefonen, når svindlerne ringede.
Tilbage sidder så forurettede, der blot kan sige, at det ikke er dem, der har ringet, men at der er tale om spoofing. Det kan dog være svært, hvis telefonnummeret er blevet brugt til at ringe ud til rigtig mange mennesker.