Spion-chef: Vi har grebet aflytningen af millioner af mennesker forkert an

Den øverste chef for den styrelse, der administrerer efterretningstjenesterne i USA, erkender nu, at man har grebet aflytningen af millioner af borgeres telefoner forkert an i jagten på terrorister.

James Clapper fortryder.

Han er øverste chef for den styrelse i USA, som administrerer landets efterretningstjenester, og han har siden 2005 stået i spidsen for en koordineret aflytning af millioner af borgeres telefonsamtaler i jagten på terrorister.

Men James Clapper erkender for første gang nu, at hans organisation burde have informeret offentligheden om, hvilke metoder, man bruger til at overvåge. Erkendelsen kommer i en stort interview med amerikanske The Daily Beast.

Lige siden den nu verdenskendte it-konsulent Edward Snowden begyndte at lække dokumenter til offentligheden om NSA’s massive overvågning af internettet, har der i USA og resten af verden bredt sig en generel skepsis og frygt blandt borgerne for, hvem der bliver aflyttet og hvordan, skriver The Daily Beast.

James Clapper følger op på de afsløringer, Edward Snowden har gjort og fortæller for første gang om hans rolle:

»Jeg burde egentlig ikke sige det her: Men havde vi (de amerikanske efterretningstjenester, red.) været langt mere åbne om, hvilke metoder vi bruger i kampen mod terrorisme, ville vi ikke have stået, hvor vi står i dag. Her tænker jeg især i kølvandet på terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001,« fortæller han til The Daily Beast.

Samtidig burde de amerikanske myndigheder som udgangspunkt have informeret både borgerne og den amerikansk kongres bedre om paragraf 215 i den såkaldte Patriot Act, som er den lov, man i USA vedtog lige efter angrebene på World Trade Center og Pentagon. Patriot Act giver blandt andet myndigheder udvidede beføjelser til aflytning og forfølgelse af datakriminalitet.

Både James Clapper og præsident Barack Obama har tidligere forsvaret paragraf 215 og Patriot Act og henvist til, at loven hele tiden har været skabt i offentlighedens interesse.

Obama-regeringen har dog lempet en smule på især telefonaflytningen gennem Patriot Act, så myndigheder skal mindske bredden af den personkreds omkring en mistænkt, de aflytter. I stedet for tre person-led ud fra en mistænkt terrorist, begrænses aflytningen nu til to led.

James Clapper bruger dog en en metafor til forståelsen af Patriot Acts paragraf 215:

»Jeg ser den som en slags forsikring, ligesom den forsikring jeg har mod brandskader. Jeg har endnu ikke haft nogle ulykker, men den dag det sker, er jeg glad for, at jeg i det mindste har en forsikring, som dækker,« fortæller han til The Daily Beast.

Du kan læse hele interviewet ved at følge dette link.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Erik Jensen

Det han vel reelt siger er at han skulle have sagt det umiddelbart efter 11 September for så havde folk accepteret hvad som helst.
Lidt som hvad vi gør her i Danmark når vi skal lave regler der overtræder grundloven.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere