Spillekonsoller, krypteringsapps og e-mail-kladder: Masser af muligheder for lyssky terrorkommunikation

Privatpersoner får flere og flere muligheder for at kryptere deres kommunikation billigt og nemt.

Efter fredagens voldsomme terrorangreb i Paris spekuleres der nu i internationale medier på, om og hvordan terrorister er i stand til at kommunikere indbyrdes uden at blive overvåget af efterretningstjenesterne. Nedenfor kan du læse om nogle af de metoder til kommunikation, som terroristerne kan tænkes at anvende. Metoderne er kun skitseret overordnet, idet Version2 naturligvis ikke skal være et site for videndeling om kommunikation i tilknytning til kriminalitet.

Kommunikation via computerspil og spilkonsoller

En af spekulationerne går på, at terroristerne har anvendt Sonys PlayStation 4 til indbyrdes kommunikation og planlægning af aktioner.

Den belgiske indenrigsminister, Jan Jambon, har til mediet The Bulletin peget på, at meget tyder på, at chatfunktioner i PS4 er anvendt af ISIS-cellerne. Det skyldes, at kommunikationen herover angiveligt er notorisk vanskelig at overvåge.

»PlayStation 4 er endnu vanskeligere at overvåge end WhatsApp,« har han udtalt.

Helt konkret kan man på konsollen sende beskeder via PlayStation Network (PSN) og voice-chat - features, der er etableret for at lade spillerne være i dialog om et specifikt spil. Problemet er, at der er 110 millioner brugere af PSN, hvilket naturligvis gør det til en stor opgave at overvåge kommunikationen. Det er ikke afdækket, i hvor stort omfang efterretningstjenesterne har installeret bagdøre i disse chattjenester.

Omvendt viser dokumenter lækket af Edward Snowden i 2013 imidlertid, at NSA og CIA har indlejret bagdøre i World of Warcraft for at kunne overvåge den virtuelle kommunikation mellem terrorister. Det samme gælder angiveligt Microsofts Xbox

Læs også: Snowden: Du bliver forrådt på nettet - brug Tor!

Bloggeren Graham Cluley peger i sin blog på en anden måde at bruge spiltjenester på. Eksempel kan de kriminelle aftale, at særlige brugertræk i et online-spil - skak eller tegn og gæt-spillet Draw Something - kan anvendes som ordreangivelse eller udveksling af forudaftalt information mellem to parter.

Kryptering af mobilopkald
Open source-kode baserede apps er tilgængelige til både Android-telefoner og iPhones.

Sådanne Apps fungerer helt simpelt ved, at man bliver spurgt, om man vil gennemføre et 'sikkert' kald, hver eneste gang man ringer til en anden person med samme krypteringsapps installeret.

Fordi det er open source-baseret kan udviklere kigge i koden for at undersøge, om krypteringen er god nok. Det betyder, at man også kan opdage, om der er installeret bagdøre af efterretningstjenester.

Kommunikation via webbaserede e-mails

Den svenske Försvarshögskolan har været ude med meldinger om, at brug af kladdefunktionen i e-mailtjenester som Gmail også er en måde at gå under efterretningstjenesternes radar på.

Skriv gerne i debatten, hvis du kender til andre metoder til at kommunikere under efterretningstjenesternes radar.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (25)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Andersen

"Metoderne er kun skitseret overordnet, idet Version2 naturligvis ikke skal være et site for videndeling om kommunikation i tilknytning til kriminalitet."

security by obscurity?

  • 5
  • 0
René Nielsen

I Frankrig er der i intet efterretningstjenesten ikke må og de behøver ikke dommerkendelse til nogen former for aflytning/overvågning og alligevel sker det tragiske i form at et koordineret angreb på ubevæbnede uskyldige. Angrebet udstiller massivt problemet omkring øget overvågning. At man luller sig i en falsk søvn og tror at alt kan ordnes via en computer.

Desværre tror langt flertallet af politikkere at øget overvågning er ”vejen frem”. De ser ikke at efterretningstjenesterne er delvist uduelige og at øget overvågning blot er mere hø på på den høstak af uvidenhed, hvor der måske ligger er nål gemt.

De mennesker der begår den slags handlinger som i fredags er allerede ”uden for pædagogisk rækkevidde”. De nytter ikke noget at man tror det det hjælper nogen med at forbyde skydevåben. De skal nok få fat i stormgeværer, og det samme gælder med kryptering eller alternativ kommunikation som ikke let lader sig overvåge.

Den letteste måde at holde sig ”under radaren” er ved at lade være med at udsende et ”radarsignal”, for tåberne i efterretningstjenesterne kigger jo ikke andre steder hen end på radarskærmen. Og jo mere de skruer op for ”sendestyrken” i form af øget overvågning, jo flere falske ekkoer få de på skærmen.

  • 17
  • 1
Peter Jensen

Metoderne er kun skitseret overordnet, idet Version2 naturligvis ikke skal være et site for videndeling om kommunikation i tilknytning til kriminalitet.

Det er ret morsomt at være tilskuer til de høje ædle tanker V2 har om sig selv, siden de tror at terrorister læser V2 for at lære noget om kryptering af kommunikation som de ikke selv vil kunne finde med et par klik på Google.

V2 må leve i en svunden tidsalder hvis de tror de kan forebygge kriminalitet ved ikke at skrive om noget som enhver selv kan finde uden problemer.

  • 14
  • 0
Jesper Nielsen

Desværre tror langt flertallet af politikkere at øget overvågning er ”vejen frem”. De ser ikke at efterretningstjenesterne er delvist uduelige og at øget overvågning blot er mere hø på på den høstak af uvidenhed, hvor der måske ligger er nål gemt.

Jeg er egentlig enig i, at almindelige og uskyldige borgere ikke skal masseovervåges mere, og efterretningschefer har tidligere udtalt, at der netop er ved at opstå et "needle in a haystack"-problem, fordi der indsamles så mange data, at de er umulige at gennemgå, når man ikke ved hvad man leder efter. Høstakken er simpelthen for stor.

Men jeg har de sidste par dage tænkt på, om alle de på forhånd indsamlede (men måske ikke analyserede) data har været medvirkende til, at der allerede nu er anholdt en del mistænkte.

Myndighederne har jo identificeret nogle af de personer, som deltog direkte i terroraktionen, og dermed må det alt andet lige være lettere at finde spor, fordi man så har en idé om, hvor i høstakken man skal lede.

Det skulle heller ikke undre mig, om politikerne og efterretningstjenesterne kommer til at bruge denne argumentation for at legitimere endnu mere overvågning i fremtiden. Og jeg tror desværre, at den generelle befolkning vil acceptere det uden de store problemer.

Det er mine umiddelbare tanker — ikke gennemtænkte på nogen måde, så det er muligt at jeg er helt på afveje.

  • 3
  • 0
Henning Mølsted Editor

I en global informationsstrøm tror jeg bestemt ikke, det gør nogen forskel for anvendelsen af Tor at vi citerer et interview med Snowden.

Bemærkningen var blot en - måske misforstået - anerkendelse af, at der blandt Version2s læsere givetvis er fagfolk, som har viden om kryptering/sløring af kommunikation, som går ud over det man lige kan Google sig til.

Vh. Henning Mølsted, redaktør.

  • 2
  • 2
René Nielsen

Men jeg har de sidste par dage tænkt på, om alle de på forhånd indsamlede (men måske ikke analyserede) data har været medvirkende til, at der allerede nu er anholdt en del mistænkte.


Jeg taler imod øget overvågning af ikke-mistænkte og jeg er ret sikker på at efterretningstjenesten bevidst tilbageholder den væsentlige oplysning, at gerningsmændene fra i fredags allerede var under overvågning.

Og det er lige præcis sagens kerne!

I det øjeblik at de er under overvågning for ”radikale synspunkter” – så hedder det kvalitet i politi- og efterretningsarbejdet! For i Frankrig behøver du ingen dommerkendelse for at iværksætte aflytning/overvågning af sådanne elementer.

De franske politi- og efterretningschefer skal være glade for at jeg ikke er fransk justitsminister, for jeg havde ikke ventet på en undersøgelse før de blev placeret i jobs som bedre matcher deres evner, som f.eks. parkeringsvagt!

  • 6
  • 0
Kristian Klausen

Må indrømme jeg simpelthen ikke forstår argumentet.
Især ikke når i linker til Snowden artiklen hvor der står:

Det første skridt, som alle bør tage, er at kryptere deres telefonopkald og SMS-beskeder. Det kan gøres med smartphone-appen 'Signal ved Open Whisper Systems'. Den er gratis og kan downloades det samme. Al din kommunikation bliver dermed uforståelig for modstandere.

Samt at i bunden skriver:

Skriv gerne i debatten, hvis du kender til andre metoder til at kommunikere under efterretningstjenesternes radar.

Det giver da ingen mening..

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Jeg taler imod øget overvågning af ikke-mistænkte og jeg er ret sikker på at efterretningstjenesten bevidst tilbageholder den væsentlige oplysning, at gerningsmændene fra i fredags allerede var under overvågning.

Og det er lige præcis sagens kerne!

Bingo.

For fælles for Charlie Hebdo, salafisten i København (italesat som terror, så CFCUS kunne få flere penge) og angrebet i fredags er at flere af personerne allerede var godt kendte af efterretningsvæsnerne, og alle røde lamper lyste, men alligevel blev der ikke skredet ind.

Så der er ikke tale om der ikke skal laves efterretningsarbejde af "den gode gamle slags", men at masseovervågning er et misforster der et langt stykke hen ad vejen kun er med til at gøre situationen værre.

Og man skal også huske på at hvis efterretningsvæsnet efterhånden bruger al deres tid på internetsnagen, ja så vil terroristerne bare vende sig mod RFC 1149 eller tilsvarende lavteknologisk kommunikation.

  • 10
  • 0
Bjarne Nielsen

Har nogen overvejet at aflytte moskerne, ...

Lad os lige overveje betydningen af det:

  1. Det vil betyde aflytning af en masse gode samfundsborgere, som der ingen grund er til at aflytte, og masseovervågning er IMHO en pænt dårlig ide som udgangspunkt.
  2. Rumaflytning er mandskabskrævende, spørg bare STASI. Det er slet ikke effektivt at gøre en bloc. Og vi har slet ikke lige så mange folk beskæftiget med efterretningsvirksomhed som STASI havde.
  3. Du har lige grebet den 'dem vs. os' bold, som de kriminelle mordere febrilsk prøver at spille til os, nemlig at det her har noget som helst med religion at gøre.

Det er kort sagt ca. lige så klogt, som at foreslå, at vi skulle aflytte træningscentre og busskure. Faktisk mindre, givet man accepterer pkt. 3 ovenfor.

Hvis du derimod havde en konkret mistanke, som gjorde et konkret træningscenter, busskur eller kirke særskilt interessant, så er det en anden snak. Hvis den rette dommer nikkede bekræftende til det.

  • 6
  • 2
Tobias Skytte

"Metoderne er kun skitseret overordnet, idet Version2 naturligvis ikke skal være et site for videndeling om kommunikation i tilknytning til kriminalitet."

Jeg ved godt der allerede er svaret på det (tak for det), men er det nu blevet sådan i dagens Danmark at videns-baserede medier nu er bange for at dele viden? Hvad er så hele pointen med mediet?

Er bogafbrænding det næste? Brænd lærebøgerne om kryptering! tænk hvis terroristerne fik fat i dem! uha uha.

Det er jo vel ikke sådan at terrorister (eller kriminelle) bruger kommunikationsmetoder der udelukkende er brugt af dem. Så de metoder i evt. kunne dele ville også kunne bruges af frihedskæmpere og undertrykte i diktaturstater f.eks.

"Skriv gerne i debatten, hvis du kender til andre metoder til at kommunikere under efterretningstjenesternes radar."

Øh, og så må vi godt dele viden alligevel?

Efter at have tænkt over det i 5 sekunder, tror jeg at jeg bare ville leje en virtuel linux server og så har alle dem jeg vil kommunikere med et ssh login. Det er jo sat op som standard og er krypteret.
Man kan chatte direkte på kommandolinjen med andre der er logget ind samtidig og ellers kan man lægge en fil som evt. kan up/downloades med scp.
Det behøver ikke engang være en VPS, det kunne også være en simpel hjemme router med ssh adgang. Så næsten enhver hjemme-internetforbindelse i verden kan bruges som base.
Det er kun nogle få simple kommandoer de skal kende.

Så skal alle involverede bare have IP adressen, den kan udbredes på alverdens måder, f.eks. kan den skjules i en post på et åbent socialt medie (f.eks. reddit), men 'krypteret' ved at lægge X til hvert af de fire tal (eller på anden vis). Keep it simple. Eller også så giver man den et DNS navn..

Man kunne også bare kryptere sin besked og så steganografere den ind i et NSFW billede man uploader til imgur og sætter på reddits gonewild side... Måske sjovere i længden (også for efterretningsfolkene).

  • 6
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Mon ikke det på længere sigt ville være mere effektivt at forsøge at skabe en mere retfærdig verdensorden, så store grupper ikke føler, at disse ekstremistiske og fanatiske bevægelser har så meget positivt at tilbyde dem?

Det er gennem de senere år den ene gang efter den anden slået fast, at uligheden øges markant, og at mange flere bliver fattige/landflygtige/marginaliserede, samtidig med at magt og økonomiske midler koncentreres på ganske få hænder i toppen af samfundet.

Selvfølgelig er der en religiøs overbygning i disse bevægelser og modbevægelser, men hvis ikke der samtidig var en tiltagende oplevelse af uretfærdighed, så tror jeg ikke, at de ville have det samme greb om et stort antal unge.

Udjævning af uligheder og marginalisering i samfundet og i verden vil ikke i den akutte situation lige nu forhindre eller begrænse terror, men på længere sigt er det den eneste farbare vej - ingen tekniske løsninger eller bombardementer kan klare den opgave. Giv folk noget at miste....

  • 5
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

... uligheden øges markant... samtidig med at magt og økonomiske midler koncentreres på ganske få hænder i toppen af samfundet.


http://karriere.jobfinder.dk/artikel/dybt-humoristisk-udenlandsk-navn-gi...

http://www.ugebreveta4.dk/indvandrernavne-staar-i-vejen-for-arbejde_1980...

Men, tänk hvis der nu virkeligt blev mangel på arbejdskraft og flaskehalsproblemer. Det stakkels erhvervsliv kunne jo sågar blive tvunget til at ansätte en 3'die generations indvandrer. Så var der jo ikke noget at grine af längere.

Fällesfaktoren for nästen alle "problembörn" er at der ikke var nogen som ville have dem - det vil Salafisterne og Rockerne til gengäld.

  • 2
  • 0
Christian Nobel

Mørke dage i november....

Problemet er jo hele "italesættelsen".

For hvis nu vi skal være lidt kyniske, ja så er der blevet dræbt 129 mennesker ved hændelsen i Paris i fredags - men det betyder jo ikke at verden er gået under, eller at vi skal gå totalt i selvsving på den konto.

Ja det er tragisk, og det er trist for de pårørende, men det er jo stort set ikke meget anderledes end hvad der sker på en gennemsnitlige amerikansk skole hver anden uge (ok, overdrivelse fremmer forståelsen) - og når Trump så melder ud at hvis bare 25 civile borgere havde båret våben, så ville der ikke være sket noget, viser jo at han (og amerikanernes holdning til skydevåben) er helt ude i hampen.

Det mest absurde og hykleriske er amerikanske rockbands der aflyser tourner til Europa, og alle mulige andre hønsereaktioner - for på den måde så vinder terroristerne meget mere, end de har gjort ved selve angrebet.

Nej vi skal som Charlie Hebdo sige at de kan rende os, for vi har champagnen, og så skal vi leve videre, for det er den bedste måde at bekrige mørke kræfter på - desværre tror polikere at det er bedre for samfundet at vi kryber sammen og bæver i en mørk krog, og at der bare skal sendes flere penge til efterretningsvæsner mv.

Dermed ikke sagt at vi skal tolerere en undertrykkende middelalderreligion, som ikke har respekt for køn, seksualitet, politisk overbevisning eller religion, men det er en anden snak, og den skal tages med udgangspunkt i det, uden at lade det hele strande i politisk korrekthed og berøringsangst.

En udmærket kommentar desangående på JP:

http://www.jyllands-posten.dk/premium/kommentar/taarnet/ECE8220112/Og-gl...

  • 5
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Christian Nobel:

Min bemærkning drejede sig om, at der nok ikke er håb om, at der vil blive mindre diskrimination/ulighed/marginalisering som følge af disse begivenheder, selv om det efter min mening vil være den på langt sigt bedste udvej.

Marginalisering -> radikalisering -> terror -> marginalisering -> radikalisering -> terror osv...

Ond cirkel.

  • 1
  • 0
Christian Nobel

Min bemærkning drejede sig om, at der nok ikke er håb om, at der vil blive mindre diskrimination/ulighed/marginalisering som følge af disse begivenheder, selv om det efter min mening vil være den på langt sigt bedste udvej.

Marginalisering -> radikalisering -> terror -> marginalisering -> radikalisering -> terror osv...

Ond cirkel.

Jeg er altså ikke helt enig med dig, for det er ikke kun et spørgsmål om marginalisering, men at der decideret er kræfter der ikke vil vores system.

Selvfølgelig hverken kan eller skal vi sætte alle i samme bås, men vi er nødt til at se i øjnene at islam har et problem, al den stund islam ikke vil modernisere sig og acceptere en sekulær verden, og islams udøvere er nødt til at acceptere og respektere de sekulære love der gælder i det demokrati de er bosat i.

Selv moderate imamer viger jo desværre tilbage fra at tage klar afstand til hvad der sker - i slipstrømmen af det, og som regel under radaren, så udnyttes det af mørke kræfter.

Og disse mørke kræfter ødelægger det for alle, der dermed lige præcis bliver sat i den bås de måske slet ikke vil sættes i.

  • 5
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Christian:

Jeg er sådan set ikke uenig med dig i det, du beskriver. Der er folk, der ikke vil os noget godt osv., det er jeg enig i. Men det gælder ikke alle muslimer. Min pointe er, at vi nemt kommer til at forværre tingenes tilstand, hvis vi reagerer med at marginalisere yderligere:
http://www.nrk.no/verden/merker-okt-muslimfrykt-i-paris-1.12658735

Hvis vi griber til midler, der gør det mere eller mindre umuligt at være muslim, så presser vi folk ud i radikalisering - også folk, som ellers ikke ville havne der.

Der er ingen mirakelløsninger på nuværende tidspunkt - tingene er kørt for meget op i en spids. Men at bevæge sig i retning af at lægge en hel befolkningsgruppe for had (jeg ved godt, at det ikke er det, du mener - men det er det, jeg frygter er ved at ske), det vil være den sikre vej til yderligere terror.

Og mørke kræfter findes på begge sider - tænk bare på Breivik.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere