Spilgigant lægger sine udvikler-værktøjer i skyen: Dansk udvikler ser muligheder
Da Google introducerede sin cloud gaming-platform, Stadia, blev det spået til at omkalfatre spilverden. Men revolutionen lader vente på sig.
Cloudteknologien har dog ikke alene potentialet til at ændre måden, vi spiller på, men også måden spillene bliver bygget på.
Det mener man i hvert fald hos det franske spilselskab Ubisoft, der for nylig har annonceret en cloud-løsning til spiludviklere, Ubisoft Scalar.
Et projekt der skal slippe Ubisofts spiludviklere fri af deres teknologiske tøjler ved hjælp af cloud-teknologien.
»Vi er blevet vant til, at teknologien virker på en bestemt måde,« fortæller Christian Holmqvist, der er Technical Director for Ubisoft Scalar hos Ubisoft Stockholm.
»Hvis du sætter dig lidt udover den vante tankegang, så indser du, at der måske er en mere optimal måde at bygge de her store software-projekter på en effektiv måde«.
