Spådom for 2011: En halv million iPads i Danmark
2011 bliver året, hvor tavle-pc'er vil vælte ind over Danmark.
Sådan lyder en af de mest populære spådomme i en rundspørge om det kommende år set med it-briller, som [Berlingske Business har foretaget.
](http://www.business.dk/tech-mobil/det-her-skal-du-holde-oeje-med-i-2011-0)Direktør for analysehuset IDC, Per Andersen, har med sin talfyldte baggrund også et bud på salgstallene: Der vil i alt være solgt en halv million iPads i Danmark inden 2011 er slut. Det svarer til, at omkring hver femte hustand i landet vil råde over sådan en.
I Per Andersens krystalkugle har Apple et så afgørende forspring på tavle-området, at de mange alternativer, som vil komme på markedet de kommende måneder, ikke vil kunne vælte iPad'en af tronen i løbet af 2011.
Her er en anden spåmand i artiklen dog ikke enig. Preben Mejer, leder af Innovation Lab, forudser, at iPads kun vil udgøre 10-12 procent af markedet for tavle-computere om et år til halvandet fra nu. Alene i første kvartal af 2011 kommer der 11 nye iPad-konkurrenter til Danmark, pointerer han.
Andre teknologier, der vil blomstre for alvor i 2011, er cloud computing, Googles Chrome OS og meget tynde AMOLED-skærme, lyder nogle af spådommene, ligesom mobilt bredbånd i det nye år vil blive langt billigere og hurtigere, ifølge teleanalytiker John Strand.
