Sortlistningen af Huawei fortsætter: Nu vil Japan også droppe teknologi fra kinesiske selskaber

Illustration: Bigstock
Japan har været i tæt dialog med USA om cybersikkerhed og planlægger angiveligt at forbyde indkøb. Det japanske udenrigsministerium er dog bekymret for om kinesiske virksomheder får en retfærdig behandling.

Huawei er blevet beskyldt for at lade de kinesiske myndigheder bruge selskabets teknologi som spionage-værktøj. Nu har et stort asiatisk land også hægtet sig på.

Nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med kilder, som hævder, at japanske myndigheder nu planlægger at forbyde indkøb af udstyr fra de kinesiske selskaber Huawei og ZTE.

Læs også: FE: Nu er Huawei også på de danske sikkerhedsmyndigheders radar

Følger flere andre lande

Forbuddet skal ifølge kilderne komme via en revision af de interne retningslinjer for anskaffelse af udstyr for det offentlige i landet, og Huawei og ZTE vil blive direkte ramt af de nye ændringer, uden at de nødvendigvis nævnes ved navn.

En talsperson for japanske myndigheder kommenterede ikke sagen direkte, men oplyste overfor Reuters, at Japan har været i tæt dialog med USA om blandt andet cybersikkerhed den seneste tid, og at temaet er blevet en vigtig prioritet for Japan.

En talsperson for det kinesiske udenrigsministerium gav udtryk for bekymring og sagde i en udtalelse, at han håber, at Japan sørger for et »retfærdigt konkurrencemiljø« for kinesiske virksomheder i Japan, og at Japan ikke vil gøre noget, som vil skade tilliden mellem de to lande.

Læs også: USA beder allierede droppe Huawei-udstyr

Et andet stort asiatisk land, Indien, har allerede bandlyst teleudstyr for Huawei og ZTE. Det skete allerede i 2013.

Trump-administrationen i USA har også bandlyst al offentlig brug af teknologi fra Huawei og ZTE, hvilket blandt andre The Verge fortalte tidligere i år, og i sommer bandlyste Australien de to selskaber fra at deltage i udrulningen af landets 5G-netværk.

Mangler sikkerhedsssamarbejde

Skepsissen mod Huawei og ZTE stammer blandt andet fra det faktum, at de fleste vestlige lande ikke har et formelt sikkerhedssamarbejde med Kina, og at kinesiske selskaber er forpligtede til at bidrage til Kinas informationssamling.

Kina er ikke mindst kommet i sikkerhedssøgelyset efter beskyldninger om, at hardware fra SuperMicro, en af verdens største leverandører af server-hovedkort, er blevet udstyret med skjulte spionbrikker via sine kinesiske underleverandører.

Læs også: CFCS: Vi er i dialog med teleselskaber om brug af Huawei-udstyr

I Danmark er Huawei ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste »på sikkerhedsmyndighedernes radar«, selvom de ikke er gået så langt som at foreslå at bandlyse udstyr fra de kinesiske selskaber, som flere andre lande har gjort. Både FE og Center for Cybersikkerhed fortæller, at de har en god dialog med Huawei og TDC omkring de to selskabers samarbejde om TDC’s danske mobilnet.

Artiklen stammer fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Maciej Szeliga

...specielt populært i Japan så det er nok mest en "papirtiger" men Japan laver stadigvæk utroligt meget elektronik selv så de er potentiel "ny" og mere sikker kilde til udstyr - det bliver dyrere end Made in PRC men det er imho fortsat bedre.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize