SOPA-lov i modvind: Obama kritiserer og Kongressen aflyser afstemning

Protesterne mod den kontroversielle amerikanske antipiratlov SOPA har tilsyneladende virket. Nu tager præsidenten afstand fra SOPA, og Kongressen har indtil videre droppet loven.

Mens store websider som Wikipedia og Reddit gør klar til protestdag onsdag den 18. januar, er strømmen af gode nyheder begyndt for modstandere af den amerikanske lov SOPA (Stop Online Piracy Act).

SOPA er blevet heftigt diskuteret i den amerikanske kongres, og i medier verden over, da loven vil indføre meget vide beføjelser for myndigheder i kampen mod piratkopieret materiale på nettet.

Og nu har massive protester fra næsten alle betydningsfulde amerikanske internetfirmaer tilsyneladende haft en effekt.

Præsident Obamas regering udtalte sig i weekenden for første gang officielt om holdningen til SOPA, og den var ikke ubetinget positiv. I et svar til kritikere skriver Obamas it-sikkerhedschef Howard Smith sammen med to andre, at regeringen støtter kampen mod piratkopiering - men ikke for enhver pris.

»Samtidigt med, at vi mener, at netpirateri via websider i andre lande er et seriøst problem, der kræver et seriøst juridisk modsvar, vil vi ikke støtte love, som reducerer ytringsfrihed, øger cybersikkerheds-risici eller underminerer det dynamiske, innovative globale internet,« skriver Obamas folk.

Læs også: Hvad er SOPA? Kom med bag om kontroversiel antipiratlov

Mere konkret vil regeringen for eksempel ikke støtte forslaget om at bruge DNS-blokering i kampen mod piratkopiering.

»Vores analyse af de forslag til DNS-filtrering, der indgår i noget af lovforslaget, peger på, at de udgør en reel risiko for sikkerheden på nettet, og alligevel stadig lader forfalskede varer og services være tilgængelige online. Vi må undgå love, der fører brugerne til farlige, utilregnelige DNS-servere og som er en trussel mod næste-generations-sikkerhed på nettet, som udrulning af DNSSEC,« lyder beskeden.

Læs også: Sådan indfører du DNSSEC på dit domæne

Samtidigt har politikerne i den amerikanske kongres valgt at udskyde behandlingen af loven og afstemningen af SOPA, indtil der er mere enighed om loven. En af de varmeste fortalere for SOPA valgte nemlig - ligesom Obama-regeringen - at droppe støtten til DNS-blokering af udenlandske websider. Det bliver også udlagt af kritikerne som en klar sejr, skriver det politiske magasin The Hill.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Madsen

"Mere konkret vil regeringen for eksempel ikke støtte forslaget om at bruge DNS-blokering i kampen mod piratkopiering.

»Vores analyse af de forslag til DNS-filtrering, der indgår i noget af lovforslaget, peger på, at de udgør en reel risiko for sikkerheden på nettet, og alligevel stadig lader forfalskede varer og services være tilgængelige online. Vi må undgå love, der fører brugerne til farlige, utilregnelige DNS-servere og som er en trussel mod næste-generations-sikkerhed på nettet, som udrulning af DNSSEC,« lyder beskeden."

Jamen er det ikke herligt at i guds eget land hvor alt ellers er muligt er man modstander af at lave DNS servere som sender en til en forkert side fordi det åbner op for at folk bliver kastet i armene på mindre seriøse DNS udbydere..

Desværre har jeg ingen forhåbninger om at nogen af de danske politikere og ordførere på området vil være istand til at se logikken i idiotien med et DNS filter.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere