Sony: Oculus Rift er bedre end PlayStation VR

PlayStations virtual reality headset vil ikke rent teknisk kunne konkurrere mod Oculus Rift, indrømmer Sonys vicedirektør Masayasu Ito.

Kampen om den virtuelle verden sætter for alvor i gang i løbet af 2016. Virtual reality headsets som Oculus Rift og HTC Vive er allerede blevet forudbestilt i stort antal – og senere på året er Sony klar til at blande sig i kampen med deres PlayStation VR.

Læs også: 15.000 HTC virtual reality-kit revet væk på 10 minutter

Men PlayStation VR kan rent teknisk slet ikke konkurrere med Oculus Rift, det indrømmer Sonys vicedirektør Masayasu Ito i et nyligt interview med webmediet Polygon.

»Hvis du blot taler om ren rå kvalitet, så må jeg indrømme, at Oculus muligvis har en bedre VR. Til gengæld kræver det en meget dyr og hurtig pc,« siger Masayasu Ito i interviewet.

For nok kan Oculus Rift bryste sig af en billedopløsning på 2160 x 1200 pixels og et synsfelt på 110 grader mod PlayStation VR’s 1920 x 1080 pixel og 100 graders synsfelt. Men Oculus-headsettet kræver tilgengæld, ligesom HTC Vive-headsettet, en computer med minimum en Intel i5 processor, et nVidia GTX 970 grafikkort og mindst fire gigabyte ram.

»Sonys største fordel er, at vores headset fungerer med en PlayStation 4,« siger Masayasu Ito og understreger, at PlayStation VR er tiltænkt det brede marked, og derfor både skal være nemt at bruge og til en overkommelig pris.

Prisen og lanceringsdatoen for PlayStation VR er endnu ikke offentliggjort, men Sony har tidligere meldt ud, at prisen kommer til at ligge på niveau med den oprindelige lanceringspris på PlayStation 4, der lød på 399 dollar.

Til sammenligning koster Oculus Rift 599 dollar at forudbestille, mens HTC Vive har en pris på 799 dollar. Det forventes at Sony offentliggør flere detaljer om PlayStation VR på konferencen Game Developers Conference der løber af stablen i San Francisco i næste uge.

Læs også: Snart er vi meget klogere på Sonys PlayStation VR

Følg forløbet

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen