Sony køber remake-kongerne Bluepoint Games

Bluepoint Games har stået bag remaket af From Software-spillet Demon's Souls, der er udkommet eksklusivt til PlayStation 5. Illustration: Bluepoint Games
Studiet, der står bag remakes af "Demon's Souls" og "Shadow of the Colossus", bliver en del af PlayStation Studios.
Bluepoint Games har høstet store roser for deres remakes og remasters. Blandt andet deres PS4-eksklusive remake af Shadow of the Colossus. Illustration: Bluepoint Games

Det kan næppe kategoriseres som en industrihemmelighed, at Sony har haft et godt øje til Bluepoint Games.

Udover at have stået bag remakes af PlayStation-eksklusive titler som Shadow of the Colossus, God of War og Uncharted-serien, var det også Bluepoint Games, der havde den første PS5-eksklusive titel, da den nye PlayStation-konsol kom på gaden - remaket af Demon's Souls.

»Fra det exceptionelle PS5-remake af Demon's Souls til det kritikerroste PS4-remake af Shadow of the Colossus og remasters af fan-favoritter som Uncharted: The Nathan Drake Collection har Bluepoint skabt sig selv et navn, ved at skabe remasters og remakes af den højeste kvalitet i industrien,« skriver lederen af PlayStation Studios, Hermen Hulst i en blog på PlayStations hjemmeside.

»Med hver af deres projekter har Bluepoint hævet barren for konsol-definerende udseende og gameplay, og studiets store ekspertise i at bygge verdner og skabe karakterer vil blive et kæmpe plus for fremtidige PlayStation Studios-titler«.

Arbejder på »originalt indhold«

I et interview med spil-magasinet IGN, fortæller lederen af Bluepoint Games, Marco Thrush, at studiets næste projekt ikke er et remake eller en remaster.

»Lige nu arbejder vi på originalt indhold til vores næste projekt. Vi kan ikke fortælle, hvad det er, men det er en del af det næste skridt i vores evolution,« siger Marco Thrush til IGN.

Sony har tidligere i år erhvervet sig "Returnal"-studiet Housemarque, før det havde de senest opkøbt Insomniac Games i 2019.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere