Sikkerhedsselskabet Malwarebytes har netop offentliggjort i en pressemeddelelse, at det er blevet kompromitteret af de samme hackere, der gennem SolarWinds kompromitterede en lang række myndigheder og virksomheder verden over.
Det er det første, markante bevis for, at SolarWinds-angriberne har spredt deres illegale aktiviteter bredere end først antaget.
»Mens Malwarebytes ikke bruger Solarwinds er vi, som mange andre virksomheder, blevet mål for gruppen bag angrebene,« skriver Malwarebytes i pressemeddelelsen.
»Vi kan derfor bekræfte eksistensen af endnu en angrebsvektor, der misbruger programmer med privilegier i Microsoft Office 365 og Azure-miljøer,« skriver Malwarebytes.
Indtil videre tyder det imidlertid ikke på, at angrebet er trængt længere ind end i medarbejderes email-indbakker, lyder det fra Malwarebytes. Selskabet vil imidlertid fortsætte undersøgelsen, lyder det.