Softwarefirmaer jagter licenspenge med ekstra kontrolbesøg

Mange it-afdelinger oplever stadig oftere, at softwareproducenter beder om gennemgang af licenserne. Et typisk krisetegn, mener konsulenthuse.

Det er et af den slags breve, man bare ikke har lyst til at få. Ja, det er nærmest værre end regninger og tandlægepåmindelser: Brevet om, at virksomheden får besøg af softwareleverandørens revisor for at undersøge, om man nu betaler nok for sine softwarelicenser.

Flere virksomheder bekræfter over for Version2, at den type breve havner i dueslaget langt oftere end for blot to år siden, og det typisk er de store virksomheder som Microsoft, Adobe og Oracle, der henvender sig.

Også selvom man holder fanen højt og gør sit bedste for at holde styr på, hvor mange, der bruger et givent program, dukker revisionsfirmaerne op med jævne mellemrum for at gennemgå alle licenser fra A-Z.

Det skinner igennem hos it-firmaet Atea, der blandt andet leverer Software Asset Management (SAM)-løsninger til virksomheder.

»Det er helt klart en tendens vi genkender. Vi oplever en markant stigning i henvendelser fra kunder, der beder om hjælp til at få styr på softwarelicenserne, og den udvikling er uden tvivl drevet af et øget pres fra producenterne,« siger direktør i Atea, Martin Trolle.

Martin Trolle påpeger, at kontrolbesøgene er irriterende for de lovlydige virksomheder, som har investeret i SAM-værktøjer og/eller har eksterne virksomheder som for eksempel Atea til at holde styr på licenserne.

Typisk krisetegn

»Selvfølgelig skal softwareproducenterne have betaling for deres produkter. Her under krisen sælger de ikke så meget nyt, og så vil de gerne sikre sig, at de får fuld valuta for deres 'gamle' produkter,« ræsonnerer Martin Trolle.

Tendensen med øget kontrol bekræftes også af konsulentdirektør i PC-Ware, Ole Mejer:

»Det er et kæmpe problem for virksomhederne. Kontrolbesøgene er en meget tidskrævende opgave, og ingen medarbejdere er dedikeret til opgaven. Man har i god tro købt en ny licens, hver gang man får en ny medarbejder, og lige pludselig skal virksomheden 'opfinde' dokumentationsgrundlaget i gamle bilag og regninger,« siger Ole Mejer.

Han oplever, at der er sket en markant stigning i kontrolbesøgene inden for de seneste par år.

»Fra at være et nærmest ikke-eksisterende fænomen for to år siden er det nu en regelmæssig aktivitet, at producenterne nu proaktivt går ud og tjekker licensbeholdningen i virksomhederne. Blandt andet derfor mærker vi en stærk vækst i vores Software Asset Management-aktiviteter med 5-10 nye projekter hver måned,« siger Ole Mejer.

Både PC-Ware og Atea slår til lyd for, at det kan være god økonomi i at få bedre styr på softwarelicenserne.

Penge at spare med SAM

»De 'lovlydige' har alt for længe gået med livrem og seler, og de har oftest et alt, alt for højt softwarebudget. Et typisk SAM-projekt tjener sig selv hjem fem gange på tre år,« lover Ole Mejer således, og Martin Trolle fra Atea er helt på linje:

»Vi kan typisk spare vores kunder for op mod 1000 kroner pr. arbejdsstation. Besparelserne nås ved færre licenser, færre revisionsomkostninger og optimering af softwareindkøbene,« siger han.

»Et typisk eksempel kunne være en nedsat projektgruppe i virksomheden, der får installeret Microsoft Project. Når så projektet er slut, ligger programmet stadig på medarbejdernes pc'er, og derfor indkøber it-afdelingen også Project-licenser, når den næste projektgruppe bliver nedsat og får brug for værktøjet. Den situation kan vi afhjælpe med det vi kalder en licens-bank, der 'låner' licenser ud til virksomhedens afdelinger,« forklarer Martin Trolle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere