Software til ulands-pc kører fra en USB-stick

Undervisningssoftwaren Sugar er kommet i en ny version, der kan køre fra en USB-stick og administreres centralt.

Open source-softwaren Sugar, der oprindeligt blev udviklet til at køre på ulands-pc'en XO fra One Laptop Per Child, er nu blevet snittet til i en udgave, der kan køre fra en USB-stick. Det skriver MIT Technology Review.

Idéen er, at Sugar on a Stick kan bringe nyt liv til gamle pc'er, der ikke kan køre moderne, resursekrævende operativsystemer.

At Sugar on a Stick ikke kræver store mængder resurser for at køre på pc'en, gør den ikke til noget nyskabende i sig selv, men Sugar er samtidig en grafisk brugerflade og en række programmer, der er målrettet børn og undervisning.

Sugar on a Stick kommer med 40 programmer, blandt andet Read, Write, Paint og Etoys. En række andre programmer kan downloades fra Sugar Labs hjemmeside, og fælles for dem alle er, at de har fokus på kreativt samarbejde mellem børn.

Samtidig kan maskiner med Sugar snakke sammen med gratis serversoftware, som skoler kan downloade og bruge til for eksempel at udsende materiale, indsamle hjemmeopgaver og filtrere internetadgang for børnene.

I løbet af sommeren bliver Sugar on a Stick leveret til folkeskolen Gardner Pilot Academy i Boston, USA, og Sugar Labs regner med at frigive en forbedret version af softwaren mod udgangen af året.

Sugar-projektet er startet op af den tidligere leder af One Laptop Per Child, Walter Bender. Han forlod OLPC på grund af utilfredshed med, at projektet var på vej væk fra open source-vejen ved at give mulighed for dualboot med Windows XP.

Sugar on a Stick kan hentes gratis fra www.sugarlabs.org.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere