»Det, vi i dag byder landets politifolk, er ikke i nærheden af at være højteknologisk. Ingen anden stor virksomhed på størrelse med politiet ville spise sine medarbejder af med så dårlige it-værktøjer, som politiet har i dag.«
Sådan lød kritikken i går fra it-journalist Dorte Toft, som i mange år har fulgt dansk politis it-værktøjer og -systemer, og hun er tydeligvis ikke imponeret. For at sige det mildt.
»Jeg ved, det er frustrerende for de menige politifolk, og i alle de år, jeg har fulgt området, har jeg mødt den ene mærkelige bortforklaring efter den anden fra jurister på, hvorfor politiet halter så langt efter teknologisk. Der kommer den ene it-direktør efter den anden, men der sker ikke noget,« fortalte Dorte Toft til Fagbladet DANSK POLITI i et interview.
Politiet bruger stadig det gamle Polsas-system. Modsat Holland, hvor politiet i flere år i patruljebilerne har benyttet sig af en række apps på smartphones og tablets.
Ved et 112-opkald forsynes de hollandske kolleger automatisk med alle relevante oplysninger på vej til gerningsstedet, dels fra politiets egne registre, dels fra tjek af sociale medier med videre, så politifolkene er fuldstændigt forberedte på, hvad der kan møde dem.
Nu har justitsminister Søren Pind reageret over Twitter. Her lover han, at Dansk Politi skal op på samme niveau af it-understøttelse som det hollandske.
@C_I_Andersen @version2dk Dorthe Toft bliver inviteret ind. Inden for ganske få år er det ambitionen at vi skal matche Holland. Mindst.— Søren Pind (@sorenpind) November 12, 2016
Som det fremgår af tweetet inviterer justitsministeren også journalisten til et møde.
Internetaktivist Christian Panton er skeptisk og forventer kun, at politiet vil købe type predictive systemer. Det er systemer, som Version2 tidligere har omtalt flere af - bl.a. fra USA.
En kasse flødeboller på at politiet blot køber mere predictive-policing-magi og ikke investerer en millimeter i sagsbehandlingssystemer https://t.co/kLUzhpmH1o— Christian Panton (@christianpanton) November 12, 2016