Søkabler overlever hyppigere møder med fisketrawl på afveje

Tidligere skete det flere gange årligt, at et fiberkabel i havet blev revet over af fiskere, men nye kort og overvågning har givet langt færre skader.

Et anker eller et fisketrawl kan rive de søkabler over, som sørger for at forbinde Danmark med resten af verden via internettet. Men de seneste år er antallet af skader på kablerne faldet.

»Der sker langt færre skader end tidligere. Nu sker det måske hvert andet år, tidligere skete det faktisk flere gange om året,« fortæller teknisk direktør Niels Raun fra GlobalConnect, da Version2 besøger fiberselskabet i Taastrup på årets Sommertour.

Søkablerne er fiberkabler pakket ind i et kobberrør forstærket med jernkabler og omgivet med nylon og bortset fra de transatlantiske kabler kan række op til 100 kilometer uden behov for at forstærke signalet.

»Det er nogle ret stærke kabler, så ofte sker der faktisk det, at trawlet får fat i kablerne og skibet hænger fast. Tidligere sagde vi til fiskerne, at de skulle kappe grejet, men nu siger vi, at de bare skal blive liggende, indtil vi kan besigtige det. Ofte kommer de fri ved egen kraft inden da,« siger Niels Raun.

Det er dog slet ikke meningen, at trawl skal komme i nærheden af kablerne. Der er nemlig en zone på 100 meter på hver side af kablerne, hvor der ikke må fiskes eller kastes anker.

»Men hvis der er en kraftig storm, og skibet ikke kan holde kursen, så smider de anker, uanset hvor de er,« siger Niels Raun.

En af forklaringerne på, at der nu sker færre skader på søkablerne, er, at skibene har fået elektroniske kort, hvor de automatisk får en advarsel, hvis de kommer for tæt på et kabel.

Samtidig skal alle skibe på mere end 200 ton melde deres position, så Søværnets Operative Kommando kan se, hvis et skib bevæger sig inden for 100 meter-zonen og kan advare besætningen.

Hvis et søkabel bliver revet over, så koster det ofte mindst to millioner kroner at reparere det, og arbejdet kan tage flere måneder, hvis vejret er dårligt.

De to splittede ender skal klippes af, og der skal indsættes et nyt stykke kabel og laves to samlinger, og derfor kræver det både tid og særligt udstyr. Til sammenligning tager det sjældent mere end seks timer at reparere et overgravet kabel på land.

Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her., hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rene Hansen

En meget væsentlig årsag til at kabler ikke skades så tit nu om dage, er at de bliver pløjet eller spulet ned i havbunden. Det har i snart mange år været kotume at pløje dem en meter ned, men nu er der efterhånden mange kunder der kræver at vi pløjer dem 3 meter ned. Det er så kun på "lavt vand" at vi gør det...Det dybeste jeg har pløjet på, var omkring 1200 meter, på dybere vand ligger kablerne stadig oven på bunden.

Men vi har såmænd stadig masser af arbejde med at reparere kabler rundt om i verden...

  • 7
  • 0
#2 Mogens Ritsholm

Tak for en fagligt kompetent kommentar. Eksisterer systemet med "søforklaringer" stadig. I min tid var "søforklaringer" anmeldelser fra fiskere, der påstod, at de havde kappet deres redskaber for at skåne et kabel. Hvis det blev godtaget, blev det mistede grej erstattet.

  • 1
  • 0
#4 Deleted User
  • 0
  • 3
#5 Rene Hansen

Kære Jon, Jeg ved ikke om du er ude på at provokere, eller om du bare har endnu større problemer med at læse en tekst end gennemsnittet.... Før i tiden var der intet krav om nedpløjning af kabler, så kunden fik hvad kontrakten og almen praksis tilsagde, nemlig et kabel som var udlagt på havbunden.

Efterhånden som mængden af kabler steg, og informationsmængden (og dermed den økonomiske værdi af transmissionerne) steg, og forskellige faggrupper på havet oftere og oftere kom til at skade kablerne begyndte kabelskibsrederierne at tilbyde en nedpløjning af kablerne ved nyanlæg. Grundet tekniske udfordringer på en helt ny teknik var grænsen dengang 60 cm nedpløjning. Senere blev det teknisk og økonomisk overkommeligt at tilbyde 1 meter nedpløjning, og senest kan man nu pløje 3 meter.

Så rederierne har tilbudt kunderne en løsning på deres problemer, og skægt nok har vi ikke gjort det gratis, så i starten var der nogle kunder som ikke mente at det kunne betale sig at pløje kablerne. Det synes hovedparten af kunder nu om dage, og en kontrakt er altid meget specifik på hvilke opgaver vi som kabelrederi skal udføre. Hvis kunden betaler, får han naturligvis varen, lidt ligesom når du handler ind i dagligvarebutikken; du får hvad du er villig til at betale for, og ikke mere....

Grunden til at vi stadig har masser af arbejde med at reparere kabler er bl.a. at havbunden ikke er en statisk størrelse... Der er masser af geologisk aktivitet (Det er det du kender som jordskælv), og et anker fra f.eks. en VLCC (supertanker) har ingen problemer med at rykke et kabel ud af havbunden, selv fra 3 meters nedpløjning. Havstrømme flytter rundt på enorme mængder af materiale, vi ser sommetider at et kabel ligger måske en meters penge nede, og et par uger efter ligger det måske 5 meter nede....eller ovenpå havbunden.

Så Jon, som du måske kan forstå, sker der masser af ting efter at vi har lagt kablet....

  • 4
  • 0
#6 Deleted User

Jeg tolkede dine 3 punktummer, ... i sætningen "men nu er der efterhånden mange kunder der kræver at vi pløjer dem 3 meter ned. Det er så kun på "lavt vand" at vi gør det..." som om at i kun gjorde det (pløjer dem 3 meter ned) på "lavt vand".

  • 0
  • 0
#7 Kenny Larsen

Kald mig nørd, men jeg har fundet søkabler spændende....

Jeg har tit tænkt over hvad der egentlig får kablet til at ligge stille på bunden over Atlanten? Jeg havde nok en forestilling om, at man spulede det ned i bunden, men hvad hvis der er på 4km dybde? Jeg tænker også at vægten af kablet og havstrømmen tilsammen, kan rive det over?

Og hvordan forstæker man signalet over sådan en afstand? Fører man et strømkabel med, som føder de repeatere der løbende forstærker signalet?

I dag er det måske en smal sag, men kan læse mig frem til, at det første transatlantiske søkabel blev smidt i 1858, hvilket er intet mindre end imponerende :)

  • 0
  • 0
#8 Rene Hansen

Hej Kenny, undskyld det lidt sene svar, men jeg er ferie-ramt i svær grad i disse dage, så jeg kommer ikke "på" så tit ;o) Først skal jeg lige præcisere hvad jeg mener med "lavt vand." Med "lavt vand" mener jeg havdybder på under sådan ca 1200 meter. Det dybeste jeg endnu har været med til at pløje er på omkring 1200 meter, og så vidt jeg ved er det nogenlunde grænsen for øjeblikket. Vi kan sagtens pløje på f.eks. 4 km dybde, men cost-benefit balancen retfærdiggør det ikke i øjeblikket. Jeg tror personligt at det vil komme en gang i fremtiden. Som en kollega en gang sagde...Hvis der er fisk, så er der også fiskere.... I kystnære områder er kablerne forsynet med en ydre armering, som kan være single, double eller rock (Rock armeringen er udformet så kablet er ekstra beskyttet mod sammentrykning fra f.eks sten). På dybt vand er kablet sjældent armeret, eftersom man regner med at der ikke er menneskelig aktivitet såsom fiskeri, og kablet ligger ovenpå havbunden. Et kabel er som regel opbygget med fibrene i centrum, omgivet af en art stålwire som er opbygget af High Tension Steel (undskyld de engelske brokker, men jeg arbejder i et engelsk rederi, og det er simpelthen terminologien vi bruger), som igen er omgivet af en kobberkappe, eller nærmere et kobberrør. Udenom dette ligger så et lag Polyethylene, som så igen kan være omgivet af armeringen. Hvis der ikke er stålarmering udenom kablet, kaldes det -sjovt nok- Light weight Cable. Den indre opbygning med stål er designet til at kunne bære vægten/trækket af kablet uanset hvilke dybder det bliver lagt ud på, og det gælder også den ekstra vægt fra eventuelle amplifiers og repeaters. Hvis systemet er udført med amplifiers eller repeaters, bruger man kobberkernen som den ene leder i et elektrisk kredsløb, og "æ hav" som retur, og spændingen kan på de rigtig lange stræk komme op på adskillige kV. Systemet fødes med jævnstrøm, da det er det nemmeste at arbejde med på lange stræk. Det er lidt højpandet at forklare hvorfor, så det vil jeg overlade til en der er fagmand på lige netop det område. En amplifier, eller forstærker, virker ved at omdanne lyspulserne til elektriske pulser, rense dem, forstærke dem og så omdane dem til lyspulser igen. Denne rensning af signalet medfører at udstyret sommetider kaldes en regenerator. Denne vekslen mellem lys, elektricitet og lys medfører en forsinkning i signalet, som sommetider er uacceptabel (Hvem vil vente for længe på pornobillederne på internettet?), så derfor har man nu fundet på at forstærke lyset direkte. Det er enormt højpandet og teknisk at forklare, men helt kort sendes lyset gennem en speciel fiber der er doped med nogle passende sjældne jordarter, og rundt om denne fiber ligger der pump lasers som kan skyde ekstra lys ind i hver enkelt puls når den kommer forbi. Dette sker så vidt jeg ved uden forsinkelse (ikke lige mit fagområde), men det har en pris. Hvis der er støj i signalet bliver dette også forstærket, og når pulserne på længere stræk har en tendens til at "flade ud," eller miste deres skarpe firkant-form, bliver dette ikke rettet op. Derfor kan man sommetider opleve at et system har både amplifiers og repeaters. Det, at der er højspænding på et system kan sommetider gøre det lidt mere interessant at udføre reparationer. Sommetider er der såkaldte Branching Units (BU's) i et system, altså forgreninger som fører nogle af fibrene fra hovedkablet ind til en station. Når vi skal reparere et system vil kunden naturligvis helst have at så meget som muligt af resten af kablet stadig kan bære en transmission, og derfor er BU's udført således at de kan isolere en enkelt gren elektrisk. I teorien kan vi så arbejde med den strømløse del af kablet uden at komme til skade, men i realiteten er vi jo nødt til at sikre os mod evt fejl i BU'en som kan medføre at kablet alligevel er spændingssat. Det gør vi med et system med at jorde kablet ombord, og personbeskyttelse mod højspænding (handsker etc etc). Dette gør det ret kompliceret at arbejde på et system som kan være under spænding, men på den anden side, så redder det liv hvis der skulle opstå en fejl. Jeg har arbejdet med søkabler siden 1997, og jeg har aldrig oplevet at der er kommet spænding på ved et uheld under en reparation, jeg har hørt om et eller to tilfælde, men det er heldigvis noget der sker meget sjældent.

Mht dit spørgsmål om der er noget der holder kablet fast på havbunden, så har jeg kun oplevet det i nogle få tilfælde i kystnære områder hvor strøm og brænding har gjort det nødvendigt, og her taler vi om det område hvor kablet kommer ind på stranden. På dybt vand er der ikke noget som holder kablet, og jeg har faktisk på flere reparationer set resultatet af at kablet har fejet frem og tilbage på bunden pga havstrømme. Selv på adskillige km's dybde er der meget kraftige strømme, Det kan du læse lidt om hvis du læser Ballard's bog om Titanic. Det er faktisk en af årsagerne til at vi sommetider reparerer på dybt vand, fordi polyethylenen bliver slidt igennem, ind til kobberkernen, og så har vi en elektrisk shunt-fejl. Det sker ikke så tit, så åbenbart mener kunden ikke at det er nødvendigt at bruge penge på at sikre kablet med vægte el.lign.

Du nævner de gamle telegrafkabler, og det sker sommetider at vi laver en clearing af en rute hvor der skal lægges nyt kabel, og sommetider får vi fat i et af de gamle kabler, som så skal fjernes. De er som regel i forbavsende god stand, omend ikke elektrisk, og det er imponerende at se hvor lidt et søkabel har forandret sig, sådan design-mæssigt gennem årene. På vores uddannelsescenter i Boreham, UK, har vi en bid liggende af det første transatlantiske kabel, og dengang det blev fisket op, fandt man ud af at kablet lå inden for en nautisk mil i forhold til traceet, og når man tænker på at det er i åbent vand uden nogen form for landkending måske i ugevis, så kunne de altså noget med de dersens sekstanter...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere