Søfartsstyrelsen vil registrere skibe i blockchain-løsning

Illustration: MAGNIFIER/Blockchain
Som det første land i verden vil Danmark registrere skibe i et blockchain-register. Løsningen kan erstatte en besværlig analog proces, mener Søfartsstyrelsen.

Søfartsstyrelsen vil digitalisere det danske skibsregister i en løsning baseret på blockchain.

Indregistrering af skibe og ændring af registreringer og certifikater foregår i dag analogt, og processen er både besværlig og dyr.

I dag er ejerskabet over et skib nemlig knyttet til et fysisk dokument, fortæller Anette Dybdal Fenger, der er kontorchef i Søfartsstyrelsen.

»Så i modsætning til tinglysning i Danmark, som er blevet digitalt, så er det stadig fysiske dokumenter, der bestemmer ejerskab. Og vi vil rigtig gerne derhen, hvor vi digitaliserer det hele, så der ikke er fysiske dokumenter, som giver en rettigheder,« forklarer hun.

Det analoge system betyder i praksis, at hvis man fx skal sælge et skib, så skal køber og sælger udveksle det fysiske skøde og pengene.

Læs også: Blockchain-revolution: Sådan fungerer tidens mest hypede teknologi

»Typisk er det sådan, at sælger ikke vil udveksle skødet, før han får pengene,« forklarer Anette Dybdal Fenger og fortsætter:

»Men han kan ikke få pengene, før køber har fået sit pant registreret på skibet. Og det kan først ske, når den gamle pant er blevet slettet, hvilket igen først sker, når sælgeren kan give banken sine penge.«

Oven i det foregår de her handler ofte over grænser, hvilket betyder, at virksomheder fx kan risikere, at skulle sende en mand til Singapore for at hente skødet.

»Det er altså rigtig besværligt,« konstatere Anette Dybdal Fenger.

Chaincode

I praksis prøver man at løse den analoge udfordring med nogle betroede mellemmænd, som garanterer, at de får det hele på plads. Men der er også mange handler, der sker ved, at man sætter sig sammen i et rum og ordner det – fx i Søfartsstyrelsen.

Men de betroede tredjeparter kunne potentielt erstattes af intelligente kontrakter på blockchainen.

»Det vi ser på er, om man kan lave en smart contract, som sørger for at det hele kan ske samtidig, når alle betingelser, som parterne bliver enige om, er opfyldt,« siger Anette Dybdal Fenger.

Læs også: IBM indsætter blockchain-løsning i intern bank: »Ingen anden teknologi kan gøre det her«

I slutningen af 2017 etablerede styrelsen et Blockchain testlab, hvor man foreløbigt har undersøgt to forskellige frameworks - Hyperledger Composer over for Hyperledger Fabric.

Hyperledger Composer tilbyder en brugergrænseflade til oprettelse og vedligehold af såkaldt chaincode, der er Hyperledgers term for kode, som kører på en blockchain. Hyperledger Fabric kræver omvendt en fuldstændig opbygning af kontrakter fra bunden.

»Vores case blev implementeret på begge teknologier, og konklusionen blev at Hyperledger Composer desværre ikke er moden nok til implementering af den kompleksitetsgrad, som de identificerede cases fordrer. Vi vil derfor i det fremadrettede arbejde baserer os på Hyperledger Fabric – der dog kræver mere kodning, men til gengæld indeholder den nødvendige fleksibilitet.«

Introduktion til Hyperledger Fabric kan ses her. Artiklen fortsætter under filmen.

»Vi er også kommet frem til, at vi vil lave et privat blockchain-netværk, hvor vi inviterer nogle betroede parter ind, der kan være ledger-ejere. Det kan være offentlige myndigheder eller registre på tværs af landegrænser,« fortæller Anette Dybdal Fenger.

Byggeklodser

Regeringen har med den digitale vækststrategi afsat 32 millioner til blockchain-projektet mellem 2019 og 2023. Pengene skal først og fremmest række til blockchain-løsningen og systemet, der skal lade virksomheder sammensætte de aftaler, de ønsker, uden rent faktisk at kode kontrakterne.

»Vi kan ikke arbejde med, at nogle skal sidde og udvikle noget kode, hver gang der skal ske en transaktion i skibsregistret. Det er ikke en holdbar fremgangsmåde,« understreger Anette Dybdal Fenger og fortsætter:

Læs også: Blockchain: Penge, guldbeviser og skøder vil skifte hænder uden om banker og bureaukrati

»Derfor kunne vi godt tænke os at bygge nogle byggeklodser af chaincode, hvor vi definerer nogle grundbestanddele i en skibshandel – for eksempel at slette et skøde og oprette et nyt, hente godkendelse fra banker og så videre.«

Selvom finansieringen nu er faldet på plads, vil styrelsen ifølge kontorchefen fortsætte med interne test, for at blive helt klar på fordele og ulemper, inden der skal udarbejdes et udbud eller en indkøb gennem SKI.

»Jo klogere vi bliver tidligt i forløbet, jo bedre,« siger Anette Dybdal Fenger.

Catch-22

Hvis blockchain-løsningen i sidste ende skal give den ønskede værdi, skal andre lande være overbevist om, at det giver mening, understreger Anette Dybdal Fenger.

»De penge, der er afsat til projektet, handler ikke kun om at lave en hyperledger. Det handler også om at strikke hele pakken omkring digital skibsregistrering på plads og forhandle den af i IMO, der er den internationale maritime organisation, hvor man aftaler, hvordan man gør tingene,« siger hun og fortsætter:

»Det handler i virkeligheden også om, at når man digitaliserer ejerskab og pant, så kan man også digitalisere de certifikater og beviser, skibene har, og så får man sat skred i en kædereaktion af digitale muligheder.«

Læs også: Iværksættere laver blockchain-markedsplads for gamer-goods

Der er ifølge Anette Dybdal Fenger også fordele for de internationale registre at overgå til en blockchain-løsning. Her har man samme udfordring, som når en køber og en sælger skal handle et skib.

»Når et skib skifter ejer, så må vi ikke registrere det i vores register, før det er slettet fra det gamle. Men det gamle register vil ikke slette skibet, før det er registreret et nyt sted. Det er en catch-22,« siger Anette Dybdal Fenger

»Det løser vi i dag med papir-aftaler, hvor man lover at slette en registrering, når en handel falder på plads. Men det kunne fremover foregå digitalt med den her løsning.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere