Følg med her: Jack vil overleve på bitcoin i en måned

Projekt bitcoin: Det blev en våd start på måneden, da Jack måtte tage cyklen i stedet for bussen. De næste 30 dage skal han klare sig kun ved at købe ind for den digitale bitcoin-valuta. Se om han klarer det på Version2.

Er det muligt at overleve kun ved hjælp af bitcoin?

Det spørgsmål vil Jack Nikogosian forsøge at give et svar på i løbet af den næste måned, hvor han vil lægge både dankort og kontanter på hylden.

Væbnet med en smartphone og sin digitale bitcoin-wallet skal han købe alt fra mad, transport, husleje og det, han ellers har brug for, udelukkende ved at bruge kryptovalutaen bitcoin.

»Jeg tror, det bliver et sjovt, men også udfordrende eksperiment. Især bliver det udfordrende med transport, og at jeg ikke kan gå i Kvickly og Døgnnetto for at handle ind,« siger Jack Nikogosian, der til daglig er sælger i den danske bitcoin-iværksættervirksomhed Coinify.

Bitcoin-teknologien er kun lidt over fem år gammel og mest kendt i lyssky sammenhænge med valutaspekulationer og ulovlig handel med stoffer. Kryptovalutaen er dog så småt ved at blive mere stueren og udbredt, selvom det stadig er begrænset, hvad man kan købe for valutaen.

Eksempelvis er det ikke muligt at tage hverken offentlig transport eller en taxa, og den virkelighed møder Jack allerede den første hverdag, hvor han skal fra Amager til Herlev på arbejde.

»Det var meningen, at jeg skulle tage cyklen, men da jeg så regnvejret, tænkte jeg puha, at det ville blive slemt,« siger Jack.

Han ringer i stedet til en kollega, der kommer i bil og henter ham. Jack betaler for turen ved at overføre bitcoin med mobilen til kollegaen. Begge har en bitcoin-wallet på mobilen, og de kan overføre pengene ved, at Jack scanner en QR-kode med sit mobilkamera på vennens mobilskærm.

»Jeg håber stærkt at finde nogle løsninger på transportproblemet inden måneden er omme. For eksempel vil jeg se, om jeg kan leje en elcykel,« siger Jack.

Får løn udbetalt i bitcoin

Jack er 24 år og bor på Amager med sin kæreste.

Normalt har de fælleskonto, men på grund af eksperimentet har Jack valgt at få udbetalt sin løn i bitcoin, og han vil så klare alle sine egne udgifter selv.

Et af de første køb er et stort måltid indisk take away-mad på Hungry.dk, der er en madbestillings-portal i stil med Just-Eat. Selvom de enkelte restauranter, der leverer mad gennem Hungry.dk ikke modtager bitcoin, så kan de sultne brugere godt betale med bitcoin til webportalen alligevel. Hungry.dk får vekslet kryptovalutaen til danske kroner gennem Jacks arbejdsplads, Coinify, der specialiserer sig i bitcoin-løsninger til virksomheder. Hungry.dk har allerede oplevet så meget interesse fra bitcoin-brugerne, at én pct. af madkøbene sker med kryptovalutaen.

Allerede morgenen efter det storslåede indiske måltid, støder Jack ind i en af de store begrænsninger med bitcoin: Der er ingen morgenmad i køleskabet, for der er indtil videre ingen supermarkeder at handle ind i, når man kun vil betale med kryptovaluta.

»Jeg kommer nok ikke til at lave så meget morgenmad,« konstaterer Jack og gør samtidig opmærksom på, at han alligevel sjældent spiser, før han møder ind på kontoret.

Indtil videre er planen at spise på arbejdet og så købe ind via Hungry.dk, når der skal aftensmad på bordet.

Værdien af bitcoin er kendt for at være meget ustabil og har ændret sig meget siden 2009. En pizza til 62 kr. koster i dag 0,03639 bitcoin på Hungry.dk, men i foråret 2010 var prisen en noget anden. Her betalte en bruger 10.000 bitcoin for to pizzaer i det, der er blevet kendt som den første bitcoin-transaktion, der har betalt for fysiske varer.

Siden er værdien på bitcoin nærmest eksploderet (og faldet igen), og i dag ville pizza-buddet, der solgte de to pizzaer, have tjent over 17 mio. kr. Det til trods, er det stadig svært at købe andet end pizza og anden take away-mad for bitcoin. Jack har dog øjnet en lappeløsning:

»Der er et pizzaria på Hungry.dk, som også sælger kioskvarer som makrel, brød og toiletpapir, så det er min eneste mulighed lige nu,« siger han og indrømmer, at han muligvis kommer til at ændre madvaner.

»Jeg har prøvet at spise sundt her på det sidste, og det bliver svært at overholde. Men nu må vi se. Palæo modtager også bitcoins, og de laver stenalderkost.«

Det er muligt at få et overblik over nogle af de butikker, som kan modtage bitcoins på oversigtskortet Coinmap. Her er indtil videre 35 danske butikker på listen. Og når Jack ikke kan finde det, han har brug for her, så googler han det.

Huslejen har Jack netop betalt med bitcoin, fordi han har fået overtalt sin udlejer til at bruge en betalingsløsning, hvor han kan acceptere kryptovalutaen, men stadig får pengene udbetalt i danske kroner.

Jack: Læg aldrig din wallet i skyen

Bitcoin er en såkaldt kryptovaluta, der blandt andet er karakteriseret ved, at den ikke er centralt styret af nogen regeringer eller virksomheder som andre valutaer. Bitcoin eksisterer udelukkende digitalt og bliver kontrolleret af brugerne, der godkender hinandens transaktioner ved hjælp af den bagvedliggende teknologi.

Jack har sine bitcoin i den digital wallet på sin mobil ved navnet breadwallet. Her ligger hans bitcoin gemt på mobilen modsat andre typer af wallets, hvor brugerne lægger deres penge i hænderne på en online-tjeneste. Det kan være smart, fordi man altid kan få adgang til dem, men der er alligevel en god grund til at holde sig langt væk fra den løsning ifølge Jack:

»Jeg vil aldrig nogensinde råde nogen til at bruge en cloudbaseret wallet. Den sikreste måde at gøre det på, er ved at have en offline wallet, hvor du skriver din private nøgle ned på et stykke papir,« siger Jack og fortsætter:

»Men du har brug for at have dem på telefonen, når du skal indbetale til andre, så derfor har jeg gjort det sådan.«

Hver bitcoin wallet er krypteret og bygget op omkring en offentlig og en privat nøgle, der består af en lang række tegn. Den offentlige nøgle er den, som man viser omverdenen og som gør det muligt for andre, at overføre penge til pungen. Den private nøgle er adgangskortet, som gør det muligt at ‘låse’ den offentlige nøgle op og overføre penge fra den digital wallet.

Med andre ord afhænger sikkerheden af bitcoin af, hvor sikkert den private nøgle er opbevaret. Og når man lægger den i skyen, så kan det hurtigt ende galt. Det var blandt andet tilfældet, da den japanske bitcoin børs Mt. Gox krakkede for et år siden i februar 2014 og efterlod kunderne med tab på anslåede 850.000 bitcoin til den daværende værdi af omkring 3 mia. kr.

»Jeg har taget backup af min private nøgle, og den ligger ikke nogen steder online. Det er kun, hvis nogen får adgang til min telefon og gætter mit kodeord, at de kan få adgang til mine bitcoin. Så jeg føler mig pænt sikker,« siger Jack.

Projekt bitcoin: Jack vil overleve på bitcoin i hele marts måned 2015. Målet er at se, hvor langt man kan komme med bitcoin i dag uden at bruge hverken kontanter eller dankort. Følg hans løbende udfordringer med eksperimentet her på Version2 og på Twitter.

Har du spørgsmål eller tips til Jack, så skriv en kommentar herunder eller en mail til ecl@version2.dk.

Opdateret den 4. marts 2015 kl. 13.05 med korrekt angivelse af antallet af bitcoin-transaktioner på Hungry.dk. Tallet er rettet fra fem pct. til én pct.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Lars Madsen

Hvis må bruge alle mulige betalingsbrokere, hvorfor så ikke bare købe en masse kontanter?

Prøv at lav forsøget hvor der kun handles hos leveranderøre der selv modtager bitcoins.

  • 0
  • 0
#4 Tobias Skytte

Hej Jack,

Du er velkommen til at købe en CitizenVPN konto og betale med bitcoin. Så kan du da i det mindste komme sikkert på nettet når nu du skal bestille din pizza over et usikkert WiFi hotspot f.eks... :-)

(Full disclosure: Jeg ejer/udvikler CitizenVPN.com)

  • 0
  • 0
#5 Elías Christian Lundström

Prøv at lav forsøget hvor der kun handles hos leveranderøre der selv modtager bitcoins.

Vi har diskuteret den mulighed, men det vil så næsten sætte en fuld stopper for hele eksperimentet (så vil det i hvert fald ikke være muligt at købe mad via Hungry.dk længere). Hovedpointen er, at Jack skal kunne betale med bitcoin hos den enkelte sælger, og om vedkommende så efterfølgende vælger at veksle det om til lokal valuta gennem en betalingsløsning, må være op til ham/hende.

/Elías, V2

  • 4
  • 0
#7 Simon Shine

Og mega sejt at huslejen blev betalt med Bitcoins!

Men...

1) Det ville være mere realistisk, hvis Jack ikke kunne nøjes med at handle med sine medarbejdere, som alle har interesse i at modtage Bitcoins. Men når nu fællesbilisme er et fænomen som andre gør brug af, synes jeg det er ok.

2) Jeg vil godt acceptere brugen af Hungry.dk - det er trods alt virkelig sejt at man kan købe pizzaer for Bitcoins! Men bliver eksperimentet ikke lidt kedeligt, hvis Jack ikke skal forsøge at handle sig til ting inkl. nogle former for mad (ud over makrel)? :-)

Med andre ord, ser jeg frem til at se hvad der viser sig at være udfordringer.

  • 0
  • 0
#8 Kim Henriksen

På The Dubliner på strøget kan man hvertfald købe Bitcoins og jeg mener også man kan betale med dem i baren, så skulle mene det faktisk også er muligt at blive fuld for Bitcoins i København ;-)

Hvad koster en Bitcoin PoS løsning, hvis man vil have omvekslet og indsat pengene med det samme på ens bank konto?

  • 0
  • 0
#9 Kim Henriksen

Noget andet jeg måske også savner lidt belyst ved Bitcoins er at den reelle omkostning da bliver lidt skjult. Man siger jo at transaktions fee'en er 0.1 mBTC, men hvad med anskaffelsesprisen? Lad os antage at jeg har 0 Bitcoins og jeg vil købe en vare en pris i Bitcoin der svare til 100 kr.

Hvor mange kr. vil det total koste mig og hvem skal betale hvad (køber/sælger af varen) ?

  • 0
  • 0
#10 Nicolai Rasmussen

Man kan købe bitcoin på gaden, men typisk er prisen lidt høj. Hvis man køber for et lidt større beløb gør man det typisk via børserne. Her starter du med at betale typisk 15kr i udenlands gebyr. På børsen betaler du f.eks 0,25% i kurtage. I det konkrete tilfælde vil det sige 25 øre. Når du så handler din dims til 100 kr i bitcoin, overfører du de 100kr i bitcoins+0,1mBTC = 100,18kr. Modtageren får de 100kr, og bitcoin minerne får de 18 øre. Børsen har fået 25 øre og din bank har fået 15 kr. Jo større beløb du køber des billigere bliver det da de 0,1mBTC er fast (sort of), og det samme gælder sepa overførsler i EU på de 15 kr. Børsen kræver fast %, så det bliver ikke billigere før beløbet bliver meget stort.

Det største problem er volatilitet i markedet. Kursen er ikke fast, så i øjeblikket bevæger den sig en del op og ned. 5-10% i begge retninger er ikke unormalt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere