Socialrådgivere: Umuligt at copy/paste data mellem it-systemer

It-relaterede udfordringer ligger højt blandt tidsrøverne hos landets socialrådgivere, der må indtaste de samme data på tværs af systemer.

Det står sløjt til med de it-systemer, socialrådgiverne rundt om på landets jobcentre benytter. Det kunne i hvert fald se sådan ud ifølge en ny undersøgelse, som Dansk Socialrådgiverforening har lavet i samarbejde med Ugebrevet Mandag Morgen. I undersøgelsen er socialrådgiverne blevet bedt om at komme med deres bud på, hvilke forhold der tager mest tid fra kontakten med borgerne og den beskæftigelsesrettede socialfaglige indsats.

På baggrund af svarene fra de 293 socialrådgivere, der har deltaget i undersøgelsen, er der lavet en top-10 over de største tidsrøvere, hvor høje dokumentationskrav indtager førstepladsen, mens fire af de ti punkter relaterer sig til it:

  • Samme oplysninger skal tastes ind i to eller flere databaser
  • Ustabile it-systemer, der ofte går ned
  • It-systemer, der ikke spiller sammen
  • It-systemer til støtte af ny lovgivning kommer for sent.

»Det betyder konkret, at vi sidder længere tid foran computeren end nødvendigt, og det betyder langt mindre tid til borgeren,« siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, til Version2 og fortsætter:

»Det betyder også et meget højt stress-element. Mine fagfæller har beskrevet over for mig, hvordan deres blodtryk stiger, når de for syvende gang oplever, at systemet går ned, eller at den tekst, de er ved at skrive, forsvinder. Eller når man godt ved, at nu skal man til at skrive den samme tekst tre gange i tre forskellige it-systemer, fordi man ikke kan copy/paste teksten.«

Hun påpeger, at it-systemerne bør fungere som et værktøj, der letter arbejdsgangen for socialrådgiverne, og altså ikke som noget, der sluger deres tid. En af udfordringerne er, at de samme oplysninger skal indtastes flere gange på tværs af forskellige systemer i stedet for eksempelvis at blive hentet centralt. Og samtidigt skulle det altså ikke altid skulle være muligt at copy/paste oplysningerne.

Og dertil kommer, at lovgivningen, som systemerne skal understøtte ifølge Majbrit Berlau ikke når at blive implementeret i systemerne.

»Med den hastighed, der er inden for lovændringer og reformer i Danmark i øjeblikket, så er det nærmest blevet hverdag, at vi skal sidde med halvfærdige systemer. Når vi får systemerne ud, er det normalt, at der er en lang periode, hvor der bliver rettet til i dem.«

KL: Det bliver bedre

Det er de enkelte kommuner, der har indflydelse på, hvad det er for noget it, jobcentrene er udstyret med. Hos Kommunernes Landsforening (KL) medgiver specialkonsulent Erik Hove, at systemerne generelt kunne være bedre. Og at det er en udfordring at sikre, at systemerne følger med lovgivningen. Derfor er der heller ikke altid tid til at sikre, at systemerne spiller sammen, når de bliver rullet ud.

»Der er en stor risiko for, at man kommer til at lave en hel masse standalone-løsninger, som ikke passer sammen. Det giver det problem, at man skal indtaste de samme oplysninger flere steder,« siger han til Version2.

KL har rejst et ønske over for staten om, at der skal være tid til at få it-arkitekturen på plads, når der kommer ny lovgivning, så det i princippet er muligt at arbejde i et enkelt system, fortæller Erik Hove. Ønsket er via økonomiaftalen for 2014 mellem KL og regeringen konkret blevet til et dialogforum, hvor staten og kommunerne kan tilrettelægge it-ændringer i forhold til lovgivningen.

»Det er for at sikre, at den ene hånd ved, hvad den anden gør. Så der ikke bare kommer ordre fra en styrelse, og så tror man, at it'en er klar i morgen. Sådan er virkeligheden jo ikke,« siger han og tilføjer:

»Man risikerer at få noget miskmask. Vi sidder aktuelt med nogle systemer, der skal virke fra 1. april, men som ikke snakker med noget som helst andet. Det bliver dødssygt, det er det eneste, vi kan sige.«

Men overordnet set håber og tror Erik Hove, it-situationen bliver bedre i kraft af en løbende dialog mellem staten og kommunerne, når det gælder samspillet mellem lovgivning og it.

Og derudover står mange kommuner i løbet af i år og næste år over for at skulle udskifte deres it-systemer, herunder gamle mainframe-baserede systemer. Og alene af den grund har Erik Hove også en forventning om, at nogle af de it-problemer, som socialrådgiverne oplever, bliver løst.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Per Roholt

I december 2013 indgik KOMBIT – på vegne af ni kommuner – en rammeaftale med Team Online A/S om levering af et nyt DHUV-system. Aftalen indebærer, at inCorp Portal bliver det første fagssystem, der understøtter Den fælleskommunale Rammearkitektur. Et særligt krav fra kommunerne har nemlig været, at det nye sagsbehandlingssystem til forvaltningerne på det specialiserede socialområde skal indtænke rammearkitekturen, så kommunerne slipper for at indkøbe en fremtidig silo-løsning. I det nye DHUV-systems kravspecifikation er anvendelsen af rammearkitekturen derfor indskrevet som en option, der kan løses i 2016. Team Online skal altså som den første leverandør i Danmark sikre, at deres nye fagsystem kan integrere til de kommende Støttesystemer og til Serviceplatformen. Det betyder, at kommunerne får en sammenhængende it-understøttelse af området.

Ramme..hva´få en fisk? Men hvad er Den fælleskommunale Rammearkitektur? Det lyder tungt, men det er i al sin enkelhed en beskrivelse af, hvordan fremtidens digitale, kommunale landskab skal se ud og hænge sammen. Rammearkitekturen er de fælles rammer for alle, der skal arbejde med kommunale processer og kommunal it. Rammearkitekturen er dermed både en måde at analysere og strukturere den forretning, som den kommunale forvaltning udgør. I praksis giver den mening at opdele rammearkitekturen i et konceptuelt niveau, og et fysisk niveau. Først og fremmest vil rammearkitekturen gavne udbyderne af digitaliseringsprojekter, fx et projekt i en kommune, fælleskommunalt i KOMBIT - eller i samarbejde med andre sektorer som Udbetaling Danmark, stat eller regioner. For it-leverandører som Team Online betyder rammearkitekturen også en forenkling, idet man som leverandør i højere grad end i dag vil modtage kommunernes krav i samme struktur og skabelon. Leverandøren kan altså koncentrere sig om de krav, som er specifikke for opgaven. Dette mindsker leverandørens ressourceforbrug til afgivelse af tilbud mv. i forbindelse med udbud eller videreudvikling. Team Onlines nye system bliver en webbaseret løsning, der understøtter kommunernes sagsbehandling på det specialiserede socialområde for handicappede og udsatte voksne. Løsningen understøtter ligeledes voksenudredningsmetoden (VUM).

  • 0
  • 0
#8 Thomas Christensen

Jeg tænker at copy/past med vilje er deaktivere i forhold til at det følsomme oplysninger, dog har man glemt at indrage den arbejdsgang som brugerne gør og dermed implementere en anden måde at systemerne kan dele oplysninger.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere