Regeringen i Storbritannien planlægger at mødes med store og indflydelsesrige sociale netværk for at komme corona-rygter til livs, der har ført til hærværk mod mobilmaster og chikane.
Det skriver The Guardian.
For nyligt blev tre mobilmaster sat i brand i Storbritannien, og politiet mener, at det skyldes rygter om, at 5G-netværk kan svække immunsystemet og øge coronasmitten. Efter rygtet begyndte, har flere ingeniører, en borgmester og en minister alle modtaget trusler.
»Realiteten er, at vores mobilnetværk er fuldstændig essentielle for os alle – især i en tid, hvor vi beder folk om at blive hjemme og ikke se venner og familie,« fortæller Stephen Powis, der er professor i nyremedicin og står i spidsen for sundhedssystemet i England, NHS.
Han uddyber, at ambulancer og andre udrykningskøretøjer bruger netværk, og derfor er det dybt kritisabelt, at der er blevet udført hærværk. Det er de sociale medieplatforme Facebook, WhatsApp, Youtube og Twitter, der nu skal være med til at få udryddet rygtet.