I Odense Kommune begyndte skolerne at bruge det netbaserede Google Apps. Men siden fulgte et langt juridisk slagsmål med Datatilsynet, en sag der ikke er afsluttet endnu.
Den slags forhindringer for at udnytte internettjenester og cloud computing skal væk, mener Socialdemokraterne, som derfor nu vil forsøge at få vedtaget en national handlingsplan i Folketinget. I planen indgår for eksempel, at det offentlige kan få forhåndsgodkendelse til sky-projekter fra Datatilsynet, så man kan få det juridiske grundlag lagt fast, inden skiftet sker.
»Cloud computing i det offentlige har fået en meget haltende start, særligt på grund af usikkerheden om, hvordan personoplysninger opbevares sikkert og fordi Datatilsynet ikke har mulighed for at give klare retningslinjer. Derfor er det helt afgørende, at der nu bliver taget politisk lederskab, så vi kan få løst problemerne og hentet de meget store økonomiske og klimamæssige gevinster hjem til det offentlige,« udtaler Socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan i en pressemeddelelse.
Planen, som partiet vil sende til afstemning i Folketingssalen, indeholder derudover krav om oprydning i junglen af love og regler på området, og et samarbejde mellem alle parter i den offentlige sektor om en måde at beskytte private oplysninger på, når de sendes ud i skyen.
Desuden skal politikerne fastlægge nogle klare mål for, hvor stor en del af de offentlige it-løsninger, som om tre år og fem år er blevet sendt i skyen, mener Socialdemokraterne.
Formålet med at bane vejen for cloud computing i det offentlige er først og fremmest at spare penge. Ifølge pressemeddelelsen kan en kommune som Lyngby-Taarbæk spare syv millioner kroner om året alene ved at skifte til en webbaseret e-mail-tjeneste.