Tre ud af ti kommuner mener, at der er behov for adgang til flere data om borgerne i kampen mod socialt bedrageri. Det viser en rundspørge blandt kommunale kontrolenheder udført af DR Nyheder.
Læs også: Adgang til mobilmaster og rejsekort: Kommuner vil have flere værktøjer imod socialt bedrageri
»Det er jo en enormt svær balancegang,« siger formanden for socialchefer, Helle Linnet, til Avisen.dk:
»Jeg har dyb forståelse for, at nogle har det synspunkt. Der er jo ikke nogen, der synes, at et overvågningssamfund er behageligt. Men når man modtager offentlige ydelser, må man også kunne stå til regnskab for, om man modtager dem retmæssigt.«
I 2017 opdagede Udbetaling Danmark og kommunerne socialt bedrageri til en værdi af 468 millioner kroner.
Men dette beløb ville være højere, hvis kontrolenhederne havde flere muligheder for at undersøge snyd med offentlige ydelser, mener kommunerne.
Helle Linnet udtaler til avisen, at det i de fleste tilfælde drejer sig om sager, hvor borgeren får ydelser, fordi han eller hun bor alene, og hvor kommunen kan have en mistanke om, at borgeren ikke er enlig.
Hun tilføjer, at ingen af oplysningerne kan stå alene, men kan pege i en bestemt retning, når de indgår med andre oplysninger.