Snowden: Russiske 'Big Brother'-love er uigennemførlige og rettighedskrænkende

Fredag vedtog den russiske duma en række anti-terrorlove, der blandt tvinger teleselskaber til at opbevare kunders data i i seks måneder og slår hårdt ned på personer, der ytrer sig positivt om terrorisme på sociale medier. Edward Snowden blander sig i debatten.

De mest undertrykkende love siden Sovjettiden. Sådan er Ruslands nye anti-terrorlove blevet betegnet. Alligevel blev de fredag vedtaget af det russiske underhus, Dumaen.

Det fik den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der siden 2013 har levet under asyl i Rusland, til at blande sig i debatten. På Twitter beskrev han lørdag de nye anti-terrorforanstaltninger som 'Big Brother'-love og kaldte dem både uigennemførlige og rettighedskrænkende.

Det skriver blandt andre Cnet.com.

Anti-terrorlovene tvinger blandt andet teleselskaber til at opbevare alle kunders opkald og SMS'er i seks måneder, mens metadata skal opbevares i hele tre år. Nogenlunde samme regler gælder alle, 'der organiserer distribution af information på internettet'. De slipper dog med at opbevare metadata i et år. Hvem disse organisatorer i øvrigt er, definerer myndighederne ad hoc.

Læs også: Rusland tvinger Facebook og Google til at masseovervåge landets borgere

En anden lov gælder ytringer om terror på internettet. Opfordringer til terrorhandlinger på eksempelvis sociale medier kan fremover give op til syv år i fængsel. Også tilkendegivelse af sympati for terrorhandlinger kan i fremtiden straffes med fængsel.

Fremover bliver det også muligt for myndighederne at tvinge virksomheder og onlinetjenester til at dekryptere blandt andet email-adresser, messenger-beskeder og profiler på sociale medier. Hvis de nægter, kan de straffes med bøder på mere end 100.000 kroner.

'Yarovaya'-lovene, som de nye anti-terrolove er blevet døbt, mangler stadig at blive godkendt af Ruslands overhus og præsident Vladimir Putin, men det er blot en formalitet.

Ifølge Snowden er lovene ikke bare upraktiske, de er også farlige og kommer til koste russiske borgere både frihed og penge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Nielsen

Edward Snowden bliver ikke smidt i en fangelejr eller smidt ud af Rusland for de udtalelser.

Måske den dag hvor Rusland melder sig ind i Nato, der ville jeg være nervøs for Snowden, indtil da er det storpolitik.

Putin ved at det gener USA vildt at Snowden fra Rusland kan "holde hof" ved at deltage remote i alle mulige TV shows i USA og resten af verden.

Den slags skal man ikke undervurder

René Nielsen

Jeg håber, at du har ret, René Nielsen.

Det er fordi du glemmer amerikansk hhv. russisk mentalitet. Mange amerikanere som arbejder med sikkerhed er underlagt meget strenge krav om hvad de må og især hvad de ikke må.

Det som Snowden har gjort er en meget grov krænkelse af disse krav og derfor generer det, det amerikanske sikkerhedsapparat umådeligt, at han er gået fri for straf.

Det er som en vedvarende kløen der ikke kan kløs, fordi man frygter at andre ansatte i sikkerhedsapparatet vil gøre det samme som Snowden netop fordi han går fri for straf. Sikkerhedsapparatet ser ham som en lysreklame over forrædderi.

Det ved russerne og det er mere værd for dem end en udtalelse som næppe bliver oversat til russisk og skulle der en dag komme en kommentar, så får han først et "kammeratlig besøg".

Dernæst skal du huske at Putin og hans medsammensvorne alle er vokset op i årene med "Radio Free Europe" og "Voice of America" og nu har Snowden leveret en "gentjeneste" for det er sådan de ser det og det vil man gå langt for at bevare.

Anne-Marie Krogsbøll

René Nielsen:
Måske har du ret - jeg skal ikke gøre mig klog på russisk mentalitet, ud over den observation, at Putin kan være ret skånselsløs overfor kritikere. På længere sigt bliver det jo et spørgsmål om, hvad der vejer tungest - Snowdens systemkritik overfor USA, eller Snowdens systemkritik overfor Rusland. Og jeg ville blive meget forbavset, hvis ikke Snowden på nuværende tidspunkt taler perfekt russisk - om han så får lov at sige noget, er en anden sag.

Nicolai Larsen

Dernæst skal du huske at Putin og hans medsammensvorne alle er vokset op i årene med "Radio Free Europe" og "Voice of America" og nu har Snowden leveret en "gentjeneste" for det er sådan de ser det og det vil man gå langt for at bevare.

Snowden er "dobbelt-agent", med et "perfekt" alibi, som NSA henrykt har placeret i Rusland som asyl-ansøger. Det er ikke ren tilfældighed at han havnede i Rusland, selvom hele historien er godt iscenesat.

Så din historie holder ikke helt vand. :)

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize