Snowden involveret i Roskildes privacy prank

Illustration: Roskilde Festival/Facebook
Skiltene, der orienterede om festivalens datapolitik, var en del af et kunstværk fra kunstnergruppen The Yes Men.

Roskilde Festival indsamler ikke oplysninger om festivalgæsternes brug af mobiltelefoner. Skiltene, der orienterede om festivalens datapolitik, var en del af et kunstværk arrangeret af kunstnergruppen The Yes Men og festivalens arrangement med Edward Snowden, der skal sætte fokus på overvågning.

Skiltene vakte ellers forargelse på både Facebook og Twitter, da festivalgæsterne begyndte at dele billeder af de opsatte skilte.

Det var også meningen for at sætte en ramme for debatarrangementet med Edward Snowden, der finder sted tirsdag eftermiddag.

Læs også: Roskilde Festival vækker harme med datapolitik - med Snowden på programmet

Festivalens talskvinde, Christina Bilde, udtaler ifølge en pressemeddelelse:

»Vi er klar over, at vi har taget debatten og vores gæsters og mediernes tillid til grænsen. Det var en risiko, som vi valgte at løbe. Mange er blevet fortvivlede eller vrede, og jeg skal ærligt indrømme, at det har været hårdt at følge med på de sociale medier undervejs. Men projektet er forløbet nøjagtigt, som The Yes Men og Edward Snowden planlagde i forvejen.«

»Det har været opløftende, at deltagerne tog så aktivt stilling og sagde fra i forhold til skiltene. Man kunne jo også have frygtet, at de ikke ville engagere sig, netop fordi digital overvågning på mange måder er blevet en del af vores hverdag. Så meget desto vigtigere er det, at vi alle er bevidste om det, er parate til at debattere det og stille spørgsmål til det. Og jeg er sikker på, at problematikken bliver tegnet endnu tydeligere op for alle, der vælger at overvære samtalen mellem Edward Snowden og The Yes Men på festivalpladsen.«

Det måske mest interessante ved festivalens fupnummer er, at den datapolitik, der beskrives, ikke er ren science fiction.

Oplysninger om telefonopkald og sms-beskeder logges af teleselskaberne. De udleveres ikke til organisationer som Roskilde Festival, men skal udleveres til myndighederne mod en dommerkendelse som en del af telelogningsbekendtgørelsen og terrorlovgivningen.

Læs også: Roskilde Festivals tele-partner: Nej, vi udleverer ikke mobiloplysninger

Tilsvarende bliver oplysninger om internetbrug også registreret i vidt omfang af private firmaer og solgt videre med henblik på markedsføring.

Det er to aspekter af overvågning, vi lever med i hverdagen. Det er dog også overvågning, der er forskellig fra den type overvågning, som Edward Snowdens tidligere arbejdsgiver, efterretningstjenesten NSA, står bag.

NSA opererer på baggrund af blandt andet terrorlovgivning i USA og har til opgave at spionere mod udenlandske statsborgere, der kan udgøre en trussel mod USA.

Det omfatter ifølge Edward Snowden og tidligere afsløringer af massiv dataindsamling af blandt andet telefonsamtaler, e-mails og internettrafik.

NSA og andre landes efterretningstjenester har autorisation fra deres respektive nationer til at bryde kryptering og på andre måder få adgang til ikke blot metadata, men også indholdet.

Efterretningstjenesternes eneste begrænsning er, at de ikke må spionere mod landets egne borgere uden en dommerkendelse.

Problemstillingen om overvågning rækker altså mere vidt end blot tracking-cookies, fordi spektret spænder hele vejen til egentlig spionage, hvor den særlige udfordring er, at spionernes redskab i dag er masseovervågning af kommunikationskanaler, vi alle bruger, snarere end at opsnappe et fortroligt brev til en romersk hærfører.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Dave Pencroof

Men sikker uden reelle efterdønninger hos læserene af skiltene, der er formodentligt kun kikket på denne ene let tilgængelige udmelding, og ikke reflekterer på alt hvad man i det daglige, bevidstløst godkender/har godkendt !

Kenneth Nielsen

Der findes den her, optaget af nogle glade/beruset Festival gæster med en smartphone:

broadcasting the @theyesmen interview with @snowden at #RF16 @ Periscope

Der var desuden en, som spurgte om det samme på Roskilde Festivals Facebook side og fik følgende svar:

Hej Dara, vi har desværre ikke rettighederne til det, men The Yes Men laver selv en film omkring hele set-uppet som også inkluderer selve interviewet med Edward Snowden.
Vi skal selvfølgelig nok huske at linke til den, når den bliver tilgængelig. Vh Hannah

Så indtil da, må man bare holde øje med The Yes Men's aktiviteter, hvis man vil have hele at se:

The Yes Men @ Facebook

The Yes Men @ Twitter

The Yes Men's side

Log ind eller Opret konto for at kommentere