»Journalister i Danmark skal gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe denne lov – ikke bare for samfundets skyld, men for deres eget hvervs skyld. Metadata som disse har været brugt til at afsløre kilder i Australien og Canada, og hvis det skal forhindres, så må denne form for lovgivning stoppes.«
Sådan sagde whistlebloweren Edward Snowden på en linje fra Moskva, da han talte til et arrangement for danske journalister i weekenden.
Snowden blev på Twitter spurgt af journalist og aktivist Peter Kofod, hvad hans besked til Søren Pind var, skriver fagbladet Journalisten.
#SPMSnowden: Hey Ed. Danish AG @sorenpind (of rendition-flight fame) just re-introduced data retention here. What's your message for him?
— Peter Kofod (@peterkofod) November 20, 2016
Det var Peter Kofod, der afslørede, at Danmark i 2013 gav et amerikansk regeringsfly lov til at lande i Kastrup med det formål at hente Snowden, og at justitsminister Søren Pind i første omgang ikke havde givet et dækkende svar til Folketinget om sagen.
Peter Kofods spørgsmål falder, netop som Søren Pind har fremsat et forslag, der indebærer en totalovervågning af danskernes færden i det fysiske rum ved hjælp af positionsdata om deres mobiltelefoner. Samtidig vil det i praksis indebære en form for sessionslogning.
Edward Snowden var stærkt optaget af pressens mulighed for at operere uden at blive overvåget.
»Når status quo er, at journalister og kilder skal operere, som om de var spioner, så har vi på en måde allerede tabt,« sagde han ifølge Journalisten. Snowden agerede i høj grad selv som en trænet agent, da han slap sine informationer om den amerikanske efterretningstjeneste NSA ud via netop journalister.
»Hvis vi accepterer denne her form for masseovervågning som værende nødvendig, så accepterer vi også, at der er dele af lovgivningen, hvor hverken borgere eller medier har nogen mulighed for at have indflydelse,« sagde han ifølge Journalisten.
Edward Snowden mener, at pressen har et stort medansvar for at kommunikere sikkert med sine kilder.
»Journalister skal anerkende, at deres kilder kan være i truede situationer. De skal skabe muligheder for, at kilder kan komme i kontakt med dem på en sikker måde. Hvis de journalister, der skrev min historie, havde været sjuskede, så kunne det have været farligt for mig og min familie,« gjorde han ifølge Journalisten opmærksom på.